Splittelse omkring Fuglsang: Bossen gløder af vrede

Teammanager Dmitrij Fofonov er svært irriteret over Magnus Corts kritik af Astana efter fadæsen mandag, som kostede Jakob Fuglsang afgørende tid

Michael Rasmussen fældede ligesom Magnus Cort en hård dom over Astana efter holdets præstation på 10. etape.

BAGNÈRES-DE-BIGORRE (Ekstra Bladet): Mandagens Astana-fiasko, hvor Jakob Fuglsang fejlede i kaptajnrollen og tabte afgørende tid i kampen om den gule trøje, har løftet sløret for dybe frustrationer, som trives bag facaden på det kasakhiske storhold.

Allerede mandag aften lod hjælperytteren Magnus Cort ane, at ikke alt er, som det burde være på Astana. Det skete, da han erklærede, at Astana rent organisatorisk halter efter andre hold i feltet.

Udtalelserne fik teammanager Dmitrij Fofonov til at gløde af vrede, da han onsdag blev bekendt med, at Corts kritik var foldet ud i danske medier. Torsdag morgen var han før starten på 12. etape klar til at kommentere kritikken fra Cort.

- Det er meget sært. Jeg forstår ikke, at Magnus siger det, for hvis Astana ikke var velorganiseret, vandt vi ingen cykelløb. Men vi vinder jo netop cykelløb. Mange cykelløb. Og Magnus har også vundet i Astana-trøjen, sagde Dmitrij Fofonov.

- Jeg vil mene, at holdet er ganske godt organiseret. Ja, vi havde tre mindre gode dage frem mod hviledagen, hvor det på etaperne ikke forløb, som vi havde ønsket os.

- Men der var ryttere med maveproblemer og andre med rygsmerter, så vi kunne ikke spille vores kort, som vi ønskede det. Er det et organisatorisk problem?

- Det mener jeg ikke, sagde Fofonov.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Danske Magnus Cort bekræftede i et interview med TV2 i onsdags, at Astana-holdet har været for ustruktureret. Foto: Ernst van Norde
Danske Magnus Cort bekræftede i et interview med TV2 i onsdags, at Astana-holdet har været for ustruktureret. Foto: Ernst van Norde
 

Den kasakhiske teammanager var dybt forbløffet over det ringe overblik, som Fuglsang og hans hjælperyttere demonstrerede i de kritiske sekunder mandag, da feltet splittedes i stærk sidevind.

Pilen pegede på Jakob Fuglsang som den store synder, og han påtog sig ansvaret for det unødvendige tidstab på et minut og 40 sekunder. Fofonov mener også, at de øvrige Astana-ryttere – herunder Cort – optrådte tåbeligt i de dramatiske sekunder, da alt forandrede sig.

- Det skader jo ikke at tænke selv. Når der har været angrebet to gange i sidevinden, og feltet kører 70 kilometer i timen, er det nok ikke tid til at hente vandflasker, vel?

- Det er de store mestres kendetegn, at de kan læse løbene og forstå, hvad der er under opsejling. Jeg sidder ikke på cyklen. Det er rytterne, der gør det. Det er dem, der skal mærke, hvad der sker. De skal vide, hvor de skal sidde placeret i feltet, sagde Fofonov.

- Ved man ikke det, og forstår man ikke, hvad der er ved at ske, er der kontant afregning. Det var der mandag.

- I løbene må man tilpasse sig situationen. Ja, vi havde folk stående klar med vand netop dér, hvor angrebet blev sat ind i mandags, men det giver jo for pokker ingen mening at tage vand, når der bliver angrebet.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Jakob Fuglsang medgav, at Astanas store tidstab primært var hans skyld. Foto: Claus Bonnerup/Ritzau Scanpix
Jakob Fuglsang medgav, at Astanas store tidstab primært var hans skyld. Foto: Claus Bonnerup/Ritzau Scanpix
 

- Det er da indlysende, at man venter. Det er ikke holdet, der er dårligt organiseret i det tilfælde. Det er rytterne, der begår en fejl, sagde Fofonov.

- Vi har en plan for etaperne, en taktik, som vi følger. Det er ikke et spil på Playstation, hvor sportsdirektørerne sidder i bilerne med joystick og styrer rytterne. Rytterne må naturligvis også tænke sig om.

Sagen får ingen konsekvenser for Magnus Cort, siger Fofonov, som nu ønsker at se fremad og opnå det bedst tænkelige resultat i årets Tour de France.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Det sagde Cort

Magnus Corts kritik af Astana fremførte han i en podcast på Veloropa – et cykelsportsmedie, han er medejer af. Her fortalte han, at ’det er for dårligt’, at rytterne på Astana ikke får tilstrækkelig information om ruten, når de sidder i sadlen.

Han rejste desuden tvivl om, hvorvidt de folk, Astana sender ud for at tjekke ruten før feltet, er kompetente.

Dagen efter lod Cort sig interviewe af TV2 før starten på 11. etape. Da bekræftede han, at ’det ikke er nogen hemmelighed’, at Astana er uorganiseret, og at det er en indgroet kultur på holdet, at der ikke er fast greb om enhver detalje.

Cort bekræftede, at han opfatter det som ’lidt sløset’, at rytterne ikke klart fik defineret deres roller før ti dage inde i Touren, da katastrofen havde ramt.

Ekstra Bladet fik torsdag ikke lejlighed til at stille spørgsmål til Cort, idet rytterne alene står til rådighed for tv-interview i få minutter.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Det skete der

En tommelfingerregel i professionel cykelsport er, at man skal holde sig fremme i feltet, hvis man vil gøre sig håb om at vinde Tour de France. En klassementsrytter, der sidder langt tilbage i feltet, er i overhængende risiko for at blive revet med i styrt eller miste tid, hvis der opstår splittelse i feltet.

Den gyldne regel brød Astana mandag, da Jakob Fuglsang og hans hjælperyttere på et kritisk tidspunkt sad spredt i feltet langt fra fronten. De tog den lange vej rundt i en rundkørsel, hvilket kostede vigtige meter, og umiddelbart efter hentede de vand ved Astana-folk, der ventede med vandflasker i vejkanten.

Samtidig satte konkurrerende hold for tredje gang højt tempo, da feltet bevægede sig ind på en strækning med sidevind, og det hægtede Astana af. Trods hidsig jagt på de forreste, mistede Jakob Fuglsang et minut og 40 sekunder på etapen, hvilket med stor sandsynlighed har kostet ham enhver chance for at vinde Touren i år.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Usædvanlig kritik

Magnus Corts kritik, som Fuglsang i øvrigt ikke blankt afviste i sin klumme i B.T. forleden, er usædvanlig, idet den midt under årets vigtigste løb rejser tvivl om, hvorvidt Fofonov og sportsdirektørerne Lars Michaelsen og Bruno Cenghialta magter opgaven.

Det mener Michael Rasmussen, som er Ekstra Bladets cykelsportskommentator.

- Det er undergravende for holdet, når en rytter udtaler sig på den måde, siger Rasmussen.

- En holdleder bliver sat i et alvorligt dilemma, når sådan noget sker. Det er afgørende, at lederen viser handlekraft, og det kan ske ved simpelt hen at sende rytteren hjem.

- Men der er flere måde at være en stærk leder på. Det er også stærkt lederskab at vedkende sig ansvaret for holdets sammensætning med de forskelligheder, rytterne har.

- Han kan vælge at samle stumperne og sørge for, at kollektivet kommer videre, og det er åbenlyst den løsning på konflikten, som Fofonov har valgt, siger Michael Rasmussen.


Verdensmesteren i enkeltstart er udgået af Tour de France - nu forklarer han, hvorfor han synes, det var den rigtige beslutning. Foto: Christian Hartmann/Ritzau Scanpix Cykling - 19. jul. 2019 - kl. 14:19 Ny mystisk udmelding: Kryptisk besked fra Tour-stjerne
Cykling - 18. jul. 2019 - kl. 19:35 Kyllingen om Tour-mystik: - Det er for vanvittigt
Jakob Fuglsang skal ikke gøre sig de store forhåbninger i forhold det samlede klassement efter tabet i sidevinden, mener Andy Schleck. Foto: Claus Bonneru/Ritzau Scanpix Cykling - 18. jul. 2019 - kl. 07:20 Nedslående dom: - Touren er forbi for Jakob

119 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere