Styrtet Lotto-rytter skal forblive i koma i en uge

Kris Boeckmans er stadig for medtaget af styrtet på 8. etape i Vueltaen til at komme ud af kunstigt koma

Det er desværre ikke første gang, Kris Boeckmans kommer alvorligt til skade ved styrt. Billedet her er fra 2010, da han væltede på den danske asfalt ved Post Danmark Rundt. (Thomas: Jens Sjørup, Polfoto)
Det er desværre ikke første gang, Kris Boeckmans kommer alvorligt til skade ved styrt. Billedet her er fra 2010, da han væltede på den danske asfalt ved Post Danmark Rundt. (Thomas: Jens Sjørup, Polfoto)

Den belgiske cykelrytter Kris Boeckmans (Lotto Soudal), som lørdag blev lagt i kunstigt koma efter et voldsomt Vuelta-styrt, er stadig ikke klar til at komme ud af sin koma.

Det oplyste hans belgiske mandskab mandag.

Den 28-årige rytter pådrog sig skader i både hoved og på lungerne, og disse er ikke helet nok til, at han kan vækkes.

- Ved at reducere den beroligende medicin forsøgte lægerne at tage Kris Boeckmans ud af den kunstige koma, skriver Lotto Soudal i en pressemeddelelse.

- Skaderne på lungerne gjorde det for svært for Kris at kunne trække vejret selv, så han blev lagt i kunstigt koma igen. Her vil han med sikkerhed forblive de næste syv dage, skriver holdet.

Boeckmans' styrt skete på 8. etape i årets Vuelta a España - en etape, der blev præget af stor dramatik, hvor mange ryttere var i asfalten og måtte udgå.

Lotto Soudal-rytteren var dog den, som kom mest til skade, men også ryttere som Tejay van Garderen (BMC), Daniel Martin (Cannondale-Garmin) og Peter Sagan (Tinkoff-Saxo) måtte trække sig ud af løbet efter styrt på etapen.

0 kommentarer
Vis kommentarer