På tærsklen til et nyt år, hvor alverdens atleter får en af karrierens få chancer for at vinde olympisk hæder, lyder der på ny krav fra kvindesagsforkæmpere om ligestilling i verdens største sportsbegivenhed.

I cyklingens verden satte den danske bjergrytter Cecilie Uttrup Ludwig ligestilling på dagsordenen sidste år, da hun i et blogindlæg beklagede, at kvinderne ved VM i Inssbruck blev sparet for den stejle, sidste stigning på mændenes rute.

Hun fik solid opbakning fra nogle af sportens største navne, og i år med udsigt til OL i Tokyo forsøger den eks-professionelle Kathryn Bertine, som nu kalder sig ‘ambassadør for ligestilling i cykling’, at forlænge debatten med et angreb på den internationale cykleunion, UCI.

Unionen har givet mændene 130 pladser i OL-landevejsløbet, mens kvindernes felt bliver på 67 ryttere. ‘Uligheden skærer i øjnene. Gammeldags. Kønsdiskriminerende. Forkert’, skriver Bertine i et indlæg på bicycling.com.

Hun forstærker sin pointe ved at fastslå, at denne forskelsbehandling har stået på i 36 år, siden kvindecykling blev introduceret ved de olympiske lege i 1984 i Los Angeles.

Ja, der er forskel på mænd og kvinder. Og ja, det giver mening at indrette feltets størrelse og ruten efter det. Alt andet ville være absurd. Jeg ved, at jeg stikker hånden i et hvepsebo, men nogen må trække en streg i sandet og lade fornuften tale:

Hvis kvinder skulle have lige så mange OL-billetter som mænd, så hvert køn ville få 100 pladser, ville der skulle udstedes en ordentlig røvfuld badebilletter til kvinderne. Tæt på halvdelen af alle kvindelige professionelle cykelryttere ville så skulle udtages til OL. 

Det ville sikre en stribe atleter den letteste adgang nogensinde til verdens fornemste idrætsstævne. Er det ligestilling? Nej, det er diskrimination af de bedst kvalificerede til fordel for atleter af det ‘rigtige’ køn.

Langt de fleste af de professionelle kvindelige cykelryttere kører på et niveau, der svarer til mændenes kontinentalniveau, hvor rytterne i realiteten er semi-professionelle.

At indskrænke det meget store felt af kvalificerede herrer til fordel for et kvindeligt felt, som for en stor del ville bestå af ryttere, der ikke har OL-niveau, ville ikke yde sporten retfærdighed.

Bertine beklager sig videre over, at mændenes løb er længere end kvindernes - 234 kilometer mod 137 - og at det er for galt, at kun mændene får lov at bestige Fuji-bjerget.

Her må man bare konstatere, at Bertine er helt fortabt i sin unuancerede sidestilling af mænd og kvinder. Hvis man skulle se 100 kvinder køre om kap over en distance på 234 kilometer, ville det blive gabende kedsommeligt. 

For langt de fleste i det kvindelige felt ville det blive en overlevelseskamp bare at gennemføre løbet inden for en halv time efter vinderen - som formentlig ville være en hollænder - og deres indsats ville være af ringe sportslig interesse. Ved OL får man som bekendt ingen præmie for bare at gennemføre.

Når kvinderne har kørt hårde bjergetaper - som for eksempel i Giro d’Italia i år - bliver niveauforskellene i det kvindelige felt udpenslet. På et enkelt bjerg på en etape på 89 kilometer vandt Annemiek van Vleuten med næsten tre minutter.

Hun smadrede alt og alle, og det kræver ikke stor fantasi at forestille sig, hvad der ville ske, hvis der var tale om en etape på 234 kilometer med Fuji-bjerget og Mikuni-passet på programmet.

Ingen ud over hollænderne ville være godt underholdt af sådan en forestilling. Det ville med sikkerhed ikke gøre kvindecykling noget godt at gøre det gudsjammerligt kedeligt at se på. 

Kortere løb med udfordringer, der er tilpasset kvinders fysik, kan derimod skabe spændende cykelløb, og det er i sidste ende det, der udvikler sporten ved at tiltrække tilskuere og sponsorer.

Kvindecykling er i rivende udvikling, og det er glimrende. Der tales om ligeløn og lige muligheder, og det er fint. Men at kræve fuld ligestilling er en tåbelig tanke. 

Der er jo heller ingen, der kræver, at hækkene i kvindernes hækkeløb skal være lige så høje som mændenes. Det ville bare gøre kvindernes løb til en farce.

Det samme gælder i cykelsporten. 

Cykling Fuglsang er kongen af 2019!

Cykling Nedtur for dansk 'flop': - Det kan næsten ikke blive værre

Cykling Står i kø for at hylde vidunderbarn: - Et enestående talent

Cykling Splittelse omkring Fuglsang: Bossen gløder af vrede