Rygterne fyger: Her er næste års Tour-fyrværkeri

15. oktober afsløres næste års Tour-rute, men der er for længst fuld gang i spekulationerne om, hvordan ruten tager sig ud

Danske Mikkel Bjerg krydser stregen som vinder af VM-enkeltstarten for U23-ryttere i Yorkshire i sidste uge. Næste år kører han på World Tour-niveau og kan derfor i teorien køre Tour de France. Foto: OLI SCARFF / AFP / Ritzau Scanpix.
Danske Mikkel Bjerg krydser stregen som vinder af VM-enkeltstarten for U23-ryttere i Yorkshire i sidste uge. Næste år kører han på World Tour-niveau og kan derfor i teorien køre Tour de France. Foto: OLI SCARFF / AFP / Ritzau Scanpix.

En enkeltstart til La Planche des Belles Filles i Vogeser-bjergene dagen før paradekørslen til Paris bliver det festfyrværkeri, som runder Tour de France af næste år.

Det forudser avisen L’Est Républicain, som i ti udgaver udkommer i de franske regioner Lorraine og Franche-Comté. La Planche des Belles Filles er en 1140 meter høj stigning, som fire gange er indgået i Tour-ruten.

Spekulationerne om udformningen af ruten har længe været i gang, og sædvanen tro har hollænderen Thomas Vergouwen samlet de mest troværdige rygter - herunder det om bjergenkeltstarten - på sin blog, velowire.com.

Spådommen om La Planche des Belles Filles er blandt andet baseret på, at efterspørgslen på hotelværelser i området i perioden 17.-19. juli er usædvanligt høj, og at borgmesteren i den kommune, hvor stigningen ligger, er inviteret til den officielle præsentation af ruten.

Den finder sted 15. oktober ved en pressekonference i Palais de Congrès i Paris.

Da kan løbsdirektør Christian Prudhomme - hvis rygterne står til troende - præsentere en Tour, hvor allerede den første uge byder på terræn for klatrestærke ryttere. 

Fjerde og sjette etape ser ud til at kunne slutte på en bjergtop, nemlig Orcière-Merlette 1850 og Mont Aigoual. 

Orcière-Merlette 1850 i Alperne er en 11 kilometer lang og 1840 meter høj stigning, som har været brugt i Touren fire gange tidligere. Senest i 1989, da hollænderen Steven Rooks vandt en enkeltstart til toppen. 

Sjette etape skulle slutte i Centralmassivet på Mont Aigoual, som er 1507 meter højt. Bjerget er blevet brugt en gang hidtil i Tour de France, nemlig i 1987, da italieneren Silvano Contini var første mand over toppen.

Efter en transportetape fra Millau går ruten over to dage gennem Pyrenæerne, hvorefter venter en lang transfer til Châtelaillon-Plage, hvor der er hviledag. Derpå går turen ifølge formodningerne østpå til fornyet besøg i Centralmassivet, hvorefter høje alpetinder skal bestiges.

Og så til sidst venter altså enkeltstarten til La Planche des Belles Filles - hvis rygterne holder vand.

Løbets første etaper er for længst offentliggjort. Tour de France 2020 skydes i gang 27. juni næste år med en 170 kilometer lang etape fra og til Nice. Etapen har start i den gamle bydel i Nice og mål på den berømte Promenade des Anglais.

Først køres to rundstrækninger a 50 kilometer, og etapen afsluttes derpå med en udvidet rundstrækning på 70 kilometer. Tre gange kører feltet altså ad Promenade des Anglais.

Anden etape har ligeledes start og mål i Nice. Først slynger ruten sig 173 kilometer op i Provence for så at slutte med en rundstrækning i Nice på 17 kilometer. Etapen byder på tre kategoriserede stigninger, nemlig Col de la Colmiane (1500 m), Col de Turin (1607 m) og Col d’Èze (490 m). Målet ligger også på denne etape på Promenade des Anglais.

Touren slutter 19. juli, og det sker som sædvanligt i Paris på pragtboulevarden Champs Élysées. Løbet er rykket en uge frem, så det ikke kolliderer med OL i Tokyo, som begynder 24. juli.

Magnus Cort mangler et lift. Foto: Ernst van Norde Cykling - 2. okt. 2019 - kl. 14:46 Dansk cykelstjerne i pandekage-panik: Nedslående melding

Se også: Ellevild over dansk sensation: Årtiets største overraskelse

Se også: VM-sejr fik Kyllingen til at ryste: - Min kæreste tog fat i mig

Se også: Bevæget Leth om VM-triumf: - En ønskedrøm

3 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere