Riis fortryder dum bemærkning: 'På sin plads at sige undskyld'

Bjarne Riis er tilbage i Tour de France, hvor han drømmer om allerede på første etape at erobre den gule trøje med sit nye hold 

Riis' første gule trøje, som han erobrede i 1995 hænger på hæderspladsen i Villa Pacini i Toscana i Italien. Foto: Ernst van Norde.
Riis' første gule trøje, som han erobrede i 1995 hænger på hæderspladsen i Villa Pacini i Toscana i Italien. Foto: Ernst van Norde.

NICE (Ekstra Bladet): For 25 år siden kørte han selv i gult for første gang. En enkelt dag i førertrøjen i Touren i 1995 blev det til. 

I dag kan han hente endnu en gul trøje til den samling af teamtrikoter og førertrøjer, han har opbygget som rytter, teamejer og teammanager. De hænger i Villa Pacini i Toscana, hvor han engang boede, og hvor han med vennen og kompagnonen Lars Seier Christensen i dag har indrettet rytterhotel.

Hvis alt flasker sig, leverer italieneren Giacomo Nizzolo fra NTT Pro Cycling den næste trøje. Det sker, hvis han vinder første etape i årets Tour de France. Den første Tour siden 2014, hvor Riis har været med. 

Det ville være en kæmpe succes, der ville lette presset på det sydafrikanske hold, som alt for længe har underpræsteret. Riis er hentet til holdet som teammanager for at genrejse holdet.

- Chancen for, at det ender i en spurt lørdag, er stor, men det er altså ingen nem etape. Der er alligevel 2.000 højdemeter på etapen, så der er nok nogle, der får ondt i benene, siger Riis, da vi telefonisk prikker hul på løbsboblen for at høre sidste nyt.

Sport og Spil Eksperten afslører sit hold: Han er kuppet blandt sprinterne

Vi vil også gerne vide, om han har hilst på løbsdirektør Christian Prudhomme. Det har han ikke. Ikke endnu. I februar sendte Riis ham en undskyldning for en uoverlagt bemærkning i maj 2007 om den gule trøje, men om Prudhomme har tilgivet ham, svæver endnu i det uvisse.

Som alle andre i Touren bærer Bjarne Riis mundbind, når han bevæger sig rundt i det offentlige rum. Her forleden på Hotel Novotel i Nicel, hvor han - også som alle andre - gennemgik en coronatest. Foto: Tariq Mikkel Khan.
Som alle andre i Touren bærer Bjarne Riis mundbind, når han bevæger sig rundt i det offentlige rum. Her forleden på Hotel Novotel i Nicel, hvor han - også som alle andre - gennemgik en coronatest. Foto: Tariq Mikkel Khan.
 

Bemærkningen faldt den dag, han indrømmede, at han var dopet, da han vandt løbet i 1996. Stresset, presset, træt og trodsig erklærede han, at hans gule trøje lå ude i en papkasse i garagen. Det blev i Paris opfattet som en grov fornærmelse.

- Jeg følte, det var på sin plads at sige undskyld. Jeg har talt med en del folk om det gennem årene, og med Tour de France på vej til Danmark, var det på tide, at der kom en undskyldning fra mig, siger Riis, som så for sig nogle temmelig akavede situationer med ham og Prudhomme ved løb, hvor de ikke ville kunne undgå at mødes.

- Når det, jeg sagde dengang, var noget, der lå Prudhomme og ASO meget på hjerte, ja, så syntes jeg, at det var på sin plads at undskylde, siger Riis, som har understreget, at trøjen selvfølgelig ikke lå henkastet som en værdiløs klud ude i garagen.

- Jeg fortryder, at jeg sagde det, så der går ikke noget af mig ved at sige undskyld for det.

- Jeg håber, det er ude af verden nu. Det ligger alt sammen bag mig nu. Nu er jeg her, og jeg håber, at jeg på et tidspunkt inden så længe får mulighed for at hilse på Prudhomme. Det ser jeg frem til, siger Bjarne Riis, som for 22. gang er med i et Tour de France som rytter eller manager.

Riis i værkstedet i 'service course' på rytterhotellet Villa Pacini i Toscana. Foto: Ernst van Norde.
Riis i værkstedet i 'service course' på rytterhotellet Villa Pacini i Toscana. Foto: Ernst van Norde.
 

Han har et par debutanter på sit hold. At køre Touren er for dem en drengedrøm, der omsider bliver til virkelighed. I seks år har Riis stået på sidelinjen, men for ham er det ikke som sådan en drøm, der går i opfyldelse, siger han.

- Jeg har prøvet det før, ikke? Skal jeg være helt ærlig, så tænker jeg faktisk ikke så meget på, at jeg er tilbage, og at jeg har været væk, siger Riis.

- Jeg tænker mere på, hvordan jeg kan strikke det her hold sammen, så det bliver det bedst mulige hold. Det er det, jeg har fokus på. Jeg har ikke så meget fokus på mig selv. Det er ikke mig, det drejer sig om. Det drejer sig om holdet.

- Men selvfølgelig er der også en følelse af glæde og tilfredshed ved at være her. Hvis der ikke var en tilfredsstillelse i at være her i verdens største cykelløb som manager for et hold, så skulle jeg ikke være her.

- Så skulle jeg finde noget andet at lave, siger Bjarne Riis.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Kørte selv ruten

Vi har ikke billeder fra Riis' lange cykeltur fredag på Tour-ruten, så her er et skud af teammanageren på en træningstur på elcyklen i Toscana i juli. Foto: Ernst van Norde.
Vi har ikke billeder fra Riis' lange cykeltur fredag på Tour-ruten, så her er et skud af teammanageren på en træningstur på elcyklen i Toscana i juli. Foto: Ernst van Norde.
 

NICE (Ekstra Bladet): I syv timer var han derude alene. Kørte over 180 kilometer. Først den store løkke på søndagens etape med de barske stigninger Col de la Colmiane og Col de Turini. Så tilbage til Nice, før han så lige nappede en af de 40 kilometer lange omgange, der skal køres på lørdagens etape.

Bjarne Riis valgte en speciel optakt til årets Tour de France, da han fredag sprang på sin racer og kørte det meste af søndagens etape og en god bid af lørdagens etape for at vide ned i mindste detalje, hvad der venter hans ryttere.

- Jeg fik lidt hjælp (fra elmotoren på hans BMC-racer, red.), men det var sgu hårdt nok alligevel, sagde Bjarne Riis fredag aften, da Ekstra Bladet traf ham på mobilen i den såkaldte ‘løbsboble’, som journalister ikke har adgang til.

- Jeg ville gerne lige se stigningerne, for jeg kendte dem ikke. Jeg kørte med rytterne finalen på lørdagens etape torsdag - altså op over Col d’Èze og ind til Nice - men resten af etapen havde jeg ikke set.

- Jeg ville gerne lige prøve ruten for at finde ud af, hvor hårdt det bliver for rytterne, sagde Riis. 

- Tit, når jeg sidder derude på cyklen, så kommer der mange gode tanker, og jeg får reflekteret over mange ting. Når man selv sidder derude, så tænker man meget nøjere over, hvad vi skal gøre her og der, når løbet er skudt i gang.

- Det er terapi at sidde på sin cykel og bare køre derudaf og tænke nogle tanker. Man får ro i sjælen.

- Og nu har jeg det hele på computeren, sagde Riis med et grin.

Tour de France bliver ikke kørt færdigt i år, hvis man spørger Ekstra Bladets cykelekspert Michael Rasmussen. Det er for svært at undgå coronasmitte. Foto: Claus Bonnerup Cykling - 28. aug. 2020 - kl. 18:44 Frygter for Touren

Se også: Bernal kører for afdød chef

Mads Pedersen iklædt både mundbind og verdensmestertrøje. Touren bliver på mange måder speciel for den danske debutant. Foto: Stephane Mahe/Ritzau Scanpix Cykling - 28. aug. 2020 - kl. 17:15 ‘Jeg har ventet længe på det her’

Se også: Corona-alarm: Nu sender de folk hjem

Se også: Debutant foran sit livs udfordring

164 kommentarer
Vis kommentarer