Stor dansk triumf

Den danske cykelrytter Cecilie Uttrup Ludwig vandt lørdagens etape af Vuelta a Burgos

Den 25-årige cykelrytter leverede en stor præstation. Arkivfoto: Tariq Mikkel Khan
Den 25-årige cykelrytter leverede en stor præstation. Arkivfoto: Tariq Mikkel Khan

Hun har været tæt på mange gange, og lørdag lykkedes det så for Cecilie Uttrup Ludwig.

Den 25-årige danske cykelrytter fra FDJ-holdet vandt 3. etape af det spanske cykelløb Vuelta a Burgos. Det er hendes første sejr på World Touren.

Efter tre timers kørsel sprintede Cecilie Uttrup Ludwig først over målstregen i karrierens hidtil største triumf.

Cecilie Uttrup Ludwig kunne lørdag tage en stor sejr i cykelkarrieren. Arkivfoto: Gonzalo Fuentes/Reuters
Cecilie Uttrup Ludwig kunne lørdag tage en stor sejr i cykelkarrieren. Arkivfoto: Gonzalo Fuentes/Reuters
 

På andenpladsen kom polakken Katarzyna Niewiadoma, mens den hollandske stjernerytter Anna van der Breggen kom ind som nummer tre.

Den italienske toprytter Elisa Longo Borghini kom ind som nummer fire, så det var nogle gode ryttere, Cecilie Uttrup besejrede i finalen.

Lørdagens etape var 115,4 kilometer lang og gik fra Medina de Pomar til Ojo Guarena.

Søndag afsluttes løbet med en etape fra Quintanar de la Sierra til Lagunas de Neila. Den er 121,6 kilometer lang.