Riis giver op: Lukker sit World Tour-hold

I flere år har Bjarne Riis og hans kompagnoner af egen lomme betalt millioner til driften af et kvindehold, men det slutter ved årets udgang

Bjarne Riis må erkende, at ingen sponsor har set potentialet i kvindecykling. Derfor lukker han Team Virtu Cycling. Foto: Claus Bonnerup
Bjarne Riis må erkende, at ingen sponsor har set potentialet i kvindecykling. Derfor lukker han Team Virtu Cycling. Foto: Claus Bonnerup

I omegnen af 15 millioner kroner har det kostet Bjarne Riis og rigmændene Lars Seier Christensen og Jan Bech Andersen at drive kvindeholdet Team Virtu Cycling de seneste tre sæsoner, og den underskudsforretning er ingen af dem parate til også at holde kørende næste år.

Derfor meddeler Bjarne Riis nu, at holdet, som kører på kvindernes World Tour, lukker ved årets udgang.

- Vi ærgrer os enormt over det, men vi må også bare erkende, at vi ikke har formået at finde en sponsor til holdet. Det har på intet tidspunkt været planen, at vi skulle finansiere det her alene, siger Bjarne Riis til Ekstra Bladet.

- Vi har brugt en del penge af egen lomme på holdet, som vi har taget dybt seriøst. Vi synes, det var et godt projekt, og vi har virkelig givet det en chance, men på et tidspunkt må man selvfølgelig sige stop, siger Riis.

Riis og hans kompagnoner i Virtu Cycling Group har tilført koncernen store beløb de senere år. Alene i det seneste halve år drejer det sig om 27,1 millioner kroner, nemlig 19,3 millioner kroner i december og 7,8 millioner kroner i april.

Kvindeholdet og herreholdet Team Waoo har opslugt store summer, mens øvrige forretningsområder i koncernen også har kostet dyrt.

Troen på kontinentalholdet Team Waoo, som nu er fuldt finansieret af sponsorer, og andre satsningsområder som Virtu Travel (cykelrejser), Virtu Cycling Gear (sportsudstyr) og Virtu Business Club (erhvervsnetværk) er usvækket.

- Vi håbede, at andre også kunne se potentialet i et kvindehold på højeste niveau i cykelsporten, men det har desværre ikke været tilfældet. Interessen er der åbenbart ikke, siger Riis.

- Vi er stolte af det her hold, og vi er superkede af, at vi må tage dette skridt. Vi melder ud nu for at give vores ryttere tid og mulighed for at forhandle til anden side og finde et nyt hold.

- De har gjort det godt, og holdet har fortjent at køre videre. Vi ville meget gerne fortsætte, men uden en sponsor går det bare ikke. Det er ikke forsvarligt at blive ved med at poste penge i et hold. Det er ikke den måde, vi driver forretning på, siger Riis.

- Nu kører vi sæsonen til ende, og vi vil gøre, hvad vi kan, for at sikre pigerne og andre medarbejdere nye kontrakter, så de kommer godt videre.

Team Virtu Cycling har sejre i Omloop Het Nieuwsblad sidste år og Flandern Rundt i år som sine fornemste resultater.

Se også: Straffet af spøjs regel: Helt cykelhold smidt ud af løb

Se også: Forlader hospitalet: - Dette er kun det første skridt

 

119 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere