Sammen med Alexander Kamp var Andreas Stokbro efter Tour de France indkaldt til fysisk test i regi af World Tour-holdet Trek-Segafredo, hvilket vidnede om den internationale interesse, der var for de to stærke Riwal-Readynez ryttere.
Kamp fik siden kontrakt med Trek-Segafredo, og nu har også Andreas Stokbro gjort sit indtog på World Tour. Den 22-årige rytter har skrevet kontrakt med Team Dimension Data, som fra nytår skifter navn til Team NTT.
Stokbro bliver med skiftet fra Riwal-Readynez holdkammerat med Michael Valgren. Han havde kontrakt med Riwal-Readynez for 2020, men han sikrede sig i kontrakten ret til at bryde den, hvis han fik tilbudt et job på World Tour-niveau.
Ekstra Bladet har forgæves søgt at få en kommentar fra Stokbro, men i pressematerialet fra hans nye hold udtrykker han sin begejstring for holdskiftet.
- Jeg er virkelig glad for at tilslutte mig Team NTT næste år. Skridtet op til World Tour har været et stort mål for mig, og jeg tror, at Team NTT er det perfekte hold for mig, siger Stokbro ikke overraskende.
19 danske ryttere er nu klar til at folde sig ud på World Tour-niveau næste år.
En æra er slut: Lars Bak indstiller karrieren