Skuffet efter vildt styrt: 'Han har ikke sagt undskyld'

Fabio Jakobsen er på flere fronter skuffet over Dylan Groenewegen, der dels har ignoreret en fortrolighed og dels hverken har undskyldt eller vil tage ansvar for sin del i det voldsomme styrt i Polen Rundt sidste år

Fabio Jakobsen blev skubbet igennem banden og pådrog sig svære læsioner i hovedet under Polen Rundt. Forrest er det Dylan Groenewegen, der selv røg i asfalten. Foto: Luc Claessen/Getty Images
Fabio Jakobsen blev skubbet igennem banden og pådrog sig svære læsioner i hovedet under Polen Rundt. Forrest er det Dylan Groenewegen, der selv røg i asfalten. Foto: Luc Claessen/Getty Images

Forholdet mellem Fabio Jakobsen og Dylan Groenewegen har været anspændt siden 1. etape af Polen Rundt sidste år.

Her fik Groenewegen kørt Jakobsen så alvorligt i banden i spurten, at lægerne en overgang vurderede, at Jakobsen svævede i livsfare.

Efter en meget lang genoptræning og adskillige omfattende operationer vendte Fabio Jakobsen i april tilbage på cyklen, og han kører i disse dage Volta ao Algarve, blandt andet sammen med QuickStep-danskerne Michael Mørkøv og Kasper Asgreen.

Jumbo-Visma-sprinteren Groenewegen fik ni måneders karantæne for uforsvarlig kørsel og stiller på lørdag til start for første gang siden, når Giro d'Italia løber af stablen.

Op til den italienske rundfart har Groenewegen forklaret, hvordan han og Jakobsen har haft samtaler, hvor de har grædt og set hinanden dybt i øjnene, og at de nu ser fremad som professionelle sportsfolk.

De bemærkninger har nu fået Jakobsen op i det røde felt.

For det første var det nemlig aftalen, at indholdet af mødet ikke skulle omtales - og for det andet mener han, at Groenewegens opførsel lader en del tilbage at ønske:

'Jeg var overrasket over at læse kommentarerne fra Dylan Groenewegen i forhold til vores nylige møde.'

'Mødet var arrangeret i forsøget på at nå til en fælles forståelse i forhold til ulykken i Polen i august.'

'Det var meningen, at indholdet af mødet skulle forblive hemmeligt - mellem os to og vore advokater.'

'Jeg er skuffet over, at Dylan har talt offentligt om vores møde. Det vil jeg ikke gøre'.

'Jeg vil dog gerne gøre en ting klar: Dylan har ikke tilbudt mig en undskyldning, og han har ikke vist sig villig til at tage et ansvar for sin handling. Jeg vil stadig gerne opnå en forståelse sammen med Dylan. Men der skal to til tango.'

'Mit juridiske team tager sig nu af yderligere skridt i sagen, og derfor er jeg ikke i stand til at komme med yderligere kommentarer,' skriver Fabio Jakobsen på sine konti på de sociale medier.

Jakobsen har endnu ikke deltaget i en massespurt i de otte muligheder, der har været for det, siden han gjorde comeback.