Sensationssejr i fænomenalt Paris-Roubaix

Den 37-årige australier Mathew Hayman slog højst overraskende flere af storfavoritterne i en spurt på den legendariske velodrom i Roubaix efter et nervepirrende løb

Mathew Hayman vandt højst overraskende brostensklassikeren Paris-Roubaix, da han slog blandt andre Tom Boonen i en spurt på velodromen i Roubaix. (Foto: All Over).
Mathew Hayman vandt højst overraskende brostensklassikeren Paris-Roubaix, da han slog blandt andre Tom Boonen i en spurt på velodromen i Roubaix. (Foto: All Over).

I et løb, som må gå over i historien som et af de mest mindeværdige i nyere tid, sejrede australieren Mathew Hayman (Orica-GreenEdge) søndag i brostensklassikeren Paris-Roubaix efter seks timers nervepirrende væddeløb. Australieren slog den belgiske superstar Tom Boonen (Etixx) spurten, mens briten Ian Stannard (Sky) blev nummer tre.

På den legendariske udendørs velodrom i Roubaix sluttede dagen dermed i en berusende triumf for Hayman, efter et løb, som fra første kilometer holdt fansene klinet til skærmen. I de første timer af det 257,5 kilometer lange løb var der talrige forsøg på at slippe væk i udbrud, men først 25 kilometer fra den første af dagens 27 pavéer lykkedes det – og da var det med to danskere i udbruddet, nemlig Michael Mørkøv (Katusha) og Magnus Cort (Orica).

Mørkøv blev siden hægtet af efter en defekt, men Cort holdt sig fornemt fremme, indtil det opskruede tempo til sidst sendte ham tilbage i anonymitetens rækker.

De mest dramatiske sekunder i løbet fandt sted på den femstjernede og altså maksimalt vanskelige pavé Mons-en-Pévèle, 46 kilometer fra stregen. I jagt på en gruppe udbrydere skred storfavoritten Fabian Cancellara (Trek) pludselig ud og styrtede på et særligt smattet stykke og rev en flok ryttere med sig ned.

Se også: Vader i tilbud: Superstjernen kan sprænge banken - igen

Akrobatisk undgik verdensmester Peter Sagan (Tinkoff) at vælte og fortsatte kampen for at nå helt op i spidsen af det da totalt forandrede løb. Frontgruppen bestod da af Edvald Boasson Hagen (Dimension Data), Sep Vanmarcke (LottoNL-Jumbo), Tom Boonen (Etixx), Mathew Hayman (Orica), Imanol Erviti (Movistar), Ian Stannard (Sky) og Aleksejs Saramotins (IAM).

Kort efter sluttede Luke Rowe (Sky), Marcel Sieberg (Lotto-Soudal) og Heinrich Haussler (IAM) sig til gruppen, som skulle komme til at dominere den absolutte finale.

Cancellara kæmpede som en vild for at nå op, men uden holdkammerater og tre minutter efter Boonen-gruppen længst forude, kunne end ikke schweizeren gøre sig håb om at nå op. Tilbage var der for ham kun at slutte sit sidste Paris-Roubaix med manér.

Sagan opgav også jagten på førergruppen, som frem mod løbets sidste store forhindring, den barske Carrefour de l’Arbre-pavé, blev decimeret, da flere ryttere faldt fra. Næppe var de første kørt ind på brostenene, før Sep Vanmarcke – helt som ventet – skød af sted i et forsøg på at sætte alle skakmat.

Se også: Berømte brosten drukner i mudder inden Paris-Roubaix

Boonen, Stannard og Boasson Hagen forsøgte at hænge på, og på den følgende pavé nåede Hayman op i en imponerende bedrift. 10 sekunder havde Vanmarcke med 13 kilometer til mål, men snart blev hullet lukket, og fem ryttere sad på de sidste kilometer samlet forrest, nemlig Vanmarcke, Boonen, Stannard, Hayman, Boasson Hagen og Tom Boonen.

På næstsidste pavé, Hem med under 10 kilometer til mål, forsøgte Vanmarcke sig atter, men hans fire konkurrenter gav ikke slip. Bagude jagtede Hausser, Sieberg, Saramotins og Erviti, men ikke mindst drevet af et angreb af store, stærke Stannard ude foran, nåede de aldrig op.

På de sidste kilometer angreb de fem på skift og med 2,5 kilometer til stregen syntes Boonen at få hul. Men Hayman nåede op og slog kontra, og på sidste pavé kort før mål sad de to side om side. På velodromen blev det dog samlet igen, og det hele skulle afgøres i en spurt, hvor Hayman altså viste sig som den hurtigste.

Se også: Hylder dansk kæmpetalent: Han kører som en gud

12 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere