Stortalent efter superdebut: Det er helt vildt at tænke på

Mads Würtz Schmidt levede op til sit ry som et af de største talenter i dansk cykelsport, da han i sit første løb som professionel blev nummer tre i fransk etapeløb

Mads Würtz Schmidt under træning. I sin første sæson som professionel kører han for det schweizisk indregistrerede Katusha-Alpecin. Foto: Tim De Waele / Team KATUSHA ALPECIN.
Mads Würtz Schmidt under træning. I sin første sæson som professionel kører han for det schweizisk indregistrerede Katusha-Alpecin. Foto: Tim De Waele / Team KATUSHA ALPECIN.

Enhver, der drister sig til at kloge sig på cykelsport, har i de seneste år lagt et tungt forventningspres på den unge randrusianer Mads Würtz Schmidt, som i denne sæson omsider er blevet professionel.

Søndag bekræftede han, at han har noget at byde på i det professionelle felt, da han besatte den samlede tredjeplads i det franske etapeløb Étoile de Bessèges i en debut, som de fleste nyprofessionelle kun kan drømme om.

- Jeg er selvfølgelig sindssygt stolt og glad, men jeg er en vinder, og jeg kan da ikke lade være med at ærgre mig lidt over, at jeg ikke kom helt til tops på podiet, sagde Würtz Schmidt søndag aften til Ekstra Bladet.

Efter fjerde etape var han 17 sekunder efter franskmanden Lilian Calmejane (Direct Energie) i den samlede stilling, og den føring lykkedes det den 24-årige fransmand at udbygge på den afsluttende enkeltstart med en skrap stigning op mod stregen.

Tony Gallopin (Lotto-Soudal) vandt enkeltstarten og kneb sig ind mellem Calmejane og Würtz Schmidt i den samlede stilling. Calmejane er at dømme efter sine resultater på enkeltstarten ikke specialist i disciplinen, men danskeren er ikke overrasket over at blive besejret af ham.

- En franskmand i førertrøjen i et fransk etapeløb? Sådan en rytter skal man aldrig undervurdere, og det gjorde jeg heller ikke. Han kørte en flot enkeltstart, sagde Mads Würtz Schmidt.

Mads Würtz Schmidt kørte sidste år for det da Bjarne Riis-sponsorerede Team Virtupro-Véloconcept. Siden overtog Riis ejerskabet af holdet, mens Würtz Schmidt skiftede til Katusha-Alpecin. Foto: Jonas Olufson.
Mads Würtz Schmidt kørte sidste år for det da Bjarne Riis-sponsorerede Team Virtupro-Véloconcept. Siden overtog Riis ejerskabet af holdet, mens Würtz Schmidt skiftede til Katusha-Alpecin. Foto: Jonas Olufson.
 

- Jeg ville selvfølgelig gerne have vundet, men jeg har fået blod på tanden og en forstærket tro på, at jeg har noget at gøre på det her niveau. Det gælder nu bare om at holde snuden i sporet.

- Jeg gik ind til det her løb i positiv og optimistisk ånd og i håb om, at jeg kunne få lov at køre min egen chance, sagde Würtz Schmidt og fortæller, at det var holdets ambition mindst at vinde en etape i løbet.

Da kaptajn Alexander Kristoff opfyldte den ambition med en sejr på anden etape i hård sidevind, flyttede holdet fokus til den danske debutant i troen på, at han havde en chance i den samlede stilling.

- Jeg fik en beskyttet rolle efter den hårde sidevindsetape, og jeg sluttede i top fem på alle de efterfølgende etaper. Det er helt vildt at tænke på, at jeg har kørt mit første løb som professionel, hvor langt mere rutinerede ryttere har siddet og ført for mig.

- Jeg måtte knibe mig selv i armen, sagde Mads Würtz Schmidt.

Hans næste opgave for Katusha-Alpecin bliver etapeløbet Volta ao Algarve, hvor også danskerne Jesper Hansen (Astana) og Mads Pedersen (Trek-Segafredo) stiller til start. Løbet skydes i gang 15. februar.

Se også: Sejren glippede for dansk stortalent

Se også: Vildt uvejr koster dansk guldfugl dyrt

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere