Stor hæder til Mørkøv

Michael Mørkøv er af kollegerne blevet stemt ind som verdens tredjebedste hjælperytter - holdkammerat Tim Declercq løb med titlen

Den tredobbelte danske mester Michael Mørkøv er beviseligt en af verdens bedste hjælperyttere. Foto: Christian Hartmann/Reuters/Ritzau Scanpix
Den tredobbelte danske mester Michael Mørkøv er beviseligt en af verdens bedste hjælperyttere. Foto: Christian Hartmann/Reuters/Ritzau Scanpix

Michael Mørkøv er ikke en cykelrytter, der svinger med armene og prøver at få opmærksomhed.

Han er en arbejdsmand, der kender sine styrker og svagheder og altid ofrer sig selv for sine kaptajner. En klassisk hjælperytter.

Dem er der mange af i det professionelle cykelfelt, men ikke mange er bedre end den 34-årige danske mester. Kun to faktisk.

I hvert fald har det store cykelsite Cyclingnews i en storstilet afstemning blandt rytterne på World Touren rangeret den danske Deceuninck-QuickStep-rytter på tredjepladsen blandt hjælperyttere.

Mørkøv, der især excellerer i at køre sprintere frem til den afgørende spurt, fik 7,5 procent af stemmerne. Dermed kilede han sig ind bag Team Ineos' Luke Rowe, der fik 16 procent af stemmerne, og Mørkøvs egen holdkammerat Tim Declercq, der fik en procent flere.

Alle ryttere fik muligheden for at stemme på en rytter - dog måtte det ikke være en holdkammerat. Det gav i alt Mørkøv 13 stemmer, mens Declercq, der på grund af sine evner til at trække forrest i feltet har fået tilnavnet 'El Tractor', fik 29.

Tim Declercq som de fleste cykelfans kender ham: Trækkende forrest i feltet. Foto: Benoit Tessier/Reuters/Ritzau Scanpix
Tim Declercq som de fleste cykelfans kender ham: Trækkende forrest i feltet. Foto: Benoit Tessier/Reuters/Ritzau Scanpix

Kun 12 af de 19 holds stemmer er blevet talt med, da de øvrige enten valgte ikke at deltage i afstemningen eller leverede for få besvarelser.

Få dage forinden var Michael Mørkøv i en sideløbende afstemning blandt Cyclingnews' følgere på Twitter blevet stemt i finalen, men tabte til Mitchelton-Scotts Mikel Nieve. Spanieren fik dog blot to stemmer i rytternes afstemning.

Yderligere to danskere optræder på listen over de i alt 45 ryttere, der blev afgivet stemmer på. Således fik både Christopher Juul Jensen (Mitchelton-Scott) og Mads Pedersen (Trek-Segafredo) hver en stemme og indtager derfor med 19 andre ryttere en delt 24. plads.

Se også: Vinder Flandern Rundt - hjemme i stuen

Se også: Fuglsangs holdkammerat skal være cykelbud

Se også: World Tour-hold skærer i rytternes løn

3 kommentarer
Vis kommentarer