Riis' jernmand sat sammen med skruer

37-årige Domenico Pozzovivo udgik nødtvungent af årets Tour de France efter at have kørt otte etaper med voldsomme smerter

Pozzovivo nærmest forkrøblet af smerte på Tourens tredje etape. Han holdt ud til og med Pyrenæerne, før han måtte trække sig ud af løbet. Foto: Tim de Waele/Getty Images
Pozzovivo nærmest forkrøblet af smerte på Tourens tredje etape. Han holdt ud til og med Pyrenæerne, før han måtte trække sig ud af løbet. Foto: Tim de Waele/Getty Images

LA ROCHELLE (Ekstra Bladet): Rytterne røg i asfalten i snesevis på første etape af årets Tour de France, da regnen efter ugers tørke begyndte at vælte ned over den stadigt mere spejlglatte rute.

En af dem var 37-årige Domenico Pozzovivo, som ramte en tilskuer, der forsøgte at tage en selfie med feltet i baggrunden. Bjarne Riis’ håb for klassementet i årets Tour røg ned med stor kraft og tog fra med sin venstre albue. 

- Jeg fik et dybt sår. Så dybt, at man tydeligt kunne se metalskinnen i min albue. Det, der stak frem, var bestemt ikke en knogle. Det var tydeligt, konstaterer Domenico Pozzovivo tørt dagen efter, at han nødtvungent måtte forlade Tour de France.

Røntgenbillede af Pozzovivos albue, som er holdt sammen af skruer og metalskinner efter en frygtelig ulykke under træning i august sidste år. Foto: NTT Pro Cycling.
Røntgenbillede af Pozzovivos albue, som er holdt sammen af skruer og metalskinner efter en frygtelig ulykke under træning i august sidste år. Foto: NTT Pro Cycling.
 

Skinnen - eller skinnerne, for der er flere - fik han indopereret i armen efter en frygtelig ulykke i august sidste år, da en ung mand i bil torpederede ham under træning. Pozzovivo brækkede et ben og en arm.

- Jeg efterlod meget blod der på vejen. Og knoglestykker. Jeg måtte opereres fem gange, før jeg kunne bruge armen igen og komme i gang med genoptræningen på cyklen, fortæller Pozzovivo, som trods sin lange skadespause i ellevte time formåede at sikre sig en kontrakt med NTT Pro Cycling.

En ordentlig omgang 'asfalteksem' tog Pozzovivo også med sig hjem fra Tour de France i år. Foto: NTT Pro Cycling.
En ordentlig omgang 'asfalteksem' tog Pozzovivo også med sig hjem fra Tour de France i år. Foto: NTT Pro Cycling.
 

Han mødte op til Touren som en af holdets kaptajner, men allerede efter første etape stod det klart, at ‘Pozzo’, som han kaldes, næppe ville kunne leve op til forventningerne. 

Hans position på cyklen har aldrig været forbilledlig, men efter styrtet i Nice lignede han noget, der var løgn. Nedsunken venstre skulder, albuen øjensynligt fastlåst i en akavet vinkel, venstre ben sært stift. Men han kørte videre.

- Cykelryttere giver ikke op, før alt er prøvet. Og slet ikke i Tour de France, som er det vigtigste løb. Det skal være virkelig slemt, før man siger stop. Og det var det, siger Pozzovivo, som kørte otte etaper med stærke smerter, før fornuften vandt.

- Min tilstand var meget dårlig efter styrtet, men jeg tænkte faktisk ikke på andet end på at finde en måde at blive i løbet på. Jeg håbede hver dag, at jeg ville føle mig stærkere.

Pozzovivo lappes sammen af teamlægen efter styrtet på Tourens første etape. Foto: NTT Pro Cycling.
Pozzovivo lappes sammen af teamlægen efter styrtet på Tourens første etape. Foto: NTT Pro Cycling.
 

Det skete ikke, men han valgte alligevel at køre de to hårde bjergetaper for at mærke, hvordan hans krop reagerede på belastningen, fortæller han.

- Jeg måtte vide med sikkerhed, at det faktisk ikke gav mening at fortsætte i løbet. Jeg forstod, at min tilstand kunne føre til et nyt styrt, og det kunne være et styrt, der ville stoppe min karriere. 

- Det var en anden grund til, at det var bedst at udgå af løbet. Risikoen var for stor, siger Pozzovivo, som også i styrtet i Nice pådrog sig en slem omgang ‘asfalteksem’ - en stor, dyb hudafskrabning - på venstre ben.

Han er nu tilbage i sit hjem nær Cosenza i det sydlige Italien og skuer frem mod Giro d’Italia, som begynder 3. oktober. Efter sæsonen, fortæller han, venter endnu en operation i albuen.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

For tidligt at stoppe

Pozzovivo umiddelbart efter sit styrt på første etape af årets Tour de France. Foto: Marco Bertorello/Ritzau Scanpix
Pozzovivo umiddelbart efter sit styrt på første etape af årets Tour de France. Foto: Marco Bertorello/Ritzau Scanpix
 

Kun få oplever en ulykke som den, Pozzovivo blev udsat for i august sidste år. Og vel kun de færreste vælger at fortsætte karrieren efter en så voldsom oplevelse. Pozzovivo var dog aldrig i tvivl, fortæller han.

- Der var en ung mand i en bil, som kom over i min side, da jeg var ude at træne. Jeg vil tro, at han kørte 80 kilometer i timen, så det var egentlig utroligt, at jeg overlevede. 

- Først frygtede jeg, at jeg ville miste armen, for min albue var virkelig svært medtaget. Der manglede en del knoglemasse, da jeg skulle opereres. Men lægerne gjorde et godt stykke arbejde, for efter en del terapi og genoptræning kunne jeg begynde at køre på cykel igen.

Pozzovivo på vej til start på 7. etape af årets Tour. Foto: Tariq Mikkel Khan.
Pozzovivo på vej til start på 7. etape af årets Tour. Foto: Tariq Mikkel Khan.
 

- Du er som cykelrytter en gammel mand, så hvorfor stoppede du ikke bare karrieren?

- Jeg ville ikke stoppe på den måde. Det vil jeg stadig ikke. Jeg går snarest muligt i gang med at forberede mig til Giroen. Og dengang sidste år var jeg også fast besluttet på at fortsætte karrieren, siger Domenico Pozzovivo.

- Jeg har endnu nogle år i mig, og jeg vil selv bestemme, hvornår og hvordan jeg vil stoppe karrieren. Jeg var stærkt motiveret dengang til at fortsætte som professionel cykelrytter, og det er jeg stadig.

- Jeg er sikker på, at den motivation har hjulpet mig til at komme mig hurtigere over ulykken sidste år. Er man motiveret og mentalt stærk, som jeg er, så heler man bedre og hurtigere. Det er jeg overbevist om, siger Pozzovivo.

- Jeg gør ikke noget halvt. Jeg giver ikke op, når jeg er gået i gang med noget, og jeg er slet ikke færdig som cykelrytter. 

Domenico Pozzovivo har også næste år kontrakt med NTT Pro Cycling.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Trodser fornuften

Pozzovivo på vej ud af Touren efter den sidste Pyrenæer-etape. Han er nu hjemme i Italien, hvor han skuer frem mod Giro d'Italia i oktober. Foto: NTT Pro Cycling.
Pozzovivo på vej ud af Touren efter den sidste Pyrenæer-etape. Han er nu hjemme i Italien, hvor han skuer frem mod Giro d'Italia i oktober. Foto: NTT Pro Cycling.
 

Snart 38-årige Domenico Pozzovivo har en universitetsgrad i økonomi og læser i øjeblikket idræt på universitetet.

Det kan undre, at en så begavet mand vælger at trodse al fornuft og udsætte sin forpinte krop for en så kæmpe belastning, som det er at køre Tour de France. Pozzovivo er ikke uenig, men han tænker med fuldt overlæg ikke logisk, når det gælder cykling.

- Hvis man elsker at cykle og vælger at blive cykelrytter, skal man ikke tænke på alt det, der kan gå galt. Den del af hjernen skal man ikke bruge, siger Pozzovivo med et grin.

- Tænker man for meget på det, så må man stoppe. Man skal holde tingene adskilt, for ellers opnår man ikke noget i den her sport.

Blandt sine bedste resultater kan Pozzovivo tælle etapesejre i Giro d’Italia, Schweiz Rundt og Catalonien Rundt.

Bjarne Riis hiver stjerne ud af Touren

Riis: - Det var en lortedag

Dansker misser Tour-start: Skadet i hjemmet

Kyllingens dansker-dom: For tykke

Riis' trumfkort udgår fra Touren med knæskade