Skandale i dansk cykelløb: Arrangør ville bestille sejren til Contador

Ifølge DR Sportens oplysninger havde arrangørerne af tirsdagens gadeløb i Aalborg forsøgt at sørge for, at Alberto Contador ville ende som vinder

Alberto Contador måtte se sig slået af Michael Valgreen i tirsdagens gadeløb i Aalborg. (Foto: Ernst van Norde)
Alberto Contador måtte se sig slået af Michael Valgreen i tirsdagens gadeløb i Aalborg. (Foto: Ernst van Norde)

Han var løbets helt store profil og med afstand det absolutte trækplaster for begivenheden. Alberto Contador kørte tirsdag aften gadeløb i Aalborg, og det kunne mærkes i byen, hvor tusindvis af fans var mødt frem for at se verdensstjernen.

Den forhenværende Tour de France-vinder evnede dog ikke at være hurtigst i de nordjyske stræder og måtte efter en god times kørsel se sig henvist til en sjetteplads bag blandt andre holdkammeraten fra Tinkoff-Saxo, Michael Valgren, der endte som vinder.

Stod det til arrangørerne, skulle løbet tilsyneladende helst ende med et helt andet resultat. Således erfarer DR Sporten, at selskabet Special Invite, der var tovholder på projektet, forud for begivenheden skulle have haft tilbudt mindst et af de deltagende hold penge for at lade den populære spanier vinde.

Se også: Aalborg festede med Contador

DR er kommet i besiddelse af en mail, hvoraf det angiveligt fremgår, at arrangørerne kunne tilbyde 1000 kroner per rytter, der ville stille til start, hvortil de eneste krav var, at Alberto Contador skulle have en god oplevelse, og at de andre deltagere blot skulle køre om at blive næstbedst.

Opfattelsen af, at løbet i Nordjylland skulle foregå uden reel kamp om sejren, ser tilsyneladende ud til at være nået ud i bredt forum. Således bekræfter formand i Dansk Cykle Union, Niels Sørensen, at flere mandskaber har bidt mærke i den særprægede form for indbydelse fra Special Invite, der på trist facon synes at have levet op til sit navn.

- Det drejer sig om, at nogle cykelhold har haft opfattelsen af, at gadeløbet skulle være et løb, hvor man helst så Alberto Contador skulle vinde. Det vil jo altså sige aftalt spil, siger Niels Sørensen til DR.

- Jeg har fået bekræftet fra arrangørerne, at der ikke skulle være aftalt spil. Det kunne de garantere ved at åbne for tilmeldinger, så det ikke bare var folk, de ringede til, der kunne være med i løbet. Vores sportschef vil tage emnet her op, når vi har vores årlige møde med de forskellige danske cykelhold, siger DCU-formanden.

Se også: Contador: Danmark betyder meget for mig

Danmarks Radio har ligeledes været i kontakt med Jonas Mikkelsen, som er direktør i Speical Invite, og han forklarer, at tankerne bag begivenheden i Aalborg var, at det skulle figurere som et show med Contador i hovedrollen.

- Som det første kontaktede vi DCU og fortalte, at vi gerne ville lave et show, hvor Alberto Contador var hovedpersonen. I et show der er det arrangøren, der bestemmer, hvordan tingene skal være. Det var okay med DCU, men da vi skulle spørge holdene, så synes de ikke, det var en god idé, siger Mikkelsen.

Ekstra Bladet har forgæves forsøgt at få en uddybende kommentar til sagen fra DCU-formand Niels Sørensen.

Se også: DIF-formand vil undersøge forsøg på cykelfiks

51 kommentarer
Vis kommentarer