Riis: Mange vil have jeg laver nyt cykelhold

Den forhenværende holdejer vil ikke udelukke, at han vender tilbage til sporten

Fremtiden endnu uvis for Bjarne Riis. Men den kan meget vel lægge i cykelsporten (Foto: Claus Bonnerup)
Fremtiden endnu uvis for Bjarne Riis. Men den kan meget vel lægge i cykelsporten (Foto: Claus Bonnerup)

Bjarne Riis har været igennem den offentlige gabestok nok en gang.

Ovenpå ADD og DIFs store dopingrapoort, hvor Riis var hovedpersonen og afslørede, at han kendte til sine rytteres brug af forbudte midler, har det ikke skortet på kritik af den tidligere holdejer.

Mangen har kaldt ham færdig i cykelsporten, kaldt ham uhæderlig og andre knap så fine gloser.

Dopingdømte typer som Bjarne Riis bør ikke kunne fungere i international cykelsport, mener Ekstra Bladets sportschef Allan Olsen. (Arkivfoto: Tariq Mikkel Khan) Allan Olsen - 23. jun. 2015 - kl. 13:24 Sørg nu for, at Riis ALDRIG kan arbejde med cykling igen!

Alt sammen berettiget, fortalte hovedpersonen selv i dag. Både via et langt statement, som du kan læse nedenfor, men også i et interview med TV2.

Selvom Riis ikke ville kommentere ret meget i TV2-interviewet, så fortalte han dog, at han muligvis kan have en fremtid indenfor cykelsporten, selvom mange ønsker ham alle andre steder hen end retur til sporten.

- Jeg ved, der går en masse rygter i branchen om, at jeg er på vej tilbage. Lige nu skal jeg sunde mig. Jeg har nydt at være far for mine børn de seneste måneder. Det har været rigtig dejligt, og det har jeg haft brug for. Hvad fremtiden bringer, kan jeg ikke svare på lige nu.

Se også: Kyllingen: Riis siger kun det der ikke skader ham

- Jeg har ingen konkrete planer. Jeg ved, at mange gerne vil have, at jeg skal lave et cykelhold igen. Men lige nu er jeg ikke dér. Om det kommer til at ske, må fremtiden vise, siger Riis til tv2..   

Riis forklarede, at han var klar over, at hans troværdighed er i bund, men han håber på, at det på sigt kan ændre sig.

Udtalelse fra Bjarne Riis

Forleden afsluttede Anti Doping Danmark arbejdet med at undersøge fortiden i dansk cykelsport, da de offentliggjorde deres rapport 'Doping i dansk cykelsport 1998-2015.'

Som bekendt var jeg en central del i rapporten, og jeg blev i flere omgange interviewet af undersøgelsesgruppen som en del af undersøgelsen.

Jeg vil ikke lægge skjul på, at det har været hårdt at se tilbage på årene før og efter årtusindeskiftet.

Dels fordi det utvivlsomt var en sort periode i cykelsportens historie, dels fordi jeg har et klart medansvar for, at det forholder sig sådan.

Som aktiv dopede jeg mig i en årrække. Og Anti Doping Danmarks rapport konkluderer overordnet, at jeg som holdejer ikke levede op til mit ansvar som øverste chef på et cykelhold og udviste grov forsømmelse.

Der er situationer, som undersøgelsesgruppen og jeg ser forskelligt på. Der er påstande og formodninger, jeg er uenig i, hvilket jeg også har understreget i mine udsagn.

Men bundlinjen er desværre, at konklusionen i undersøgelsen er korrekt.  Det er der ingen tvivl om. Jeg har svigtet mit ansvar.

Jeg var ikke tydelig nok, da jeg i de første år trak grænsen mellem rigtigt og forkert. Jeg har i den periode også sagt ting, der kunne opfattes som om det var i orden at bøje reglerne. Når jeg dengang havde fornemmelsen af, at en rytter var på vej i en forkert retning, var jeg ikke i alle tilfælde hurtig nok til at markere, at den adfærd var uacceptabel.

Min dømmekraft og min ledelse har i flere situationer ikke levet op til det ansvar, jeg havde. Det har jeg erkendt over for undersøgelsesgruppen, det er jeg ked af, og jeg ved, at jeg ikke kan undskylde nok for mine fejl. Jeg ville gerne kunne forklare, hvorfor jeg gjorde som jeg gjorde, men mine forklaringer vil ikke ændre på, at jeg har truffet en række forkerte valg og beslutninger.

Jeg ved, at mine ord her vil blive vendt og drejet, og jeg vil muligvis blive tillagt en lang række motiver for at skrive dette. Jeg vil gerne understrege, at mit motiv ikke er at bede om eller søge medlidenhed. Det er jeg ikke i en position til. Det må være op til den enkelte at afgøre, hvordan man forholder sig til min person og de fejl, jeg har begået. Jeg er pinligt bevidst om, at mange ikke mener, jeg er værdig til deres tillid, og jeg ved, at det bliver et langt sejt træk at vinde noget af min troværdighed tilbage. Hvis det overhovedet er muligt.

Jeg kommer med denne udtalelse, fordi jeg har behov for at beklage mine fejl og sætte punktum. Jeg har stillet mig til rådighed for såvel UCI’s CIRC-undersøgelse og Anti Doping Danmarks undersøgelse, fordi de er de relevante myndigheder i de sager, der har været. Nu er resultatet af instansernes arbejde offentligt, og det er op til enhver at danne sig sin egen mening.

Jeg håber, at Anti Doping Danmarks arbejde kan medvirke til, at fokus i dansk cykelsport bliver mere fremadrettet og sikre, at unge talenter kan nå langt uden brug af snyd.

I det seneste tiår har cykelsporten taget vigtige skridt i den rigtige retning. Jeg er helt overbevist om, at den er langt renere i dag, blandt andet på grund af Det Biologiske Pas, som vi i 2006 var initiativtager til med vores interne testprogram i samarbejde med Bispebjerg Hospital.

Jeg håber, at den udvikling vil fortsætte. I den forbindelse vil jeg gerne slå fast, at

jeg støtter rapportens anbefalinger og tror, at de kan være vigtige bidrag til cykelsportens fremtid.

Jeg tror, de fleste, der kender mig, ved, hvor meget jeg holder af cykelsporten, og hvor meget den har fyldt i mit liv.  Jeg kunne tilføje, på godt og på ondt.

Venlig hilsen

Bjarne Riis

122 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere