Riis hylder Chris Anker: - Atypisk på alle fronter

Bjarne Riis gjorde Chris Anker Sørensen til professionel og gav ham karrierens fedeste kontrakt i erkendelse af den enorme betydning, han fik på holdet

Bjarne Riis fandt i Chris Anker Sørensen den perfekte holdspiller. Foto: Linda Johansen.
Bjarne Riis fandt i Chris Anker Sørensen den perfekte holdspiller. Foto: Linda Johansen.

Et par døgn er gået, siden Chris Anker Sørensen blev dræbt i en ulykke i Belgien, og selv om den smertelige sandhed har ramt nyhedssider overalt, er det stadig uvirkeligt og ufatteligt, at den folkekære rytter er revet væk.

Det siger Bjarne Riis, som var manden, der i 2007 gjorde den dengang 22-årige jyde til professionel cykelrytter på Team CSC.

- Det er chokerende. Det, der først og fremmest løber gennem hovedet på mig, er de gode minder. Alle de oplevelser, jeg har haft med ham, siger Bjarne Riis til Ekstra Bladet.

- Jeg tænker på den person, han var. En mand med et kæmpe potentiale. Han var hele tiden i udvikling og var god til at se tingene i et andet perspektiv end blot sit eget.

- Han var en, som jeg kunne se som formand for Danmarks Cykle Union om nogle år, for han var også god politisk. Dansk cykling har mistet en stor personlighed, siger Bjarne Riis.

Riis hylder Chris Anker: - Atypisk på alle fronter

Ekstra Bladet var dagen derpå i Belgien, hvor Chris Anker Sørensen mistede livet under en træningstur.

God årsløn
Få år efter underskriften på sin første kontrakt satte Chris Anker Sørensen sin signatur på sit livs kontrakt, da Riis tilbød ham en kontraktforlængelse på tre år. Ifølge Ekstra Bladets oplysninger sikrede kontrakten Chris Anker en årsløn på 2,5 millioner kroner.

Det var ikke belønning for store sejre, men derimod for det arbejde, han uegennyttigt gjorde for holdet. Altid gjorde han sit maksimale for at sikre holdet det bedst mulige resultat.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Bjarne Riis takker Chris Anker Sørensen efter sidste etape af Tour de France 2012. Sørensen blev i det løb kåret til den mest angrebsivrige rytter, såkaldt 'Super Combatif'. Foto: Niels Meilvang / Ritzau Scanpix
Bjarne Riis takker Chris Anker Sørensen efter sidste etape af Tour de France 2012. Sørensen blev i det løb kåret til den mest angrebsivrige rytter, såkaldt 'Super Combatif'. Foto: Niels Meilvang / Ritzau Scanpix
 

- Jeg har altid værdsat holdånd og samarbejde. Chris Anker var om nogen holdets mand, og det ville jeg belønne, siger Riis, som rent sportsligt ikke var videre imponeret af den helt unge Chris Anker, da han bankede på til de professionelles rækker.

- Han var ikke den mest talentfulde, og han var ikke den, der sad smukkest på cyklen. Det var ikke indlysende, at han skulle være professionel cykelrytter.

- Men han kæmpede sig til det alligevel. Hans største talent var hans gåpåmod og vilje, siger Riis, som lærte den sande betydning af de ord, da Chris Anker Sørensen under Tour de France 2012 kom slemt til skade med sin ene hånd under en etape, men alligevel kæmpede sig i mål.

Riis hylder Chris Anker: - Atypisk på alle fronter

Chris Anker Sørensen er allerede blevet hyldet verden over efter den tragiske nyhed lørdag.

Enormt vellidt
Riis viste på rytterhotellet Sørensens blodstænkede cykel frem og berettede vantro om den ufattelige præstation, hans rytter havde leveret. Den indbragte siden Sørensen prisen som løbets mest angrebsivrige rytter. Præmien på 150.000 kroner gik i den fælles kasse.

- Chris kunne køre stærkt på cykel, men det var kun den ene side af ham. Han var atypisk på alle fronter. Han var en superintelligent bondeknold, kan man sige, og det er kærligt ment, siger Riis og taler med glød i stemmen om ‘klassens nørd’, som ikke syntes at høre hjemme i cykelverdenen, men som kunne begå sig i den og snart vandt alles hjerter.

- Han var en person, som var helt enormt vellidt i cykelverdenen, og det mærker vi nu overalt på denne tragiske baggrund. Han var bare sådan en god gut med fødderne plantet solidt på jorden, siger Bjarne Riis.

- Chris fik en lang karriere som cykelrytter og var godt i gang med en karriere som tv-kommentator, hvor han gjorde det rigtig godt.

- Han har prøvet meget, men han var stadig bare en ung gut. 37 år er jo ingen alder, siger Bjarne Riis.

BLÅ BOG: Den tidligere cykelrytter Chris Anker Sørensen

Foto: Anthon Unger
Foto: Anthon Unger
 

Chris Anker Sørensen har de seneste år gjort sig som cykelekspert på TV2 efter en karriere som professionel cykelrytter. Lørdag døde han på tragisk vis efter en ulykke i Belgien.

 

- Alder: 37 år (død 18. september 2021).

- Fødested: Hammel, Danmark.

- Nationalitet: Dansker.

- Civilstand: Var gift og efterlader sig to døtre.

 

- Cykelkarriere som professionel:

2007-2015: Tinkoff-Saxo.

2016: Fortuneo-Vital Concept.

2017-2018: Riwal.

 

- Største resultater:

Dansk mester i linjeløb (2015).

Etapesejr i Giro d'Italia (2010).

Etapesejr i Dauphiné Libéré (2008).

Samlet 14.-plads i Tour de France (2012).

 

Kilder: Procyclingstats.com, billedbladet.dk, tv2.dk og Ritzau