I sit livs form kørte Søren Kragh Andersen sig til en samlet andenplads i sæsonåbneren Volta ao Algarve i februar. Kun slået med 14 sekunder af den slovenske komet Tadej Pogacar kunne danskeren rejse hjem og fortsætte sin opbygning mod forårsklassikerne.
Det blev den sidste dag i denne sæson, hvor tingene forløb planmæssigt for den nu 25-årige fynbo. Her syv måneder senere ser han tilbage på en mareridtssæson, hvor han senest har måttet melde afbud til VM som konsekvens af sygdom.
- Mentalt har jeg været helt i kulkælderen. Det har været et helvede, og da jeg stod midt i det, havde jeg ikke lyst til at tale om det, men nu er jeg ude på den anden side, og så synes jeg også, at jeg gerne vil forklare, hvad jeg har kæmpet med, siger Søren Kragh Andersen.
- Jeg er på vej tilbage. Nu ser det ud til, at det går okay. De seneste uger har jeg kunnet træne hårdt frem mod Paris-Tours, som bliver det sidste løb for mig i år, og jeg håber virkelig, at jeg kan slutte lige så godt, som jeg begyndte.
Han ragede noget til sig i Portugal. Noget, der på hjemrejsedagen brød ud i kroppen, allerede inden Team Sunweb-rytteren var nået hjem til Luxembourg.
- Det var en virus på lungerne, viste det sig, og så lå jeg ellers helt fladt på langs i en uge med feber. Derefter gik det bare op og ned for mig. Hele året, siger Søren Kragh Andersen.
Sygdom blev afløst af knæproblemer og siddesår, før han igen blev syg. Enhver stabilitet blev knust, og selv om han i perioder genfandt den form, han indledte sæsonen med, trykkede fornyet uheld ham atter ned. Langt ned.
Efter Volta ao Algarve og den første sygdomsperiode kom en klassikersæson med kun få lyspunkter for den normalt robuste rytter. Netop denne sæson skulle have været mindeværdig på en helt anden måde, idet han og hans storebror, Asbjørn, fik opfyldt drømmen om at køre de største klassikere sammen.
Søren Kragh Andersen blev nummer 11 i Gent-Wevelgem, men udgik af E3 Harelbeke, Flandern Rundt og Amstel Gold Race. I Schweiz Rundt - et vigtigt løb før Tour de France - nåede han atter sit bedste niveau og blev nummer tre og fire i de to enkeltstarter.
- Jeg tog så hjem og lavede nogle kanongode træninger op til Tour de France. Jeg var virkelig godt kørende, men så fik jeg et sadelsår, umiddelbart før Touren gik i gang, fortæller Søren Kragh Andersen.
- Det hæmmede mig gennem hele løbet, siger Søren Kragh Andersen, som måtte udgå efter 17. etape på grund sin pinefulde skade.
- Ja, så står man der og er i fantastisk form og kan ikke vise det. Det er virkelig frustrerende, og jeg har været vidt omkring for at få svar på, hvad der egentlig er gået galt.
- Jeg har været helt tilbage ved min gamle træner på Team Trefor, Allan Johansen, for at høre ham, hvad pokker der kunne være galt. Han har selv været i sporten, så jeg søgte svar på, hvordan pokker jeg kunne slippe ud af den negative spiral, fortæller Kragh Andersen, som med sin bror kørte på kontinentalholdet Team Trefor i 2015.
- Allan kunne jo så fortælle, at alle oplever op- og nedture, og at man nogle gange bare må nulstille det hele.
- Det gør jeg, når jeg holder vinterpause, og det glæder jeg mig til. Det gælder om at finde tilbage til det basale, nemlig at træne og have det sjovt, siger Søren Kragh Andersen.
Han har været professionel siden 2016 og har kontrakt med Team Sunweb til og med 2022. Hans storebror, Asbjørn Kragh Andersen, har kørt på holdet i år og har netop forlænget sin kontrakt med holdet i yderligere to år.
Søren Kragh Andersens sidste løb i år, Paris-Tours, køres 13. oktober. Han vandt løbet sidste år og blev nummer to i 2017.
--------- SPLIT ELEMENT ---------
Sagde nej til VM
I sin bedste form ville Søren Kragh Andersen være selvskrevet til VM, og selv et stykke fra toppen var der plads til ham i truppen. Landstræner Anders Lund ringede dog forgæves til Kragh Andersen, da han lagde de sidste brikker i sit puslespil.
- Havde jeg været 100 procent klar, så havde jeg ikke tøvet et sekund med at sige ja, men når jeg ikke er det, så er det bedre at springe over, siger Søren Kragh Andersen.
- Jeg har ikke lyst til at tage til Yorkshire og skuffe mig selv og de andre på holdet og landstræneren.
- Jeg ville virkelig gerne have været med, for jeg tror, at Danmark har chance for at vinde VM i år. Jeg tror, at Jakob Fuglsang og Michael Valgren har en meget god chance for at tage trøjen med regnbuestriberne med hjem, siger Søren Kragh Andersen.
--------- SPLIT ELEMENT ---------
Frygtede leverskade
Efter sit utidige farvel til Tour de France på grund af siddesår byggede Søren Kragh Andersen med Jakob Fuglsang som træningspartner igen-igen formen op til etapeløbet Binck Bank Tour i begyndelsen af august.
På fjerde etape af løbet var han bedre kørende end længe, fortæller han, men så satte skæbnen endnu et stød ind. En maveinfektion tvang ham ud af løbet på sidste etape, og i tiden derefter kæmpede han med en konstant træthedsfølelse.
- Lægerne frygtede, at infektionen havde sat sig på leveren. Jeg fik taget blodprøver i tre omgange og ind imellem kørte jeg Plouay (World Tour-løbet Bretagne Classic - Ouest France, red.), hvor jeg bare var superringe kørende.
- Da jeg kom hjem, fik jeg på ny taget en blodprøve, og da var tallene tredoblet. Jeg var med andre ord gået fra ondt til værre, og så forlangte lægerne, at jeg trak stikket i en periode for at få værdierne ned på et normalt niveau, fortæller Søren Kragh Andersen.
Heldigvis var der ingen skade på leveren og ingen infektion. Det var nogle høje enzym-værdier, der fik lægerne til at studse og tage forholdsregler. Leveren var ‘stresset’ efter maveinfektionen i Binck Bank Tour, lød det.
- Jeg har ikke grinet meget, mens jeg stod midt i det, men nu, da sæsonen går på hæld, og jeg igen er godt kørende, så kan jeg godt se tilbage og tænke, at det sgu da godt nok næsten har været komisk, at så meget kunne gå galt.
- Nu må jeg prøve at komme tilbage næste år. Jeg er godt på vej, og jeg er sikker på, at jeg nok skal komme tilbage på mit bedste niveau, siger Søren Kragh Andersen.
Ny dansker udgår af Tour de France
Stor overraskelse: Sparker røv på hele feltet!