BERGERAC (Ekstra Bladet): Da Rigoberto Uran søndag lige akkurat snød Warren Barguil på målstregen i Chambéry, gjorde han også kollegerne på Cannondale-Drapac en anelse rigere.
For en etapesejr i Tour de France bliver belønnet med 11.000 euro, hvilket i runde tal svarer til 82.000 danske kroner. Præmiepengene ryger normalt i en pulje, der på holdet fordeles mellem ryttere - som regel minus kaptajnen - mekanikere og soigneurs.
Når skatten er betalt, lyder tommelfingerreglen, at en almindelig rytter på et Tour-hold kan få udbetalt ca. seks procent af holdets præmiesum - altså er en etapesejr knap 5000 kroner lige ned i foret på menig holdkammerat.
Efter de første ni etaper kan der på hviledagen gøres status over vinderne og taberne. Og i sagens natur går det bedst hos QuickStep, der med tre etapesejre til Marcel Kittel har ramt en guldåre.
51.660 euro eller ca. 385.000 kroner har Brian Holms drenge kørt sammen, og mon ikke der bliver føjet yderligere en forrygende sum til, inden løbet slutter på Champs-Élysées?
Under alle omstændigheder kan rytterne på det belgiske mandskab tillade sig at købe en fin ting med hjem til koner og kærester fra de helt dyre handelsstrøg i Byernes by.
Anderledes udfordret er rytterne fra Bahrain-Merida.
De har ikke vundet etaper, og de har kun formået at placere sig halvpauvert i top-20, der bliver belønnet på hver etape, som i øvrigt også top-placeringer i de forskellige klassementer gør det.
Det arabiske mandskab er isoleret i bunden af pengelisten med lidet imponerende 1680 euro - 12.500 kroner - på kontoen.
Dermed har hver rytter indtil nu kørt 750 kroner ind netto. Og det kan der da også komme en fin gave ud af, hvis man ellers styrer uden om guld og diamanter.
Det kan dog rettes op på al den stund, at de helt store præmiepenge ligger for en topplacering i klassementet.
Den samlede sejr giver således en halv million euro eller 3,7 millioner danske kroner, og den kan Bahrain-Merida tage, hvis holdets bedst placerede rytter, slovenske Janez Brajkovic, napper 40 minutter på Chris Froome inden Paris.
Men måske kører rytterne bare efter etapesejre - og det giver jo også lidt på kontoen.
Se listen over præmiepenge indtil 1. hviledag
Tour-stjernens gode humor efter voldsomt styrt: Køb min trøje!
Sportsdirektør på hviledagen: Det kan være farligt
Hård kritik efter skræk-styrt: De fik, hvad de ønskede
Vanvittig Tour-etape! Fuglsang slået på stregen i forrygende drama
Forlader Touren efter skræk-styrt: Rytter skreg af smerte
Tour-favorit kørte galt med 72 i timen: Sådan har han det efter skræk-styrt