BERGERAC (Ekstra Bladet): Har der været en ting, man har kunnet regne med, når Team Sky stiller op til Tour de France, så er det, at holdkaptajnen har det suverænt bedste mandskab i ryggen.
Gennem årene har det været stort set umuligt at kaste grus i den velsmurte maskine, og med et hold i år med stærke kræfter som Sergio Henao, Michal Kwitkowski, Mikel Landa, Mikel Nieve og Geraint Thomas, der alle kunne være kaptajner på andre hold, så 2017-udgaven af den franske rundtur ikke ud til at skulle blive meget anderledes.
Nu er løjtnant Thomas imidlertid væk efter styrt, og på Mont du Chat viste klatrerne Landa, Nieve og Henao menneskelighed, da de måtte slippe favoritgruppen et godt stykke fra toppen.
Alt i alt tegn på, at det ikke er som andre år i år, påpeger Jakob Fuglsang.
- Jeg tror ikke, at han har det hold, han plejer at have. Han har mistet Geraint Thomas, og vi har set nogle dage, at Luke Rowe, Vasil Kiryenka og Christian Knees har været i problemer, sagde Jakob Fuglsang på Astanas pressemøde på det mere end beskedne Hotel Campanile i Bergerac.
På Mont du Chat havde han og Astana-holdkammerat Fabio Aru en gylden mulighed for at gøre ondt på en isoleret Chris Froome, der dog forsvarede sig.
Men det er ifølge Jakob Fuglsang ikke sidste mulighed, de får, og han vil slet ikke høre tale om, at de har tabt på forhånd.
- Det tror jeg slet ikke, at vi har. Det er stadig tæt i klassementet – der skal ikke meget til, og Fabio vandt trods alt en bjergetape foran Froome og tog tid på ham. Så det synes jeg overhovedet ikke.
- Jeg tror sagtens, at vi kan se sådan en situation igen, siger den 32-årige dansker.
Det bliver dog ikke de kommende dage, der er helt og aldeles dedikeret til sprinterne, inden der torsdag og fredag tages hul på Pyrenæerne.
Tour-stjernens gode humor efter voldsomt styrt: Køb min trøje!
Sportsdirektør på hviledagen: Det kan være farligt
Hård kritik efter skræk-styrt: De fik, hvad de ønskede
Vanvittig Tour-etape! Fuglsang slået på stregen i forrygende drama
Forlader Touren efter skræk-styrt: Rytter skreg af smerte
Tour-favorit kørte galt med 72 i timen: Sådan har han det efter skræk-styrt