Seks utrolige Tour-afslutninger vi aldrig glemmer

Historien byder på nogle formidable afslutninger på Tour de France' mest berømte opløbsstrækning

Greg LeMond, Alexandre Vinokourov og Djamoulidine Abdoujaparov har alle vundet på Champs-Élysées. Foto: AP og All Over
Greg LeMond, Alexandre Vinokourov og Djamoulidine Abdoujaparov har alle vundet på Champs-Élysées. Foto: AP og All Over
Følg Cykling

Når feltet søndag aften (omkring klokken 19) rammer Paris og L’avenue des Champs-Élysées ender det sandsynligvis med en massespurt.

Og den ligger til André Greipel, selvom tyskeren ikke har vundet noget endnu i årets udgave af Tour de France.

Lotto-stjernen har dog vundet på verdens mest berømte opløbsstrækning de seneste to år og slipper for flere af sine hårdeste konkurrenter, Marcel Kittel, Arnaud Demare, Peter Sagan og Mark Cavendish, i år.

Men dermed risikerer etapen samtidig at gå lige så meget i glemmebogen som så mange andre af de paradekørsler, der traditionelt byder feltet, når strabadserne de foregående tre uger fejres med champagne og smil.

For ud over et djævelsk højt tempo, enkelte lykkeriddere og altså slutspurten på brostenene, så er der som regel ikke meget at komme efter.

Som regel.

For der er naturligvis undtagelser, som Ekstra Bladet har kigget på.

Som da danske Søren Lilholt i 1990 stormede af sted i et udbrud og for en stund drømte om den enorme triumf rent faktisk at vinde i Paris. Eller da den detroniserede mester, Greg LeMond i 1992 gjorde det samme og holdt stand i tre omgange, inden han løb tør for kræfter.

ELLER i 2003, da Baden Cooke and Robbie McEwen kørte skulder om skulder over målstregen i den vilde kamp om pointtrøjen, som Cooke vandt med to point.

Og så de helt store oplevelser, som du kan læse om herunder.

1975: Den flamske bulldog vandt premieren

Godefroot som vinder af Tour de Suisse i 1968. (Foto: All Over Press)
Godefroot som vinder af Tour de Suisse i 1968. (Foto: All Over Press)
 

Hvem ellers?

Set i bagklogskabens lys var det åbenlyst, at den første afslutning på Champs-Élysées skulle vindes af Walter Godefroot.

Stjernen, der blev kaldt bulldogen fra Flandern, elskede brostenene. Og de elskede ham.

Han var i sidste halvdel af 1960'erne og begyndelsen af 1970'erne uhyggeligt stærk på det fuldstændig forfærdelige underlag og vandt Liège-Bastogne-Liège og Paris-Roubaix en gang samt Flandern Rundt to gange. Og så nappede han også den grønne pointtrøje i Touren i 1970.

Og altså Champs-Élysées-finalen i 1975.

Indtil da havde Tour de France fundet sin afslutning på Parc des Princes (1904-1967) og Vélodrome de Vincennes (1968-1974), men arrangørerne ville gerne noget mere, og derfor adspurgte man den franske præsident, Valéry Giscard d'Estaing, om man ikke måtte gøre brug af verdens måske lækreste boulevard.

Tommelen blev vendt opad, og allerede året efter var selvsamme Giscard d'Estaing på plads til at overrække præmier til vinderen, som altså blev belgiske Godefroot..

1979: Grævlingen satte rivalen på plads

Bernard Hinault efter Greg LeMond på 19. etape i 1986, hvor LeMond endte som samlet vinder af løbet. (Foto: AP)
Bernard Hinault efter Greg LeMond på 19. etape i 1986, hvor LeMond endte som samlet vinder af løbet. (Foto: AP)
 

Du skulle ikke komme i slutningen af 1970'erne og begyndelsen af 1980'erne og tro, du var noget i Tour de France.

Medmindre Bernard Hinault havde givet dig lov.

Franskmanden, de kaldte for Grævlingen, var måske Tour-feltets største chef nogensinde, hvilket han beviste i slutningen af løbet i 1979 - og i særdeleshed på etapen til Champs-Élysées.

Han havde vundet to af de foregående tre etaper og førte med godt tre minutter ned til hollandske Joop Zoetemelk.

Hollænderen havde dog ikke i sinde at lade Hinault køre hjem i ren triumf. Så han angreb, hvilket var lidt lettere dengang end i dag, da sprinter-holdene ikke var så dominerende.

Dog stadig en bedrift at komme væk.

Det ville Hinault ikke have siddende på sig, så han kørte egenhændigt Zoetemelk op, og så dannede de to stjerner ellers en utraditionel front-duo, som feltet ikke var i stand til at hente.

På opløbet afviste Hinault brutalt sin modstander og vandt endnu en etape.

Tal om en magtdemonstration! Og så gjorde han det i øvrigt også tre år senere i 1982.

I alt vandt Hinault Tour de France fem gange..

1989: De otte sekunder

Fignon kæmper for at beholde sejren, hvilket mislykkes franskmanden. (Foto: AP)
Fignon kæmper for at beholde sejren, hvilket mislykkes franskmanden. (Foto: AP)
 

De kunne næsten ikke tro det, franskmændene.

Forspringet havde været på 50 sekunder inden den afsluttende enkeltstart, og angiveligt havde de franske aviser allerede gjort klar til særsektioner om mandagen.

Særsektioner om Laurent Fignon, den franske elegantier, der for tredje gang i karrieren havde vundet Tour de France.

Men tillæggene blev aldrig til noget.

For Fignon blev slået med den foreløbig mindste forskel mellem nummer et og to i Tourens historie.

Du kan tage alverdens dramatiske begivenheder i cykelhistorien, og så kan du kyle dem ned i den nærmeste skraldespand på din vej, for de står ikke mål med de billeder, der blev vist fra Champs-Élysées 23. juli 1989.

Fignon havde 50 sekunders forspring på Greg LeMond, den forsvarende mester, inden de godt 25 kilometers enkeltstart fra Versailles til Champs-Élysées. Fignon var en fremragende enkeltstartsrytter, og selvom LeMond havde kørt mindst lige så fantastisk enkeltstart, så var de fleste overbevist om, at det ikke kunne lade sig gøre for LeMond.

Men amerikaneren troppede op med et nyt styr - et mere aerodynamisk styr, som siden er blevet hverdagskost for triatleter og enkeltstartsryttere verden over. Ja, det blev det dagen efter dramaet i Paris. Samtidig bad LeMond om ikke at få mellemtiden. Han skulle bare give den gas.

Og det gjorde han. I den klart bedste tid. Lidt senere kom løbets førende rytter, Fignon rundt i svinget ved Triumfbuen, og sekunderne tikkede afsted, så de fleste kunne fornemme, at han ville miste sejren.

Og det gjorde han. Med otte sekunder.

1991: Abdoujaparovs voldsomme styrt

Djamolidine Abdoujaparov var en frygtet sprinter i feltet for sine vilde spurter. (Foto: All Over Press)
Djamolidine Abdoujaparov var en frygtet sprinter i feltet for sine vilde spurter. (Foto: All Over Press)
 

Han havde flere øgenavne, heriblandt The Tashkent Terror.

Det var der en grund til. For usbekiske Djamolidine Abdoujaparov var direkte farlig at køre i nærheden af, når feltet nærmede sig målstregen i 1990'erne.

Det var - næsten bogstavlig talt - med hovedet under armen, albuerne ud til siden og en voldsom slingren på jernhesten, når Abdou stormede mod mål.

Helt galt gik det i 1991, da feltet hamrede ind på opløbsstrækningen i Paris. Igen lå Carreras usbeker helt fremme, og hovedet var næsten nede ved kæden, hvorfor han ikke bemærkede, at hans kurs var skæv, og at han styrede direkte mod barrieren.

Og så gik det galt.

Med 60-70 kilometer i timen tørnede han ind i den, slog en saltomortale og væltede brutalt i asfalten - med få meter til mål.

Dimitri Konyshev vandt løbet, men det var der ikke mange, der noterede sig.

Abdoujaparov vandt løbets grønne trøje - efter holdets ansatte havde anbragt ham på cyklen, så han stille kunne trille over målstregen med et brækket kraveben, mens de gik ved siden af.

Med til historien hører i øvrigt, at Abdou kom tilbage og vandt to gange på Champs-Élysées...

2005: Vinokourov snød Leipheimer - og alle andre

Vinokourov i total triumf. (Foto: All Over Press)
Vinokourov i total triumf. (Foto: All Over Press)
 

Den måske største overraskelse nogensinde på opløbsstrækningen kom, netop som Lance Armstrong skulle kåres som samlet vinder for syvende år i træk.

Alexandre Vinokourov stak af sted i hjulene på Laurent Brochard på sidste omgang. Ja, mod slutningen af sidste omgang. Lige inden feltet rullede ned i tunnellen ved Louvre.

Guderne skal vide hvor mange kilometer i timen, rytterne tordnede af sted i, men det lykkedes de to at komme væk - og hurtigt op til australske Bradley McGee, der havde været ude alene.

Med til historien hører, at Vinokourov inden etapen var sølle fem sekunder fra femtepladsen og Levi Leipheimer, hvilket kom til udtryk på den indlagte spurt tidligere på etapen. Her angreb Vinokourov Leipheimers Gerolsteiner-hold og nappede to sekunder på sin rival, der lå lige i hælene på ham.

Derfor angreb kasakhstaneren igen på Champs-Élysées. Arrangørerne havde ganske vist indstillet tidsbonusserne som følge af dårligt vejr og de våde brosten. Men det var Vino ligeglad med. Han kørte.

Og han kørte stærkt.

Så stærkt at Brochard på vej hen mod selve opløbet måtte give op. Kun McGee kunne matche tempoet.

Bagved hamrede feltet igennem. De lå så tæt på udbryderne, at de kunne smage vandet, der sprøjtede fra deres baghjul.

Men de kunne ikke fange dem. McGee lå forrest, rykkede fra side til side for at vriste Vinokourov af sig, men det lykkedes ikke, og Astana-stjernen kunne få meter fra målstregen gå forbi og tage den uventede og historiske sejr.

Efter etapen besluttede arrangørerne alligevel at tildele bonusser, og så blev Leipheimer snydt for sin femteplads, da Vinokourov fik 20 sekunder for sin sejr.

2009: Cavendish' magtdemonstration

Cavendish foran Renshaw - og resten af Tour-feltet 26. juli 2009. (Foto: AP)
Cavendish foran Renshaw - og resten af Tour-feltet 26. juli 2009. (Foto: AP)
 

- Jeg tror ikke, vi har brug for målfoto af den afgørelse, sagde den engelske kommentator sarkastisk, da afgørelsen på Champs-Élysées i 2009 var faldet.

Og det havde han fuldstændig ret i.

Mark Cavendish havde vundet, og Mark Renshaw, hans lead out-mand var blevet nummer to!

Allerede i det sidste sving inden opløbsstrækningen stod det klart, at resten af feltet ikke havde en chance. Team Columbia-HTC's amerikanske kraftværk, George Hincapie, havde ført feltet an frem mod svinget, og han afleverede Renshaw og Cavendish perfekt til den perfekte spurt.

Da de to rundede svinget, var der hul til resten, og Renshaw viste sig som det, mange allerede vidste, at han var en fremragende sprinter selv. At se duoen gøre arbejdet færdigt var et studie i, hvordan spurter skal køres. Enkelt, elegant og suverænt.

Cavendish vandt seks (!) etaper i løbet det år og er i alt noteret for 30 sejre, hvilket kun overgås af Eddy Merckx, der har 34.

Etapen begynder sent. Først ved 16.30-tiden ruller rytterne fra starten i Montgeron. Afslutningen finder sted omkring klokken 19.

Touren ude af kontrol: Topryttere angrebet af bevæbnede tilskuere

Nedkørsel med dødsforagt: Olympisk mester betalte med sit liv

'Læderhoved' købte Tour-konkurrent: Hjælp mig, og du får 100.000 franc

Seneste nyt

Benny bekræfter vores bange anelser om regeringen

Mit EB

Opret en gratis konto og få adgang til:
miteb-dagensvigtigste.jpg

Dagens vigtigste

Redaktionen udvælger dagens vigtigste artikler, så du altid er opdateret på det nyeste fra ind- og udland

miteb-lokalenyheder.jpg

Lokalt

Hold dig opdateret på vejr, trafik, bolig- og erhvervsnyheder i din kommune.

miteb-follow.jpg

Følg emner

Abonnér på de emner, der interesserer dig, så du aldrig går glip af noget.

miteb-saved.jpg

Gem artikler

Læst noget interessant? Gem artiklen til senere.