Sagan faldt igennem i nyklassiker

Bjarne Riis' gulddreng Peter Sagan kunne ikke leve op til forventningerne i lørdagens Strade Bianche, som blev vundet af Quick Steps Zdenek Stybar

Den ellers sejrsvante Peter Sagan har endnu ikke vundet i Tinkoff-Saxo-trøjen, og han har tilmed meget, meget langt fra sejren i den prestigefyldte, italienske nyklassiker Strade Bianche lørdag. (Foto: Tariq Mikkel Khan).
Den ellers sejrsvante Peter Sagan har endnu ikke vundet i Tinkoff-Saxo-trøjen, og han har tilmed meget, meget langt fra sejren i den prestigefyldte, italienske nyklassiker Strade Bianche lørdag. (Foto: Tariq Mikkel Khan).

På sædvanlig storskrydende facon varslede rigmanden Oleg Tinkov på sociale medier tidligt lørdag, at hans investering i den slovakiske superstjerne Peter Sagan ville sikre Tinkoff-Saxo en sejr i den italienske nyklassiker Strade Bianche.

Sådan gik det ikke. Sådan gik det faktisk langt fra, for Sagan gik helt ned cirka 20 kilometer fra målet i byen Siena, og i stedet blev tjekken Zdenek Stybar fra Etixx-Quick Step dagens vinder, da han på finalestigningen koldblodigt lod først spanieren Alejandro Valverde (Movistar) og dernæst belgieren Greg Van Avermaet (BMC) slide sig op, før han slog til.

Bedste Tinkoff-Saxo-rytter blev Stybars landsmand Roman Kreuziger, som kom i mål som nummer 11.

Se også: Riis sender dopingmistænkt i aktion

Sagan er hentet til Tinoff-Saxo som den store klassikerhelt, der kan indfri blandt andre manager Bjarne Riis' ambition om at dominere forårsklassikerne. Sæsonen er ung endnu, men det er dog bemærkelsesværdigt, at Sagan endnu har sin første sejr til gode i Tinkoff-Saxo-trøjen.

Faktisk har han ikke vundet et cykelløb, siden han i juni sidste år blev slovakisk mester.

Otte ryttere udgjorde dagens lange udbrud i Strade Bianche, men det gik naturligvis i opløsning længe før mål. Cirka 80 kilometers kørsel manglede, da udbruddet begyndte at smuldre på en af de støvede grusstrækninger, der er kendetegnende for det toscanske løb.

Se også: Arrig Tinkov i krig med norsk stjerne

50 kilometer fra stregen markerede danske Magnus Cort fra Orica-holdet sig fornemt, da han sad med i en bomstærk frontgruppe med Cancellara (Trek), Vanmarcke (Lotto-Jumbo), Sagan, Stybar, Rosa (Astana), Valverde, Van Avermaet, Oss (BMC) og Haas (Cannondale).

Gruppen blev desværre for danskeren splittet, og han røg af, og det samme gjorde langt mere opsigtsvækkende Peter Sagan. Han forsøgte at kæmpe sig tilbage, men igen måtte han slippe, og han var dermed uden mulighed for at give Oleg Tinkov den sejr, han har betalt i dyre domme for.

I finalen sad Valverde, Van Avermaet og Stybar alene i front med en heroisk kæmpende Sep Vanmarcke halsende efter sig. Længere bagude jagtede Fabian Cancellara, Daniel Oss og Diego Rosa deres chance.

Se også: Kristoff slår på ny Riis-stjerne i Qatar

På den sidste kilometers opstigning til målet i Siena angreb Van Avermaet som den første. Valverde forsøgte at lukke hullet, men han brændte for hurtigt ud og overlod det til sine to udbrudskammerater at afgøre det mellem sig. Tilsyneladende uden større besvær kørte Stybar alene væk og sikrede sig den prestigefyldte sejr.

11 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere