Riis betalte for VM-ryttere

Danmarks Cykle Union er vendt på en tallerken og støtter nu Bjarne Riis, som drømmer om at blive løbsarrangør og har sikret, at danske talenter kunne køre VM

Daværende U23-verdensmester i enkeltstart, Mads Würtz Schmidt, var en af dem, der kom med til VM i Qatar på Riis' regning. Foto: Jonas Olufson.
Daværende U23-verdensmester i enkeltstart, Mads Würtz Schmidt, var en af dem, der kom med til VM i Qatar på Riis' regning. Foto: Jonas Olufson.

I en bemærkelsesværdig holdningsændring byder Danmarks Cykle Union (DCU) Bjarne Riis velkommen tilbage i sporten og slår dermed ind på kollisionskurs mod toppen af dansk idræt.

DCU har tidligere stået last og brast med Danmarks Idræts-Forbund (DIF) og Anti-Doping Danmark (ADD), når det gælder fordømmelse af Bjarne Riis, men det broderskab har DCU-formand Henrik Jess Jensen altså forladt.

- Bjarne Riis har faktisk meget at give. Ikke bare dansk cykelsport, men cykelsporten generelt, siger Henrik Jess Jensen til DR.

- Jeg har haft samtaler med Bjarne Riis, og de har vist, at han er en mand, der vil dansk cykelsport, og som har gjort op med de fejl, han har lavet i fortiden, siger formanden.

DCU har da også grund til at være Bjarne Riis taknemmelig. Men sin forretningspartner Lars Seier Christensen trådte Riis til, da den kuldsejlede økonomi i DCU i oktober betød, at der ikke var penge til at sende danske stortalenter til VM i Qatar.

Riis og Lars Seier Christensen skuer med The Riis-Seier Project i langt højere grad mod Danmark, end det var tanken, da projektet blev præsenteret for offentligheden i februar. Foto: Ernst Van Norde.
Riis og Lars Seier Christensen skuer med The Riis-Seier Project i langt højere grad mod Danmark, end det var tanken, da projektet blev præsenteret for offentligheden i februar. Foto: Ernst Van Norde.
 

Unionen måtte derfor afkræve blandt andre junior- og U23-ryttere 10.000 kroner i egenbetaling for at komme med.

- Lars og jeg betalte for at Mads Würtz Schmidt og Kasper Asgreen (ryttere på Riis-Seiers kontinentalhold, red.) kunne komme med, siger Bjarne Riis.

- Det er trist, at rytterne selv må til lommerne, men så man jo hjælpe. Det er det, vi vil, siger Riis, som ud over at drive sine cykelhold og varetage de mange aktiviteter i The Riis-Seier Project pønser på at blive løbsarrangør.

- Jeg kunne godt tænke mig at overtage 'En forårsdag på Heden', siger Riis med tanke på et efterhånden legendarisk endagsløb med start og mål i Herning. Løbet byder traditionelt på en stribe 'pavéer' – grusstrækninger – som sit særkende og læner sig rent markedsføringsmæssigt op ad den barske forårsklassiker Paris-Roubaix, som er kendt som 'En forårsdag i Helvede'.

- Jeg kunne også tænke mig at arrangere løb i Aarhus, Vejle og andre steder. Det kunne skabe udvikling og nye muligheder og ville spille godt sammen med vore aktiviteter i Riis-Seier Project, siger Riis.

Endnu er der intet konkret, men Riis vil tage en snak med Herning Kommune, Herning Cykle Klub og andre aktører, siger han til Ekstra Bladet.

ADD-direktør Michael Ask er ikke begejstret for Danmarks Cykle Unions pludselige begejstring for Bjarne Riis. Foto: Philip Davali / Polfoto.
ADD-direktør Michael Ask er ikke begejstret for Danmarks Cykle Unions pludselige begejstring for Bjarne Riis. Foto: Philip Davali / Polfoto.
 

Debatten om Riis’ comeback bunder i rapporten ’Doping i dansk cykelsport’, som ADD og DIF efter mere end to års efterforskning udgav i sommeren 2015. Rapporten konkluderede, at Bjarne Riis var skyldig i alvorligt ledelsessvigt i sin tid som teamejer, idet han ikke skred til handling, da han blev bekendt med doping på sit hold.

Videre konkluderede rapporten, at Bjarne Riis er utroværdig, idet han ikke har fortalt den fulde sandhed om sit virke som holdejer. Derfor mener DIF og ADD, at Riis er uegnet til at udvikle unge talenter og være rollemodel for en ren sport.

- Det er bekymrende, at DCU har ændret holdning, og at vi nu har en DCU-formand, der taler begejstret om et Riis-comeback, siger ADD-direktør Michael Ask.

- Jeg finder det lidt naivt af Henrik Jess Jensen at tro, at han efter blot et par samtaler med Bjarne Riis kender ham til bunds og kan stå inde for hans troværdighed, siger Ask.

Ekstra Bladet har ikke kunnet træffe Henrik Jess Jensen for en kommentar.

Se interview med Bjarne Riis om holdet, Oleg Tinkov og fremtiden:

Riis i eksklusivt interview: Sandheden om bruddet med Tinkov