Spanier overrumpler topsprinterne i hård vind

3. etape af Paris-Nice blev en opslidende og langstrakt affære i hård vind. Danskerholdet Deceuninck-Quick-Step slået ud i kaotisk finale

Iván García Cortina (Bahrain-McLaren) skyder først over stregen på 3. etape af Paris-Nice tirsdag. Foto: Alain Jocard / Ritzau Scanpix.
Iván García Cortina (Bahrain-McLaren) skyder først over stregen på 3. etape af Paris-Nice tirsdag. Foto: Alain Jocard / Ritzau Scanpix.

Irske Sam Bennett var manden, som det belgiske klassikerhold Deceuninck-Quick-Step på forhånd havde udpeget som vinder af den vindblæste 3. etape af Paris-Nice tirsdag, men på de sidste meter blev han slynget i asfalten og måtte på lang afstand se Iván García Cortina (Bahrain-McLaren) spurte sig til sejren.

Den 24-årige spanier tog dermed karrierens hidtil største sejr som understregning af den imponerende form, han har vist i løbet indtil nu. Tyske Maximilian Schachmann (Bora-Hansgrohe) forsvarede sin gule førertrøje.

Finalen på den 212,5 kilometer lange etape blev dramatisk med styrt og skub i vinden, som var den største udfordring på den rent terrænmæssigt ganske overkommelige etape.

Syv kilometer fra mål skete et styrt i det højt opskruede tempo. En rytter fra Israel Startup Nation syntes at komme ‘op at ride’ på Michael Mørkøvs hjul og røg derpå i asfalten. 

Blandt dem, han rev med ned, var den franske sprinter Bryan Coquard (BB Hotels), som netop var nået op til feltet efter en defekt.

Forude satte Deceuninck-Quick-Step tempo. Snart afløst i front af Sunweb i den hårde vind, men atter på de sidste kilometer presset tilbage af det belgiske superkollektiv med Michael Mørkøv og Kasper Asgreen i fremtrædende roller.

Målsætningen om at køre hurtige Sam Bennett frem til sejr  syntes dog allerede at være slået fejl, da Bennett røg ned i et styrt på den sidste kilometer. 

Bennett blev presset ind i barrieren af Hugo Hofstetter (Israel Startup Nation) og måtte forpint krydse målstregen i adstadigt tempo ledsaget af sine udmarvede hjælperyttere, der altså havde slidt forgæves hele dagen.

I stedet blev spanieren Iván García Cortina (Bahrain-McLaren) den overraskende vinder foran tydeligvis formstærke Peter Sagan (Bora-Hansgrohe). 

Den trefoldige verdensmester havde givetvis med særlig tilfredsstillelse vundet tirsdag, idet han netop den dag for ti år siden vandt sin første professionelle sejr, som ligeledes var 3. etape i Paris-Nice.

Mads Pedersen gjorde et stort arbejde med at splitte feltet i sidevinden. Foto: Alain Jocard/AFP/Ritzau Scanpix Cykling Verdensmester Pedersen trak Nibali mod samlet sejr

Maximilian Schachmann vandt 1. etape af Paris-Nice. Foto: Alain Jocard/Ritzau Scanpix Cykling Tysker slider sig til fornem åbningssejr i Paris-Nice

Søren Kragh Andersen blev nummer tre i Omloop Het Nieuwsblad i sidste weekend. Her ses han på enkeltstartscyklen under sidste års Tour de France. Foto: Christian Hartmann/Reuters Cykling Aflyste løb sender Søren Kragh til Paris-Nice

Ingen Fuglsang i Tirreno i år. Løbet er aflyst. Foto: Ritzau Scanpix Cykling Arrangører aflyser italienske World Tour-cykelløb

Chris Froome og Team Ineos trækker sig fra løb i tre uger. Foto: MARTYN HERMAN/Ritzau Scanpix Cykling Storhold trækker sig efter dødsfald