Sølle syv sekunder: Styrt kostede karrierens største sejr

Patrick Bevin magtede ikke at forsvare sin spinkle føring i Tour Down Under, som sydafrikaneren Daryl Impey dermed kunne vinde for andet år i træk

Patrick Bevin gør klar til sidste etape af Tour Down Under, hvor han skulle forsøge at forsvare sin spinkle, samlede føring på syv sekunder til Daryl Impey. Svært hæmmet af følgerne af et styrt lørdag, lykkedes det ham ikke. Foto: Ritzau Scanpix.

Ethvert håb om at vinde sin karrieres største sejr brast søndag for CCC-rytteren Patrick ’Paddy’ Bevin, som efter et styrt på lørdagens etape ikke magtede at forsvare sin føring på blot syv sekunder.

Selv uden styrt ville Bevin givetvis have været hårdt presset på den bidske Willunga Hill, men da han ifølge holdet var ’temmelig forslået’ som følge af sit styrt, så det ganske håbløst ud. Han tabte da også næsten seks minutter til Daryl Impey (Mitchelton-Scott), som dermed for andet år i træk kunne lade sig hylde som sejrherre i det største cykelløb på den sydlige halvkugle.

Etapen med mål på Willunga Hill blev for sjette år i træk vundet af Richie Porte, som i år kører for det amerikanske Trek-Segafredo-mandskab. Han sluttede som nummer to i den samlede stilling foran Sky-rytteren Wout Poels.

Daryl Impey i sekunder efter, at det stod ham klart, at han havde vundet Tour Down Under for andet år i træk. Sydafrikaneren kom ind som nummer tre på den afsluttende etape. Foto: Ritzau Scanpix.
Daryl Impey i sekunder efter, at det stod ham klart, at han havde vundet Tour Down Under for andet år i træk. Sydafrikaneren kom ind som nummer tre på den afsluttende etape. Foto: Ritzau Scanpix.
 
Newzealænderen Patrick Bevin forsvarede sin føring i pointkonkurrencen, og det var en trøst i den bitre stund, at han trods alt kom på podiet.

- Det er klart, at det er barsk at ryge i asfalten og se sin placering i klassementet fordufte, men sådan er cykelløb, siger Bevin i en pressemeddelelse fra CCC-holdet.

- Vi tager meget positivt med herfra. Jeg tror, at nogen må have fortalt tilskuerne, at jeg er australier, for jeg havde temmelig mange fans langs ruten. Jeg fik enorm støtte.

- Jeg er en smule øm (i kroppen, red.). Jeg følte mig ikke alt for dårligt tilpas, da vi først kom i gang med etapen, men da tingede spidsede til frem mod stigningen (Willunga Hill, red.), røg jeg op i det røde felt, sagde Bevin.

Richie Porte fra Trek-Segafredo før den afsluttende etape. Han vandt for sjette gang i træk på den berømmede Willunga Hill, men han måtte nøjes med en samlet andenplads i løbet. Han vandt Tour Down Under i 2017. Foto: Ritzau Scanpix.

Daryl Impey, som er den første, der har vundet Tour Down Under to gange i træk, glædede sig naturligvis over sejren, men havde også empati for sin rival.

- Jeg føler med Paddy. Jeg havde set frem til en god duel med ham, og det er trist, at han ikke var i sin bedste forfatning på grund af styrtet, sagde Impey ifølge cyclingnews.com.

- Det føles som om, han næsten blev frarøvet sejren, men han udviste stort mod. Man kunne se, da han stod ved starten, at han havde ondt, og det var trist at høre i radioen, at han var i problemer.

Impey dedikerede sin sejr til holdkammeraten Mathew Hayman, som søndag indstillede sin lange karriere på Willunga Hill. Han indledte sin professionelle karriere i 2000 på Rabobank og har også kørt på Team Sky. Haymans største bedrift i karrieren var sejren i Paris-Roubaix i 2016.

Bedste dansker i den samlede stilling i årets udgave af Tour Down Under blev Michael Valgren, som sluttede som nummer 37, fire minutter efter Impey.

Se også: Peter Sagan snupper årets første sejr i australsk etapeløb

Cykling - 14. jan. 2019 - kl. 22:56 Det var ... anderledes: Fuglsang rapper i ny musikvideo

Se også: Dansk styrt i australsk triumf

Se også: Kæmpe hæder til Michael Valgren

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere