Smilene, røverhistorierne og vittighederne var mange, da hele det gamle cykelslæng med Brian Holm, Jesper Skibby og Rolf Sørensen i spidsen var samlet ved Rundetårn i København tirsdag aften.
Anledningen var udgivelsen af bogen 'Lede hunde og kolde kameler', der indeholder en lang række anekdoter fra tidligere toprytteres liv på jernhesten. Bogen er en opfølgning til den populære 'Sort kaffe og hvide sokker', der blev udgivet i 2016.
Foran et menneskehav af turister og fremmødte tilskuere dystede legenderne mod hinanden i kampen mod uret. Her skulle de tidligere cykelstjerner op ad tårnets stejle, runde passager en for en.
Og selvom de fortsat kæmper en intern kamp om, hvem der kan træde hurtigst i pedalerne, var der også plads til at joke med hinanden og komme med kække kommentarer om hinanden.
- Rolf er blevet fed, lød det blandt andet fra Jesper Skibby med et stort smil på læben, inden starten på den specielle enkeltstart gik.
Artiklen fortsætter under billedet:
Skibby endte dog med at trække det korteste strå til sin tidligere rival.
I stedet kunne han ikke dy sig fra fristelserne få meter fra Rundetårn kort før enkeltstarten blev skudt i gang.
- Jeg skulle aldrig have spist de tre hotdogs.
Råbte Jesper Skibby få sekunder før, at han klikkede i pedalerne og besteg sneglegangen. Han uddybede efterfølgende sit lidt uheldige måltid.
- Jeg kom jo til at gå i den der pølsevogn lige her henne. Den er fanme god, så det kunne jeg simpelthen ikke lade være med. Det var en såkaldt 'rookie mistake,' grinede Jesper Skibby, da Ekstra Bladet fangede ham kort efter løbet
Artiklen fortsætter under billedet:
Også Brian Holm var på startrampen, og selvom han endte uden for de sjove placeringer, havde han overskud til at komme med en kæk bemærkning til sine tidligere kolleger.
- Man kunne jo godt få tanken, at de havde fået noget pace eller været dopede eller noget. Det har man jo hørt om før. De er nogle gamle nogle, og man skal ikke stole på alle de gamle, jokede Brian Holm, da Ekstra Bladet kort fangede ham efter den specielle enkeltstart.
- Det var ikke godt nok til en sejr i dag, men jeg vil også forsvare mig selv med, at jeg aldrig har været bjergrrytter, lød det fra Brian Holm.
Den specielle enkeltstart i Rundetårn blev i øvrigt vundet af den tidligere cykelrytter og nuværende cykelkommentator, Thomas Bay, foran Jacob Piil og Lars Michaelsen.
Det er dog ikke første gang, at der bliver kørt cykelløb i Rundetårn. Ole Ritter og Leif Mortensen dystede i 1971 i snegleganen, mens Jens Veggerby og Henrik Djernis gentog kunststykket i 1993.
Danske ryttere advarer om farligt VM-løb