Rodriguez kørte sig i rødt på dræberstigningen

Joaquim Rodriguez kørte sig akkurat i den røde førertrøje, da Fränk Schleck for en sjælden gangs skyld vandt - men der er stadig spænding inden onsdagens enkeltstart

Det er de små marginaler, der kommer til at afgøre dette års Vuelta a España.

Det vidnede mandagens sidste store bjergetape om.

For selv om der var vanvittige stigninger hele dagen, så endte opgøret om den røde trøje og den interne favoritkamp alligevel med at blive afgjort med sekunder.

Her var det på ny Katusha-kaptajnen Joaquim Rodriguez, der trak det længste strå.

Med en veltimet spurt kørte han væk fra favoritgruppen på slutningen af finalestigningen Alto Ermita de Alba, der trods sine blot 6,7 km alligevel var stejl nok til at få kategoriseringen 'Especial', der er Vueltaens svar på 'uden for kategori'.

Se også: Breschel bryder med Tinkov: Røgslør over fremtiden

Beskedne to sekunder tog han til Fabio Aru (Astana), der dermed måtte aflevere førertrøjen med mindst mulig margin.

De to har nu mere end halvandet minut ned til de nærmeste forfølgere, hvor hollandske Tom Dumoulin (Giant-Alpecin) igen overraskede.

For han smed kun 27 sekunder til Rodriguez og er nu 1.51 minut efter. En ikke umulig opgave at indhente på onsdagens enkeltstart.

- Det gik meget bedre end fortventet. Jeg gav den en skalle på den sidste stigning og tabte ikke for meget.

- Alt er stadig åbent, siger hollænderen.

Cykling - 7. sep. 2015 - kl. 06:07 Dansk triumf på vanvittig afslutning

Han vil dog ikke konkludere noget som helst, selv om han er gigant-favorit til at tage meget tid tilbage på enkeltstarten efter tirsdagens hviledag.

- Det bliver meget svært. Der er stadig hårde etaper tilbage efter enkeltstarten.

- Men det ser godt ud, og meget afhænger af netop enkeltstarten, siger Dumoulin.

En anden, der kunne tillade sig at være tilfreds var Fränk Schleck (Trek).

Se også: Klar til Vuelta-krig: Quintana blæser til angreb

Efter en karrieremæssig rutsjetur de senere år var han den stærkeste i det udbrud, der havde sneget sig væk. Da stigningerne blev stejle faldt de fra en efter en, og til sidst var kun Schleck tilbage, da han med tre km til mål sagde farvel til sin sidste følgesvend, Rodolfo Torres (Colombia).

Dermed tog han sin første sejr i mere end fire år, hvis man ikke medregner de luxembourgske mesterskaber i 2014 og 2011.

Den kan han glæde sig over på tirsdagens hviledag, inden der onsdag står 38,7 km enkeltstart på programmet.

2 kommentarer
Vis kommentarer