Søren Kragh Andersen vinder enkeltstart i Paris-Nice

Søren Kragh Andersen og Kasper Asgreen dominerede enkeltstarten i World Tour-løbet Paris-Nice og sluttede som nummer et og tre

Søren Kragh Andersen på vej mod målet i Saint-Amand-Montrond i hurtigste tid. Foto: Alain Jocard / Ritzau Scanpix.
Søren Kragh Andersen på vej mod målet i Saint-Amand-Montrond i hurtigste tid. Foto: Alain Jocard / Ritzau Scanpix.

Kraftværket Kasper Asgreen understreger dagligt sin høje klasse i cykelsportens verdenstop og bragte sig onsdag som den første dansker i front på enkeltstarten i Paris-Nice - for så kun minutter senere at blive overgået af Søren Kragh Andersen i en enestående dansk magtdemonstration.

Søren Kragh Andersen (Sunweb) kørte en fænomenal tid, som ingen siden overgik, og han er dermed for fornemste vis kommet i gang med sin sæson. I Omloop Het Nieuwsblad i slutningen af februar blev han nummer tre, og nu har han vundet sin første sejr i 2020.

- Jeg kunne måske nok have vundet et sekund eller to mere derude, men jeg kørte en optimal enkeltstart, sagde Søren Kragh Andersen til TV 2, da han ved Sunweb-bussen ventede på at feltets sidste ryttere skulle nå i mål.

- De seneste dage har jeg set stærke danskere alle vegne i feltet, så det er fedt. Jeg ville måle mig med Asgreen. Han kører stærkt, så jeg vidste, at han ville køre en god tid, sagde Kragh Andersen, som gennemførte den 15 kilometer lange enkeltstart 12 sekunder hurtigere end Asgreen (Deceuninck-Quick-Step).

Kun løbets førende rytter, tyskeren Maximilian Schachmann (Bora-Hansgrohe), kunne kile sig ind mellem de to danskere og besatte andenpladsen på etapen, mens han forsvarede sin førertrøje.

Søren Kragh Andersen er nu nummer to i den samlede stilling, men han regner ikke selv med, at den position skal forsvares. Han skal i stedet arbejde for Sunweb-holdkaptajn Tiesj Benoot, som er det tyske holds bedste bud på en vinder af løbet. Han ligger nummer syv, et minut og 11 sekunder efter Schachmann.

- Det er en superfølelse, sagde Søren Kragh Andersen om sin sejr, som er hans anden på World Tour-niveau. Han har tidligere vundet en etape i Schweiz Rundt, men netop en World Tour-enkeltstart har han længe drømt om.

- Jeg er meget lykkelig. Det var en god rute for mig. Jeg kan godt lide ruter med bakker, tekniske udfordringer og temposkift, så det var en superrute for mig.

- Jeg er her i Paris-Nice for at hjælpe Tiesj, men det her var min chance, og jeg er lykkelig for, at jeg greb den, sagde Søren Kragh Andersen.

Der hersker i feltet udbredt tvivl om, hvorvidt løbet overhovedet når til Nice. Det skyldes restriktioner i forsamlingsfriheden på grund af coronavirussens hærgen. 

Officielt er der ingen overvejelser fra løbsledelsens side om at afblæse løbet, som efter planen slutter på søndag.

Ud over Kragh Andersen og Asgreen deltager danskerne Mads Würtz Schmidt, Mads Pedersen, Michael Mørkøv og Michael Valgren i løbet.

Se også: Verdensmester Pedersen trak Nibali mod samlet sejr

Se også: Fransk stjerne smidt ud for snyd

Se også: Spanier overrumpler topsprinterne i hård vind

Se også: Astana afviser rod i økonomien

31 kommentarer
Vis kommentarer