Sagan flår førertrøjen af Kasper Asgreen

Peter Sagan vandt 3. etape af Schweiz Rundt. Kasper Asgreen ofrede sig i holdets tjeneste og tabte førertrøje

Kasper Asgreen har mistet førertrøjen. Foto: Jakob Boserup
Kasper Asgreen har mistet førertrøjen. Foto: Jakob Boserup

Den danske cykelrytter Kasper Asgreen (Quick-Step) nåede kun at få en enkelt dag i førertrøjen i Tour de Suisse, Schweiz Rundt.

Danskeren tabte ikke uventet førertrøjen på mandagens etape, der var løbets tredje. Han ligger nu nummer to i klassementet.

Asgreen ofrede sig i holdets tjeneste for at køre Elia Viviani i spil til en etapesejr, og cirka en kilometer fra mål måtte danskeren i førertrøjen kapitulere.

Desværre for Asgreen var hans anstrengelser ikke til megen hjælp. I spurten var Peter Sagan (Bora-Hansgrohe) suveræn, og slovakken overtog førertrøjen med sin etapesejr, der udløser ti bonussekunder.

Netop ti sekunder er nu forskellen på Asgreen og Sagan i det samlede klassement.

Den 24-årige dansker kan glæde sig over, at han stadigvæk fører ungdomskonkurrencen i løbet.

Michael Mørkøv (Quick-Step) roser Asgreen for sin arbejdsindsats i bestræbelserne på at sikre holdet en etapesejr.

- Det var forventet, at han ville miste førertrøjen, for det er nærmest umuligt at holde Sagan fra bonussekunder på en etape som denne.

- Jeg synes, at Kasper fortsatte, som han hele tiden har gjort, og han viste, at han er holdets mand, selv om han førte løbet, siger Mørkøv til TV2 Sport efter etapen.

Gennem det meste af mandagens etape var et lille udbrud afsted. Tidligt på etapens 162,3 kilometer nåede udbruddet at have over fire minutter ned til feltet, men langsomt blev forspringet spist.

Schweizeren Simon Pellaud (IAM Excelsior) holdt ud som den sidste af de fire ryttere, der længe lå i front. Med lidt under seks kilometer til målstregen blev han opslugt af et frådende felt.

Det høje tempo pegede i retning af en massespurt, og sådan endte det også. Sagan vandt positionskampen og kørte først over mål foran Elia Viviani og John Degenkolb (Trek-Segafredo).

Schweiz Rundt fortsætter tirsdag, hvor feltet skal igennem 163,9 kuperede kilometer.

Se også: Triumf gør Fuglsang til nummer to i verden

Jakob Fuglsang hentede søndag endnu en sejr, da han vandt etapeløbet Critérium du Dauphiné. Foto: Anne-Christine Poujoulat/AFP/Ritzau Scanpix Cykling - 16. jun. 2019 - kl. 21:20 'Kyllingen' håber på fransk lortevejr: - Første gang der er håb

Se også: Mere succes: Ny dansker i førertrøjen

6 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere