Rørt Vingegaard: - Det ser rigtig, rigtig godt ud

Med bjergetaperne overstået tør Jonas Vingegaard godt at indrømme, at han ligger lunt i svinget til at slutte på Tourens podie

Rørt Vingegaard: - Det ser rigtig, rigtig godt ud

Cykelekspert Michael Rasmussen fælder her dom over dagens etape.

PIERREFITTE-NESTELAS (Ekstra Bladet): Forhindringerne for Jonas Vingegaards vej til Tour de France-podiet blev torsdag eftermiddag mindsket betragteligt.

Med en sidste kraftudladning kørte den 24-årige dansker sig ind på andenpladsen på 18. etape efter suveræne Tadej Pogacar og cementerede dermed også andenpladsen i det samlede klassement.

Se den sidste kilometer af dagens etape her. Artiklen fortsætter under videoen.

Med etapen til Luz Ardiden er der nu blot to sprinteretaper og en enkeltstart tilbage, og Jumbo-Visma-danskeren kan dermed øjne podiet i Paris. Et podie, han ellers ikke har været meget for at tale om.

- Nu tør jeg godt at indrømme, at det ser rigtig, rigtig godt ud for et podie i Paris. Det vil jeg gerne indrømme nu.

- Det er utroligt, sagde en rørt Jonas Vingegaard i mål.

 

Igen i dag slog han sin direkte rival om den samlede andenplads, Richard Carapaz, men han frygtede faktisk, at Ineos-kaptajnen ville angribe, mens han selv led lidt. Derfor sendte han holdkammerat Sepp Kuss frem for at diktere tempoet.

- Det var for at slippe for angreb. Han skulle køre et hårdt tempo, så vi kunne komme tættere på målstregen, før de begyndte at angribe.

- Jeg havde ikke en af mine bedste dage. Faktisk led jeg ret meget derude. Så jeg er meget, meget glad for min andenplads, sagde Jonas Vingegaard.

Han er mere end klar over, at lørdagens knap 31 km enkeltstart er den eneste mulighed for Richard Carapaz at tage tid på ham. Han ved også, at han er bedre end ecuadorianeren i kampen mod uret - men han tager intet for givet.

- Nu handler det om enkeltstarten, hvor det bare drejer sig om at give fuld gas. Så må vi se der, sagde han.

Fredag venter der feltet en formodet sprinteretape, mens der efter lørdagens enkeltstart sluttes af med paradeetape til Champs-Élysées.

Du kan blive meget klogere på Danmarks nye store cykelnavn og læse om hans fortid på en fiskefabrik her.