Han smadrede en bærbar computer indeholdende potentielt vigtig data, som britiske myndigheder ønskede indsigt i, men han havde bestemt intet at skjule.
Det fastholdt den tidligere Team Sky-læge Richard Freeman tirsdag i en høring, der kan koste ham retten til at praktisere som læge og drive det mægtige Team Ineos - tidligere Team Sky - endnu dybere ind i den troværdighedskrise, der har plaget holdet gennem de seneste år.
Høringen søger at kaste lys over det medicinske rod, der i årevis fandtes på det ellers topprofessionelle Team Sky og i det nært tilknyttede britiske cykleforbund British Cycling (BC), som Freeman begge arbejdede for.
Computeren fik han udleveret af BC i 2017 som erstatning for en bærbar computer, han mistede ved tyveri på en ferie tre år tidligere. Denne computer indeholdt angiveligt detaljerede oplysninger om medicinforbruget på Team Sky flere år tilbage.
Da avisen Daily Mail i 2016 afslørede en mystisk medicinleverance fra Team Sky i Manchester til stjernerytteren Bradley Wiggins i Frankrig tilbage i 2011, stod det klart, at sandheden om leverancen nok lå gemt i den stjålne computer.
Ingen på Team Sky kunne huske noget, og Freeman havde uheldigvis ikke haft held med at lave en sikkerhedskopi af de vigtige journaler, lød det.
Eller havde han? Det spørgsmål rejser sig nu, da det står klart, at han smadrede sin erstatningscomputer med ‘en skruetrækker eller et stumpt instrument’. Forinden havde det britiske antidopingagentur UKAD i 2017 undersøgt computeren uden at finde noget belastende.
Sidste år forlangte så det britiske General Medical Council (GMC), som er anklagemyndighed i sagen mod Freeman, adgang til på ny at undersøge computeren, men da var den altså komplet ødelagt. Heller ikke i dette tilfælde var det lykkedes Freeman at lave en sikkerhedskopi, forklarede han tirsdag.
- Jeg har intet at skjule, svarede Freeman ifølge avisen The Guardian, da anklager Simon Jackson konkluderede, at man vel kun undlader at sikkerhedskopiere vigtig data, før man smadrer en computer, hvis man ikke ønsker, at andre får adgang til dens indhold.
Freeman forklarede ifølge The Guardian, at han valgte at destruere computeren, fordi den var gået i stykker. Han ville ikke aflevere den på en genbrugsstation, fordi han havde set et tv-program om ‘folk i Indien, som kan trække data ud af bærbare computere’.
Den risiko turde han ikke løbe, sagde Freeman.
Sagen fortsætter torsdag.
--------- SPLIT ELEMENT ---------
Nægter at have købt doping
Den alvorligste anklage mod Richard Freeman - og dermed Team Sky/Ineos - er, at han i 2011 skulle have bestilt 30 doser testosteron, som han ‘vidste eller troede’ var beregnet til ulovligt at øge cykelrytteres præstationsevne.
Han har erkendt, at han bestilte medicinen, at han siden forsøgte at overtale leverandøren til at lyve om leverancen, og at han løj om det hele, da han blev afhørt af det britiske antidopingagentur UKAD.
Derimod nægter han, at han bestilte de 30 testosteron-doser til brug for doping. De var derimod beregnet til Sky-træner Shane Sutton, som angiveligt havde så alvorlige problemer med at opnå erektion, at han pressede Freeman til at skaffe sig det mandlige kønshormon.
Freeman har forklaret, at han var så bange for Sutton, som ofte er blevet beskrevet som en bølle og en slagsbror, at han tilsidesatte alle andre hensyn for at opfylde Suttons krav. Han gennemførte end ikke en undersøgelse af Sutton for at fastslå, om testosteron var den rette medicin, sagde han.
- Desværre ikke. Jeg forsøger ikke at forsvare denne dårlige praksis, men sådan var det, sagde Freeman ved tirsdagens høring.
- Jeg undersøgte ikke hans testikler, jeg målte ikke hans blodtryk, jeg foretog ingen lægelig vurdering, sagde Freeman ifølge The Guardian.
Shane Sutton har tidligere under høringen i raseri krævet, at hans kone bliver indkaldt som vidne på, at han ikke har rejsningsproblemer. Han nægter pure at have presset Freeman til at indkøbe medicin af nogen art.
Sagen mod Freeman føres af 'Medical Practitioners Tribunal Service' (MPTS), som i Storbritannien træffer afgørelse om, hvorvidt læger er egnede til at udøve deres erhverv.
Anklagemyndighed i sagen er ‘General Medical Council’ (GMC), som er en pendant til den danske Styrelsen for Patientsikkerhed.
Skandale-lægen afviser: Jeg ville ikke dope nogen
Udråbt som impotent: - Min kone kan fortælle, at du er en forbandet løgner
Anklage mod Tour-vinders træner: - Han er løgner og doper
Kæmpe skandale: Indrømmer indkøb af ulovligt stof
Et lager med testosteron: Voldsomme anklager mod udskældt læge