Det gik grueligt galt for Rémi Cavagna, da han i begyndelsen af december styrtede, da han var på træningslejr i Spanien med resten af Deceuninck - Quick-Step-holdet.
Den 26-årige franske mester blev sammen med resten af holdet overrasket af en bil på træningsturen, og Cavagna måtte bremse hårdt for at undgå at blive ramt.
Det resulterede dog i et voldsomt styrt, hvor Rémi Cavagna brækkede ryggen.
Nu afslører franskmanden de dramatiske omstændigheder overfor cyklingweekly.com, hvor Cavagna fortæller, at ulykken var særdeles tæt på at koste ham førligheden.
- Jeg slap, fordi en nerve i ryggen lige akkurat undgik at blive beskadiget. Jeg er blevet fortalt, at jeg kunne have mistet evnen til at gå. Det kunne have været afslutningen på alt, lyder det fra Rémi Cavagna.
Normalt koster brud på ryggen, som det Cavagna led, op til et halvt års genoptræning, men cykelryttere er som bekendt gjort af et særligt stof.
Quick-Step-stjernen 'slap' med seks skruer i ryggen for at stabilisere de brækkede ryghvirvler. Det har betydet en pause fra cyklen i seks uger.
Franskmandens gode prognose har givet blod på tanden i forhold til at levere topresultater allerede i denne sæson.
- Jeg er tilbage på 80 procent af mit potentiale. Derfor skal jeg heller ikke aflyse nogen af mine målsætninger for 2022. Jeg kommer kun til at mangle den grundform, jeg plejer at opbygge om vinteren, siger Rémi Cavagna til cyclingweekly.com.
Den franske mester satser på allerede at være tilbage på landevejen i slutningen af januar. Han har Tour de France, med indledning i Danmark, samt VM i Australien som sine store mål for sæsonen.