Sportsdirektør smidt ud efter skandale

BikeExchanges sportsdirektør Gene Bates er smidt ud af Giro d'Italia, efter han påkørte rytter på 6. etape

Sportsdirektør smidt ud efter skandale

Se den dramatiske episode, hvor Pieter Serry bliver kørt ned. Video: Discovery Networks

Pieter Serry spillede ingen stor rolle på 6. etape af Giro d'Italia, men alligevel er Deceuninck–Quick-Step-rytteren en af de aktører, der bliver talt om efter torsdagens strabadser.

Det skyldes en episode, der blev fanget af producerne i tv-dækningen og siden har fået både eksperter og fans til at måbe.

Det, der ikke må ske, fandt alligevel sted ...

Med lidt over 11 kilometer til mål havde Serry udført sit arbejde i favoritgruppen, hvorefter han lod sig falde tilbage.

Men knap var der sat punktum for dagens hårde slid, før belgieren styrtede på dramatisk vis. Turen i asfalten var han imidlertid helt uden skyld i. Rytteren fra Deceuninck–Quick-Step blev på bizar vis påkørt af en holdbil fra konkurrenten Team BikeExchange.

Remco Evenepoel (tv.) og Egan Bernal spurtede om vigtige sekunder på dagens sidste stigning, hvor et dramatisk styrt fandt sted i bunden. Foto: Dario Belingheri/Ritzau Scanpix
Remco Evenepoel (tv.) og Egan Bernal spurtede om vigtige sekunder på dagens sidste stigning, hvor et dramatisk styrt fandt sted i bunden. Foto: Dario Belingheri/Ritzau Scanpix
 

Den uopmærksomme chauffør var sportsdirektør Gene Bates, der i kølvandet på etapen har modtaget sin straf.

De italienske løbskommisærer har smidt ham ud af løbet med øjeblikkelig virkning. Det skriver Cyclingnews.

Stafudmålingen stopper dog ikke her. Medpassagerer i bilen, teamchef Matt White, har fået en bøde på 2000 schweizerfranc (13.500 kr.). 

Team BikeExchange har efterfølgende undskyldt over for Serry, der heldigvis kæmpede sig i mål trods store smerter i ryggen.

Pinslerne har været aftagende siden, og han er derfor optimistisk i forhold til resten af Giroen.

- Jeg er imponeret over alle hilsnerne og al støtten. Jeg har det ok og var i stand til at fuldføre etapen. Tak til Team BikeExchange for undskyldningen, skriver Serry sent torsdag aften og understreger, at han fortsætter i løbet.

Den 32-årige belgier kan derfor se frem til at yde endnu mere støtte for holdkammeraten Remco Evenepoel, der blev nummer fire på dagens etape og sammenlagt indtager en tredjeplads i klassementet.

Løbet føres af ungaren Attila Valter (Groupama - FDJ), der har 11 sekunder ned til nærmeste forfølger, storfavoritten Egan Bernal (Ineos Grenadiers).