Storhold ramt af kæmpe-krise: Nu får det uventet håndsrækning

Mediegiganten Skys nye ejer har angiveligt stillet verdens største cykelhold nye millioner i udsigt, så holdet kan køre endnu en sæson som cykelsportens flagskib

Foto: Ritzau Scanpix
Foto: Ritzau Scanpix

Denne sæson skulle være den sidste for det mægtige Team Sky, som i ti år har været det største, rigeste og mest succesrige cykelhold i verden. Med salget af mediegiganten Sky til amerikanske Comcast sluttede en æra, forlød det i december, men nu tyder det på, at Comcast er parat til at skyde penge i holdet også i 2020.

Den italienske avis La Gazzetta dello Sport rapporterer ifølge nyhedssitet Cyclist, at Comcast har forsikret teammanager David Brailsford om fortsat økonomisk støtte i endnu en sæson. Der skulle være tale om 70 procent af holdets nuværende budget, som angives at være på 300 millioner kroner.

Det er uvist, om løftet gælder holdets samlede budget eller den del af det samlede budget, som Sky hidtil har tegnet sig for. Ekstra Bladet har uden held kontaktet holdets tekniske direktør, Carsten Jeppesen, for en kommentar.

Står Gazzetta’ens oplysninger til troende, vil holdet kunne fortsætte i 2020 som en økonomisk sværvægter i feltet, idet holdets reducerede budget stadig vil ligge markant over gennemsnittet i World Tour-feltet.

Sugar daddy og amatørrytter
Team Sky drives i år uden indskrænkninger i budgettet, og det ekstra år vil give Brailsford langt større chance for at finde en ny sponsor, der vil forpligte sig på langt sigt.

En mulighed kunne være den canadisk-israelske sugar daddy Sylvan Adams, som for sin fornøjelses skyld driver prokontinentalholdet Israel Cycling Academy. Milliardæren Adams er passioneret amatørrytter og har i lighed med stenrige åndsfæller som Oleg Tinkov (Team Tinkoff), Igor Makarov (Team Katusha) og Zdenek Bakala (Team Quick-Step) skabt sit eget hold af ren kærlighed til sporten snarere end økonomisk fornuft.

I Velonews har Adams bekræftet, at han på vegne af sit prokontinentalhold har forhandlet med flere World Tour-hold om en mulig fusion, idet han målrettet går efter deltagelse i Tour de France 2020. En sikker adgangsbillet til Touren er en World Tour-licens, og den letteste måde at få fingre i sådan en på, er ved at overtage et hold, der har en i forvejen.

- Der pågår flere drøftelser med mere end et World Tour-hold, siger Adams til Velonews. Han hverken bekræfter eller afviser, at Team Sky er inde i hans overvejelser.

Doneret penge til mange sportsgrene
En fusion af samme karakter fandt sted forud for denne sæson, da det polske prokontinentalhold CCC fusionerede med det amerikanske World Tour-hold BMC. Holdet kører nu videre på cykelsportens højeste niveau i det polske holds farver og under dets navn.

Israel Cycling Academy, som har danske Nicki Sørensen ansat som sportsdirektør, har i denne sæson oprustet og er med 30 ryttere det største hold i feltet. Målet er at placere sig i top to på ranglisten ved årets udgang, hvilket ifølge nye regler i sporten vil sikre holdet adgang til at køre de tre Grand Tours næste år.

Sylvan Adams har skabt sin formue på ejendomshandler i Canada. Han er søn af en Holocaust-overlever, som bosatte sig i Canada efter krigen. Livet igennem har han følt sig tæt knyttet til Israel, hvortil han emigrerede i 2015.

Han har doneret penge til mange forskellige sportsgrene, men det er cykling, der ligger hans hjerte nærmest. Således var han en drivende kraft bag Israels bud på en Giro-start, og han siges at have skudt over en halv milliard kroner ind i kampagnen, der med succes bragte løbet til Israel sidste år.

Se også: Froomes svære beslutning: Nu har han truffet et valg

Se også: Kyllingen: Hvem vil købe en Rolls-Royce med dybe ridser?

Se også: Storhold skal på sponsorjagt: - Sandsynligheden er lig nul

kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Har du en mening om Ekstra Bladet? Kom med i vores panel og del din mening med os
Nyhedsredaktør:Kim Vangkilde
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen