Slut med styrt og ekstra fiskeolie

Troen på, at han kan køre på podiet i verdens største cykelløb, har aldrig forladt Fuglsang, og den er kun blevet stærkere med den formidable form, han har vist gennem hele foråret. Ekstra Bladet fulgte danskeren under forberedelserne i maj

Jakob Fuglsang nyder en kop kaffe på en stamcafeen i Monaco, hvor den danske stjerne er bosiddende. Foto: Ernst van Norde
Jakob Fuglsang nyder en kop kaffe på en stamcafeen i Monaco, hvor den danske stjerne er bosiddende. Foto: Ernst van Norde

MONACO (Ekstra Bladet): Formen var på plads. Holdet var bygget op omkring ham, træneren var ansat på fuld tid, og hele det store setup var finjusteret til Tour de France. Jakob Fuglsangs fysiologiske data fortalte, at han aldrig havde været bedre, end han var i sommeren 2018.

Han var sluttet som nummer to i Schweiz Rundt få uger tidligere. Atter var forventningerne - også hans egne - skruet helt op. Måske ikke til en sejr, men en podieplacering, en dag i gult, en etapesejr.

Og så gik det bare slet ikke. Der var noget, der bremsede ham. Der var noget, der skabte en ubalance i ham, som gjorde det vanskeligere for ham at restituere, forklarede han senere i Politiken.

Cykelrytter Jakob Fuglsang bor i Monaco og træner i bjergene omkring Nice. Ekstra Bladet besøgte ham i to dage i maj under forberedelserne til Tour de France. Foto: Ernst van Norde
Cykelrytter Jakob Fuglsang bor i Monaco og træner i bjergene omkring Nice. Ekstra Bladet besøgte ham i to dage i maj under forberedelserne til Tour de France. Foto: Ernst van Norde
 

Årsagerne kan have været flere, men den store synder viste sig at være fiskeolie. Det populære kosttilskud tog han på en kostvejleders anbefaling dobbelt dosis af, men det gav bagslag, afslørede en analyse efter Touren.

Meget er forandret siden dengang, og Jakob Fuglsang går ind til årets Tour de France med fornyet entusiasme og genoplivet ambition om at køre på podiet. Fadæsen med fiskeolien sidste år er ikke glemt, men lektien er lært. Det er slut med sidste øjebliks-ændringer.

Fuglsang følger nu ufravigeligt en streng kostplan, som han tillægger hovedansvaret for sin succesrige forårssæson med sejren i monumentet Liège-Bastogne-Liège som kulmination.

- Jeg har ikke vist mit maksimale i Touren, og jeg tror stadig på, at jeg kan nå et bedre resultat i Touren, end jeg har gjort hidtil, siger Jakob Fuglsang.

- I 2017 var jeg virkelig godt kørende, og så styrtede jeg, og sidste år var det så noget andet, der gik galt. Hvis alt flasker sig i år, så er det muligt at nå podiet.

- Se på sidste års vinder, Geraint Thomas. Han er det levende bevis på, at det kan lade sig gøre, for han vandt Touren uden nogensinde at være kørt i top ti i en Grand Tour. Alt flaskede sig 100 procent for ham. Det kan det også gøre for mig, siger Fuglsang.

Hans formidable forår har givet ham et mentalt rygstød og forstærket hans selvtillid, men den gør ham ikke uden videre til storfavorit i Tour de France. Verdens største cykelløb er noget helt for sig selv.

- Jeg tror på, at jeg har løftet mit niveau, og at jeg kan køre med større overskud i årets Tour i kraft af den bevidsthed, jeg nu har om min kost, siger Fuglsang.

- Jeg har stadig ambitioner i Touren, og at satse på en placering under podiet er at satse lavt, synes jeg. Jeg tror på, at jeg har, hvad der skal til, for i hvert fald at køre i top fem, og jeg drømmer om podiet - og om en dag at kunne trække i den gule trøje.

Han har skrevet en bog om netop den drøm. Hans selvbiografi, som udkom kort før Touren sidste år, står i reolen bag ham. Forlaget vil have ham til at skrive endnu et kapitel, så en opdateret udgave kan lanceres allerede i år. 

Det er et projekt, som kan gentages i endnu nogle år, for Fuglsang bliver øjensynligt kun bedre og bedre, og han vil givetvis høste flere resultater, der kan fortjene et kapitel i hans livshistorie.

Jakob Fuglsang ved teampræsentationen på den smukke Grand Place i Bruxelles torsdag aften. Foto: REUTERS/Gonzalo Fuentes/Ritzau Scanpix. Sport og Spil Fuglsang scorer million-jackpot

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Fiskeolien og den forspildte chance
 

Jakob Fuglsangs Tour de France anno 2018 blev ikke en succes. Foto: BENOIT TESSIER/Ritzau Scanpix
Jakob Fuglsangs Tour de France anno 2018 blev ikke en succes. Foto: BENOIT TESSIER/Ritzau Scanpix

De bitre nederlag er også altid godt stof. Fiskeolien og den forspildte chance i Touren, for eksempel. Set udefra virker det temmelig amatøragtigt, at en klassementsrytter på et af verdens største hold midt under årets vigtigste løb fordobler sin velkendte dosis af et kosttilskud.

Fuglsang afviser imidlertid, at det var den øgede dosis i sig selv, der ødelagde hans Tour de France. Det var snarere den kendsgerning, at han fik besked på at indtage den ekstra dosis morgen og aften, der væltede læsset. Tabletter med fiskeolie skal altid indtages sammen med et måltid, men det var holdets ernæringsekspert ikke opmærksom på.

- Vi har altid spist fiskeolie på holdet. To gram om dagen. Så opstod den der idé om, at vi skulle spise fire gram om dagen, og det prøvede jeg så. Det var ikke et eksperiment som sådan, og måske var det heller ikke kun fiskeolien, der bragte kroppen ud af balance.

- Det kan også have betydning, at kroppen har været presset, og at det stod på i tre uger og ikke bare en uge eller nogle dage, siger Fuglsang, som under Touren fremstod dybt koncentreret - for ikke at sige utilnærmelig og indelukket. Frustrationen over den da uforklarlige svækkelse, han oplevede, tærede hårdt på Astana-kaptajnen.

- Jeg kunne bare ikke køre op til mit bedste. Jeg havde et højt niveau, og jeg kunne køre med de bedste en del af tiden. Men ikke hele tiden. Kroppen fungerede bare ikke, som den skulle, og det var ekstremt frustrerende, siger Fuglsang.

- Jeg havde kæmpet så hårdt for at nå op på det der høje niveau og blive der, og så alligevel - ud af ingenting - kunne jeg ikke præstere, som jeg havde troet og håbet.

 

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Kæmpede med motivationen
 

Jakob Fuglsang nyder godt af det mere kuperede terræn omkring Monaco i forhold til sin træning. Foto: Ernst van Norde
Jakob Fuglsang nyder godt af det mere kuperede terræn omkring Monaco i forhold til sin træning. Foto: Ernst van Norde

Efter Touren kæmpede Fuglsang en sej kamp for at genfinde motivationen. Han opgav skemaer, tidsrammer og planer og trænede bare, som han havde lyst til, mens han bandede det hele væk.

Det var uhyre vanskeligt, fortæller han, påny at bringe de ofre, der skal til, før man når sit bedste niveau som professionel atlet.

- Oplevelsen i Touren var en bitter pille at sluge, men det er vigtigt at lære af det. Noget var tydeligvis gået galt, og jeg måtte prøve at lave om på tingene og ændre, hvad der var gået galt, siger Fuglsang.

I vinterpausen besluttede han at give gode, velafprøvede kostråd en chance og overgav sig til en streng kostplan, som han lagde i samråd med Astanas kliniske diætist, hollænderen Marcel Hesseling.

- Nu har jeg fundet ud af, hvad der virkelig virker for mig. Det er forskellen på at blive nummer to, tre og fire og så vinde løbet, siger Jakob Fuglsang.

Jakob Fuglsangs klassement-resultater i Tour de France

Siden debuten i 2010 har Jakob Fuglsang deltaget i Tour de France otte ud af ni gange. Bedste resultat var i 2013, hvor han blev nummer syv. Han stillede ikke til start i 2012.

2018: Nummer 12

2017: Udgik undervejs

2016: Nummer 52

2015: Nummer 23

2014: Nummer 36

2013: Nummer 7

2011: Nummer 48

2010: Nummer 47

Sport og Spil Manager-ekspertens klare bud overrasker: Drop favoritten

15 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere