Den blot 21-årige slovener Tadej Pogacar (UAE) anede nærmest ikke sit levende råd, da han satte ord på sin enorme bedrift i Tour de France lørdag.
Her overraskede Pogacar alt og alle, da han vandt enkeltstarten på 20. etape i så overbevisende stil, at han flåede den gule førertrøje af landsmanden Primoz Roglic (Jumbo-Visma).
Tadej Pogacar var hele 1 minut og 56 sekunder hurtigere end Roglic, og dermed kan kun uheld søndag forpurre den unge sloveners samlede sejr i Tour de France.
- Jeg føler, at jeg drømmer. Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige. Jeg ved ikke, hvornår jeg forstår det her. Jeg er stolt af holdet. Det er en drøm at tage den gule trøje på sidste dag.
- Vi drømte om det, og nu har vi opnået det. Det er fantastisk, siger Tadej Pogacar i sit første tv-interview sendt på TV2 Sport efter den utrolige sejr.
Inden søndagens paradekørsel ind mod Champs-Élysées i Paris fører Pogacar med 59 sekunder ned til Roglic, mens Richie Porte ligger på tredjepladsen.