Riis drev superstjerne mod tidligt karrierestop

Bjarne Riis belemrede superstjernen Peter Sagan med en træner, som sled ham op, da han i 2015 skiftede til Team Tinkoff-Saxo. Det fortæller Sagan i sin selvbiografi, som nu udkommer på dansk

Peter Sagan umiddelbart efter Flandern Rundt 2015, da bruddet mellem Bjarne Riis og Oleg Tinkov var helt frisk. Foto: Ernst Van Norde
Peter Sagan umiddelbart efter Flandern Rundt 2015, da bruddet mellem Bjarne Riis og Oleg Tinkov var helt frisk. Foto: Ernst Van Norde

Kun få måneder inde i en af de mest lukrative kontrakter nogensinde i cykelsporten var superstjernen Peter Sagan i foråret 2015 parat til at indstille sin karriere i en alder af blot 25 år. Årsag: Han var ganske enkelt slidt op af det træningsregime, som Bjarne Riis påduttede ham under ledelse af træneren Bobby Julich.

’Det grundlæggende problem var ret simpelt. Jeg var ganske enkelt udkørt. Så træt, at jeg troede, det var løgn', skriver Peter Sagan i sin selvbiografi, 'Min Verden', som i næste uge udkommer på dansk.

I de første måneder af 2015 var holdet præget af den mistillid og mangel på respekt, som herskede mellem Bjarne Riis og teamejer Oleg Tinkov. Riis havde solgt sit hold til den stenrige russer, men skulle rent sportsligt drive det videre som ansat manager.

Tinkov lod dog ikke Riis passe sit arbejde. Han blandede sig i alt og lagde større og større pres på danskeren i forventning om, at de mange millioner rubler, han havde investeret i holdet, skulle udmønte sig i sejre. Da de udeblev, blev Riis fyret og fjernet fra sin post, skriver Sagan.

Nyheden nåede holdet umiddelbart før Milano-Sanremo marts 2015, og da var rytterne ’en blanding af en samling gamle hylende og hændervridende kvinder til en begravelse og børn i en skolegård, efter at nogen har sparket bolden over hegnet og ud på en trafikeret vej', skriver Sagan.

Selv græd han tørre tårer over Riis’ dramatiske exit, men han var bitter over at være blevet belemret med Julich.

’Fabelagtigt. Så ham fyren, der havde fået mig til holdet, var forsvundet. Men ikke uden at bebyrde mig med en træner, der ødelagde mig uge efter uge. Bobby forstod mig ikke, og jeg kunne ikke udstå hans evindelige indblanding', skriver Sagan.

Bobby Julich blev overraskende nummer tre i Tour de Doping i 1998 og opnåede fornyet succes, da han år senere kom til Bjarne Riis' hold. Han vandt i det regi Paris-Nice, før han skiftede metier og blev træner. Foto: AP
Bobby Julich blev overraskende nummer tre i Tour de Doping i 1998 og opnåede fornyet succes, da han år senere kom til Bjarne Riis' hold. Han vandt i det regi Paris-Nice, før han skiftede metier og blev træner. Foto: AP
 

’Jeg snakkede med Bobby hver dag. Hvordan har du det, Peter? Hvad har du lavet i dag, Peter? Hvor høj var din hvilepuls, Peter? Hvor høj var din træningspuls, Peter? Hvordan har du sovet, Peter? Hvad har du spist, Peter? Hvilken farve havde din afføring, Peter?,’ skriver Sagan og lader sarkasmen flyde, da han opfinder endnu et par Julich-spørgsmål: ’Hvordan lugter dit pis i dag, Peter? Kan du tælle hårene på din storetå for mig, Peter?’.

’Træning for træningens skyld. Det var præcis sådan, det føltes med Bobby. Han var besat af mine tal. Jeg skulle gøre præcis, hvad han forlangte hver dag – og derefter tilbringe resten af dagen med at snakke med ham om det', skriver Sagan.

’Jeg var fuldkommen træt af det, og det hang mig langt ud af halsen. Jeg begyndte at overveje at slukke for min telefon eller lade, som om jeg var syg. Det var latterligt. Jeg elsker at træne, men det var ved at slå mig ihjel. Død af tal.’

Sagan under Tour de France 2015, hvor han havde fået sin karriere på ret kurs efter at være sluppet for træner Bobby Julichs daglige omklamring. Foto: Tariq Mikkel Khan.
Sagan under Tour de France 2015, hvor han havde fået sin karriere på ret kurs efter at være sluppet for træner Bobby Julichs daglige omklamring. Foto: Tariq Mikkel Khan.
 

Ifølge Sagan konkluderede Julich, da sejrene udeblev, at den senere trefoldige verdensmester var udbrændt, fordi han havde kørt så mange løb som professionel. Han var færdig som 25-årig, lød dommen, og Sagan var parat til at acceptere den.

Sagans manager, Giovanni Lombardi, blev stjernerytterens redningsmand. Han fik udvirket, at Julich blev erstattet af Patxi Vila, som stadig i dag er Sagans personlige træner på Bora-Hansgrohe-holdet.

Lettet for en ubærlig byrde begyndte Sagan at vinde cykelløb igen og har blandet andet vundet VM tre gange samt Flandern Rundt og Paris-Roubaix.

’Min Verden’ udkommer på forlaget Turbine 13. november.

Oleg Tinkovs respekt for Bjarne Riis blev på kort tid vendt til foragt, og til sidst gjaldt det alle danskere og alt dansk. Foto: Claus Bonnerup. Sport og Spil Sidste mand lukker og slukker Oleg Tinkovs respekt for Bjarne Riis blev på kort tid vendt til foragt, og til sidst gjaldt det alle danskere og alt dansk. Foto: Claus Bonnerup. Sport og Spil Sidste mand lukker og slukker

Se også: Riis: Holdet skal nok komme

Se også: Skøre Tinkov slår fast: Jeg vender tilbage!

 

25 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere