Stiller drømmehold til Tour de France

Primoz Roglic, Tom Dumoulin og Steven Kruijswijk skal efter planen alle med til Tour de France i 2020

Jumbo-Visma stiller med en stærk trio i Tour de France. Foto: Christophe Ena/Ritzau Scanpix
Jumbo-Visma stiller med en stærk trio i Tour de France. Foto: Christophe Ena/Ritzau Scanpix

Cykelholdet Jumbo-Visma offentliggjorde fredag sine planer for 2020, og det er næppe utænkeligt, at de fik konkurrenterne til at ryste lidt i bukserne.

Her kom det frem, at de tre store klassementsstjerner Primoz Roglic, Tom Dumoulin og Steven Kruijswijk alle skal med til Tour de France.

Det skriver cykelholdet på sin hjemmeside.

- Målet er helt klart at vinde Touren, siger Dumoulin til holdets hjemmeside og tilføjer:

- Det var rart at finde ud af, vi alle tre er på bølgelængde.

Sportsdirektør Merijn Zeeman forklarer, at beslutningen om at tage alle tre stjerner med bunder i en analyse af de seneste fem års grand tours.

- Hvor meget betyder tidskørslerne for klassementet? Hvordan var holdene, der formåede at erobre og bevare den gule trøje, sammensat? Vi fandt en rød tråd.

- Vi vil tage til Touren med det stærkest mulige hold. Så har vi en chance for at vinde, siger sportsdirektøren til Jumbo-Vismas hjemmeside.

Jumbo-Visma råder også over danske Jonas Vingegaard, som i 2019 fik sit gennembrud med en etapesejr i World Tour-løbet Polen Rundt.

Men danskeren er ikke umiddelbart en del af planerne for sommerens Tour de France. I stedet er planen, at Wout van Aert, Tony Martin, Laurens De Plus, Sepp Kuss og Robert Gesink skal agere hjælpere for trioen.

Til gengæld sigter topsprinteren Dylan Groenewegen ikke efter Tour-succes i 2020. Han skal i stedet fokusere på Giro d'Italia og Vuelta a España, oplyser holdet.

Se også: Jysk EM-fest på plads

9 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere