Når Giro d'Italia-feltet lørdag ruller af sted fra Bologna på årets første etape, er der én rytter, der skiller sig gevaldigt ud.
Awet Ghebremedhin fra det israelske hold Israel Cycling Academy har en noget mere broget fortid end sine kolleger. Mildest talt.
Den 27-årige rytter flygtede til Sverige fra Eritrea, og indtil han fik sin opholdstilladelse i 2015 levede han i skjul for ikke at blive opdaget af myndighederne.
- Det var klart den værste tid i mit liv. Jeg kunne ikke gå ud, og jeg tvang mig selv til at spise meget lidt. Jeg sultede mig faktisk, har han tidligere forklaret Cyclingweekly.
- Det var den eneste måde, jeg kunne holde min krop slank, fordi jeg stort set ikke bevægede mig. Jeg vidste, at jeg risikerede min fremtid som professionel ved ikke at cykle i så lang tid, så jeg måtte bare sulte mig mange gange, forklarede han om tiden, hvor han skjulte sig og derfor ikke kunne træne på en cykel - som han i øvrigt heller ikke var i besiddelse af.
Artiklen fortsætter under billedet..
Derfor måtte han tænke kreativt, da han endelig fik opholdstilladelsen for fire år siden og kunne gå frit rundt i de svenske gader.
- I tre måneder samlede jeg tomme ølflasker og pantede dem. På et tidspunkt havde jeg nok til at købe en cykel, sko og en hjelm - og så kunne jeg træne igen. Jeg trænede i timevis for at komme tilbage i form, forklarede han.
Awet Ghebremedhin bor til daglig i Jönköping og kører under svensk flag. 1900 kilometer længere sydpå stiller han lørdag til start i en Grand Tour for første gang nogensinde.
Egentlig var det forventet, at han allerede sidste år skulle køre Giro d'Italia for sit israelske hold, der blev tildelt et wild card - blandt andet fordi sidste års start gik i Jerusalem.
Ved den lejlighed blev han dog forbigået, og derfor kan han glæde sig over, at pro kontinental-holdet endnu en gang har fået chancen i det store etapeløb - og at han denne gang fik den glædelige besked om, at han er udtaget til et af verdens hårdeste etapeløb.
– Jeg var meget glad, og jeg ser virkelig frem til at komme i gang og gøre noget godt. Det bliver en stor oplevelse, en ny historie, en ny bog at åbne, siger han til svenske Dagens Nyheter og løfter sløret for, at han har fået frit lejde til at jagte en etapesejr i det italienske etapeløb.
I så fald vil det være Awet Ghebremedhins suverænt største sejr, siden han kickstartede sin professionelle karriere som en af de flaskesamlere, han opfordrer folk til at respektere.
– Man burde ikke se på dem, som om de ikke vil arbejde eller gider at arbejde. De har en grund til at gøre det. Jeg håber, at nogen kommer til at tage ved lære af, hvad jeg har gjort, siger han.
--------- SPLIT ELEMENT ---------
Favoritterne
Lørdag tages der hul på den 102. udgave Giro d'Italia, som vurderes til at være den hårdeste i flere år. Det tre uger lange etapeløb indledes med en kort, men hård prolog, inden der blandt andet venter yderligere to enkeltstarter og en række bjergetaper, der med garanti kommer til at skille fårene fra bukkene.
Ekstra Bladets cykelkommentator, Michael Rasmussen, giver et bud på sine favoritter og peger på tre nøgleetaper, som kan blive afgørende for, hvem der står øverst på podiet efter den afsluttende enkeltstart i Verona 2. juni.
Primož Roglič
- Han er en åbenlys favorit. Som Roglič lammetævede dem alle sammen i Romandiet Rundt i sidste uge, så viser han sig som manden, man skal slå. Han har vist, hvor god han er. Allerede sidste år i Touren, hvor det kun var en dårlig enkeltstart, der kostede ham podiet.
- Han har ved mange lejligheder vist, at han godt kan vinde de enkeltstarter, så derfor får han seks stjerner.
Mikel Landa
- Landa har været lidt undervurderet og blev nummer syv i Liege. Men da de første tre mand med Jakob Fuglsang var kørt, var det Landa, der kørte efter.
- Der viste han sig altså fra sin gode side. Han så enormt stærk ud, og de enkeltstarter, der er, er allesammen hårde.
- Og så indeholder Giroen de der monsteretaper, og der har Landa i hvert fald før været i stand til at gøre noget ret exceptionelt. Der er ikke voldsomt mange, der kan vinde det cykelløb. Landa har stået på podiet, så han er selvfølgelig også et bud.
Simon Yates
- Yates lå jo til at vinde det sidste år, inden han fik en total nedsmeltning. Det bliver ikke nødvendigvis en ekstra motivation, men begge Yates-brødre har kørt stærkt på det seneste - uanset hvad de har rørt ved.
- Umiddelbart tror jeg dog ikke, han vinder. Jeg vil hellere sætte spareskillingerne på Landa.
Miguel Ángel López
- Han blev nummer tre både i Giro og Vuelta sidste år, mens han i år har vundet Vuelta Colombia og senest Volta a Catalunya.
- Han er en vindertype, og jeg synes godt, at man kan have store forventninger til ham.
Vincenzo Nibali
- Jeg tror ikke, han vinder, men han er garanti for godt cykelløb. Han kørte et godt Liège-Bastogne-Liège og Tour of the Alps lige inden. Han kørte meget aggressivt.
- Man skal ikke afskrive ham, men det er svært at se, hvordan han skal kunne få gjort kål på Roglic. Jeg tror, han kommer til kort.
Tom Dumoulin
- Jeg ved ikke rigtig, hvordan hans favoritværdighed stemmer overens med de odds, der er sat. Han har ikke rigtig vist noget endnu, så han er målt på tidligere resultater.
- At blive nummer 50 i Liege-Bastogne-Liege er jo ikke nødvendigvis noget, der får folk til at ryste i bukserne. Han er ikke en af mine topfavoritter. Så skal der i hvert fald være sket noget de sidste 14 dage.
--------- SPLIT ELEMENT ---------
Nøgleetaperne
14. etape – 25. maj - Saint Vincent – Courmayeur, 131 km.
- Den er kort, og den er intens. Der er mulighed for at smadre løbet fuldstændigt. Lige fra allerførste kilometer. Og så er der den næstsidste stigning - Colle San Carlo. Den er sindssygt hård, og der er langt vej hjem til mål, hvis man er i problemer. Der kan man lave en kæmpestor forskel.
16. etape – 28. maj – Levere – Ponte di Legno, 226 km.
- Det er den store alpeetape over Passo Gavia og Mortirolo, som jo altid er en etape, der er afgørende. Der er altid nogle, der må lade livet på Mortirolo. Det er ikke for ingenting, at Morti betyder død på italiensk.
20. etape – 1. juni – Feltre – Croce d’Aune-Monte Avena, 194 km.
- Den sidste etape inden den afsluttende enkeltstart indeholder Passo Manghen, som måske er det allerhårdeste bjergpas i hele Giro d'Italia. Det er omkring 1700 højdemeter i et hug. Det er et meget afgørende pas, hvor det nærmest går opad fra start.
- Det er allersidste chance for at vende klassementet på hovedet for dem, der ikke allerede har deres på det tørre. Det bliver direkte ud af skolegården i 'make it or break it’ angreb.
- Det kan blive belønnet, og det kan blive straffet. Løbet bliver afgjort på den etape.
Samlede flasker på gaden: Nu skal han køre med stjernerne
Bitter fejl kostede ønskespilleren
Riis overrasker: Skifter til konkurrenten