Stoppet dansk Tour-helt får alvorligt brud

Lars Bak har nu også som sportsdirektør prøvet at styrte alvorligt, idet han under UAE Tour faldt på teamhotellet og brækkede benet

Lars Bak har gennem hele karrieren som rytter og nu også som sportsdirektør været uhyre populær. Her skriver han autografer ved et gadeløb i Struer sidste år. Foto: Ernst van Norde.
Lars Bak har gennem hele karrieren som rytter og nu også som sportsdirektør været uhyre populær. Her skriver han autografer ved et gadeløb i Struer sidste år. Foto: Ernst van Norde.

Det er ikke kun frygten for coronavirus, der har holdt cykelryttere og stabsmedlemmer på de største cykelhold i verden fanget på Den Arabiske Halvø i den seneste tid.

For den danske NTT-sportsdirektør Lars Bak bød UAE Tour også på sort uheld, som først nu har tilladt ham at rejse hjem til familien i Luxembourg. På Twitter afslører Bak, at han har været under kniven på grund af et brud på højre ben.

‘En af de sidste tilbage fra UAE Tour og nu på benene igen,’ skriver Bak i et tweet.

‘Særlig tak til doktor Mohnish for en succesrig operation og til alle sygeplejerskerne på NMC Healthcare (UAE’s største privathospital, red.). Jeg ved, at jeg kan være krævende, men I har været utrolige.’

‘Savner min familie meget, men endelig kan jeg flyve hjem i aften,’ skriver Bak i tweetet, som er publiceret tidligt mandag.

Ekstra Bladet har forsøgt at få en kommentar fra Bak, men han besvarer ikke opkald. I stedet har pressechef Jean Smyth fra NTT Pro Cycling sendt en kort besked:

‘Lars brækkede benet i et fald på teamhotellet. Bruddet krævede operation, som forløb vældigt fint. Han er ved godt mod og er meget glad for at være på vej hjem til sin familie,’ skriver Smyth til Ekstra Bladet.

Lars Bak ledsagede sit tweet af billeder, som viser ham i kørestol og med gangstativ, og han postede også et røntgenbillede, som viser et øjensynligt alvorligt brud på lårbensknoglen lige over knæet.

Bak indstillede sin aktive karriere sidste år og tiltrådte snart som assisterende sportsdirektør på NTT Pro Cycling, som Bjarne Riis og Virtu Cycling Group erhvervede en tredjedel af.

Se også: Riis' cykelhold har ikke tænkt sig at droppe kommende løb

Se også: TV2-profil flytter til USA: Det kan være slut

Se også: Jubler over første sejr: - Vigtigt!

Se også: 'Se på ham - han er interessant'

Cancellara har en fortid på Bjarne Riis' tidligere hold. Foto: EDDY RISCH/AP Sport og Spil Spillet i kulissen: Superstjerne hjalp Riis tilbage

0 kommentarer
Vis kommentarer