Svær tid for Froome efter frifindelse: - Nu hader folk ham bare endnu mere

Cykelsporten er det helt store offer i sagen om den firedobbelte Tour-vinder Chris Froome, mener cykelekspert

Chris Froome fik mandag grønt lys til at køre Tour de France, efter han blev renset for alle anklager i en sag, der har kørt siden efteråret 2017.

Her blev der fundet dobbelt så meget salbutamol i blodet på Froome som tilladt i en prøve taget under Vuelta Espana.

Stoffet bruges mest af astmatikere, og det er ikke i sig selv ulovligt. Derfor blev der heller ikke rejst en dopingsag mod Froome, men han skulle stå skoleret og forklare baggrunden for sine værdier.

Siden har en afgørelse trukket i langdrag, og det er først, efter avisen Le Monde i weekenden bragte historie om en mulig Tour de France-udelukkelse af Froome, at der kom skred i sagerne.

Cykeleksperten Kim Plesner fra bloggen Veloropa mener ikke, at det er helt tilfældigt.

Han peger på, at Froomes hold Team Sky har haft interesse i at trække sagen så langt ud, som de kunne for at forhindre en ’sort/hvid’-afgørelse. Og det har de formået med deres store midler, mens ASO – ejerne af Tour de France – hele tiden har haft det i deres interesse, at de ville have Froome-sagen afgjort inden Tour-start.

Froome er klar til Tour de France, der starter lørdag.
Froome er klar til Tour de France, der starter lørdag.
 

Derfor blev der lagt pres på den internationale cykelunion UCI og WADA, det internationale anti-dopingforbund.

- Jeg synes ikke, det handler så meget om grænseværdier, regler og juridiske slagsmål. Det handler mere om, hvem der har magtfaktor-bukserne på i cykelsporten. I det her tilfælde er det Team Sky og ASO. ASO nåede at få historien ud i Le Monde om, at de havde gjort deres, så de står tilbage som helte i hjemlandet, fordi de forsøgte at gøre noget. De store tabere er UCI og WADA, siger han.

Dømt for det samme
Den kenyansk-fødte brite har slået fast hele vejen igennem, at han er astmatiker, og det er grunden til brugen af stoffet.

Men supersprinteren Alessandro Petacchi blev i 2008 dømt for at have for høje værdier af netop salbutamol i kroppen, og i 2015 modtog Diego Ulissi en ni månders karantæne for at have haft næsten dobbelt så høje værdier i kroppen som tilladt.

Derfor var der præcedens for en karantæne, men den kom som bekendt ikke, selvom Froome havde værdier i blodet, der lå på det dobbelte af det tilladte.

- Jeg tror, det havde været et helt andet resultat, hvis det havde været en hvilken som helst anden rytter end Froome. Der er ingen tvivl om, at det er en gevaldig fordel for Chris Froome, at han kører for verdens største og mest magtfulde cykelhold, og at han har vundet Tour de France fire gange, lyder det fra Ekstra Bladets cykelekspert, den tidligere cykelrytter Michael Rasmussen.

Kim Plesner ser generelt cykelsporten som den store taber i sagen.

- Men er Froome så skurk eller offer?

- Jeg synes ikke, det er så sort og hvidt. Sagen skullet aldrig have været lækket, og han har haft fuld ret til at stille op i de løb, han har kørt. Til gengæld er han kommet dejligt ud af sagen i forhold til tidligere kollegaer. Hvis du sagde til en rytter, at han ville blive frikendt, selvom han var blevet testet positiv for det dobbelte af grænseværdien på salbutamol, så tror jeg, de havde solgt den.

- Cykelsporten er igen det store offer, fordi det er så stor en gråzone. WADA indsætter en grænseværdi, og så holder man sig alligevel ikke til den. Det er jo kernen i det hele. Det skal slet ikke diskuteres. Enten skal grænseværdien ikke være der, eller så skal man overholde den. Sådan burde det være.

Chris Froome kommer til Tour de France med en frisk sejr i Giro D'italia
Chris Froome kommer til Tour de France med en frisk sejr i Giro D'italia
 

Folk vil hade ham
Plesner er overrasket over, at sagen ikke bliver taget videre til den øverste instans CAS – Sportens Voldgiftsret. 

- Det er imod al præcedens, at den som minimum ikke bliver appelleret til CAS, som Alberto Contadors sag eksempelvis gjorde. Det er WADA’s opgave. I det her tilfælde vidner det virkelig om, at de er bange for deres modstandere, siger Kim Plesner og understreger, at han ikke kan se nogen mulighed for, at sagen bliver appelleret senere hen.

Han forudser en svær tid for Froome fremover.

- Problemet er, at nu hader folk jo bare Froome endnu mere. Jo, det er da super for ham, hvis han synes, det er fedt at stå og kigge på pokalerne hjemme i skabet, men han vinder ingen popularitetskonkurrence overhovedet. Han var næsten blevet mere populær, hvis han var blevet hængt op på korset, for så ville man synes, det var synd for ham, fordi han lige så godt kunne have blevet frikendt.

Og det er han. Frikendt. Og klar til at køre Tour de France, der starter på lørdag.

Froome er klar til Tour de France Cykling - 2. jul. 2018 - kl. 11:25 Froome renset for alle anklager - klar til Tour'en

Se også: Rørt Mørkøv blev dansk mester: En utrolig vigtig sejr

Se også: Vraget til Tour de France: I dag blev han dansk mester

124 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere