Det gik hedt for sig fredag, da det professionelle cykelfelt tog hul på finalen af tredje etape af Romandiet Rundt.
Her slog Team Skys sprinter Elia Viviani til, og alt var fryd og gammen på det britiske hold.
Men alligevel ikke.
For da rytterne lykønskede hinanden efter målstregen, kunne man i baggrunden se FDJ-rytteren Kévin Réza skælde Gianni Moscon ud. Det kan ses på videoen herunder.
Det handlede om, at Moscon, der under forårets klassikere trådte sig igennem til sit helt store gennembrud, umiddelbart inden havde optrådt racistisk over for den sorte franskmand. Som hans holdkammerat Sébastian Reichenbach skrev det på Twitter efter etapen:
- Jeg er chokeret over stadig at høre fjolser, der bruger racistiske fornærmelser i det professionelle felt. Du er en skændsel for vores sport, skrev schweizeren.
Team Sky-sportsdirektør Nicolas Portal udlagde efterfølgende sagen som 'uacceptabel', og storholdet har nu også bekræftet, dels at Moscon optrådte racistisk, og dels at han vil blive straffet for det internt.
Team Sky har i øvrigt oplyst, at Moscon har kontaktet Kévin Réza og undskyldt, og at franskmanden har accepteret undskyldningen.
Den del er blevet bekræftet af FDJ:
- Sagen er lukket, og undskyldningen er blevet accepteret af Kévin. Der er ikke mere at sige om den sag fra FDJ, siger en FDJ-leder til Cyclingnews.
Sky har besluttet at fortsætte med Gianni Moscon i løbet, der slutter søndag. UCI har ikke umiddelbart modtaget en klage og endnu ikke har taget stilling til, om de vil tage sagen op uopfordret.
Kévin Réza har tidligere følt sig udsat for racisme. I 2014 kom han op at toppes med schweiziske Michael Albasini under Tour de France. Dengang blev sagen udlagt som en misforståelse.