Saxo-boss: Vi er ikke med for Bjarnes skyld

Saxo Bank-direktør Lars Seier Christensen fortsætter gerne som cykelsponsor for Oleg Tinkovs hold. Men kun, hvis det kan betale sig, sagde han før starten på Flandern Rundt

Efter nogle begivenhedsrige uger med drama internt på Tinkoff-Saxo, mødte Saxo-direktør Lars Seier Christensen søndag op til Flandern Rundt for at markere sin støtte til de ansatte.(Video: Ernst Van Norde).

BRÜGGE (Ekstra Bladet): Adskillige gange har Saxo Bank-direktør Lars Seier Christensen erklæret, at hans sponsorat af Bjarne Riis’ cykelhold snarere har været knyttet til Riis end selve holdet. Det betyder imidlertid ikke nødvendigvis, at han nu er i gang med sin sidste sæson som sponsor for Oleg Tinkovs storhold.

- Vi tager et år ad gangen. Det har vi altid gjort, sagde Seier Christensen før starten på søndagens brostensklassiker, Flandern Rundt.

- Selvfølgelig påvirker det vores holdning til det i et vist omfang (at Riis er ude, red.), men vi er med i år, og som altid vil vi træffe en beslutning en gang sidst på sommeren eller tidligt i efteråret om, hvad vi skal gøre med 2016, sagde Seier Christensen og afviste dermed, at banken allerede har truffet beslutning om ikke at forlænge sponsoratet. Den historie blev lørdag bragt til torvs af den franske sportsavis L’Équipe.

Michael Mørkøv havde knappet tungen lige så hårdt som den grå træningsjakke og ville ikke udtale sig om noget som helst. (Foto: Ernst van Norde) Cykling - 5. apr. 2015 - kl. 09:07 En mur af tavshed: Ikke et ord om Bjarne Riis

- Så Saxo Bank kan altså godt fortsætte som cykelsponsor?

- Det vil jeg ikke udelukke. Der er ingen tvivl om, at Bjarne og jeg er gode venner, men det er ikke derfor, jeg sponsorerer et hold. Det gør vi, fordi vi tror på, at der er noget markedsføring i det, sagde Lars Seier Christensen.

- At jeg så har stor respekt for Bjarnes evner og tillid til, at han kan skabe et godt hold, har spillet en stor rolle. Det vil jeg ikke lægge skjul på, men i bund og grund er vi her for at gøre Saxo Bank synlig.

Lars Seier Christensen er mødt op til Flandern Rundt efter nogle dramatiske uger, hvor holdet er revet op med rode og plantet på et nyt værdigrundlag. Riis er fyret, og hans idé om at skabe et hold baseret på åbenhed, ærlighed, respekt og kommunikation er aflivet. Nu er det tilsyneladende russisk kæft, trit og retning, holdet styres med.

Se også: Saxo Bank-direktør afviser brud med Tinkov

Riis og Lars Seier har gennem de seneste otte år, hvor Saxo Bank har været sponsor, opbygget et venskab, og bankdirektøren havde gerne set Riis fortsætte i en ledende rolle på holdet. Det viste sig dog at være umuligt at få Tinkov og Riis til at komme overens.

- Jeg har været lidt inde over i et forsøg på at mægle mellem dem, men det lykkedes ikke rigtigt, så jeg har nok ikke den store fremtid som mægler i Mellemøsten, sagde Seier Christensen med et grin søndag morgen.

- Sådan kan det gå. Det virkede som om, at de var kørt lidt trætte i hinanden, og så må det gå, som det gør, sagde han og understregede, at Saxo Bank vil opfylde sine forpligtelser over for holdet i denne sæson.

Se også: Når du har talt pengene Riis, så fortæl alt

- Det er klart, at de forpligtelser, vi har i år, ikke kun er forpligtelser over for Bjarne. Det er over for ryttere, hold, medarbejdere, og dem opfylder vi selvfølgelig, og så må vi se i løbet af i år, hvordan verden uden Bjarne ser ud, sagde Lars Seier Christensen.

- Kan du se for dig en situation, hvor du og Bjarne laver noget helt nyt?

- Det kan man aldrig udelukke. Jeg ved ikke, hvad Bjarnes planer er. Det er meget muligt, at han trækker stikket et stykke tid, og så er det op til Bjarne at finde ud af, hvad han vil. Det er ikke mig, der laver cykelhold, sagde Lars Seier Christensen.

- Lige som jeg vil lytte til ethvert andet seriøst tilbud, der kan gøre noget godt for Saxo Bank, vil jeg selvfølgelig også lytte til Bjarne, hvis han en dag har noget at fortælle. Men jeg er ikke bekendt med, at der er noget på trapperne.

Se også: Saxo Bank-direktør efter Riis-fyring: Vi fortsætter hos Tinkov

15 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere