- Jeg vil gerne stoppe, mens jeg stadig kører på et godt niveau. Jeg elsker sporten, og jeg ville ikke ændre noget som helst i alle de år, jeg har kørt som professionel. Jeg vil gerne takke min familie og alle, der har støttet mig i min karriere.
Sådan lød det fra en grædefærdig Joaquim 'Purito' Rodríguez, da han på første hviledag under sommerens Tour de France annoncerede, at han ville indstille sin succesrige karriere.
Men nu har piben fået en anden - og givetvis særdeles lukrativ - lyd. I går meddelte det nystartede cykelhold Bahrain-Merida Pro Cycling Team nemlig, at de har skrevet en et-årig kontrakt med stjernen, der dermed alligevel kommer ud af sit planlagte cykelhi.
Bahrain-mandskabet, der bliver finansielt bakket op af landets kongefamilie, kæmper i øjeblikket en hård kamp for at blive en del af UCIs World Tour, der automatisk sikrer holdet en start i sportens allerstørste løb, herunder Tour de France.
UCI har annonceret, at de i den kommende sæson vil skære antallet af World Tour-hold ned, således at der kun skal være 17 imod de normale 18 deltagere i den øverste division. Lige nu betyder det, at Bahrain-holdet kæmper mod Bora-Hansgrohe, det nye storhold, der har ansat superstjernen og verdensmesteren Peter Sagan, og Dimension Data om de to ledige pladser på World Touren.
Til det formål skal der blandt andet bruges World Tour-point, og meget passende så er 'Purito' indehaver af en del af disse, nemlig 211, og de er særdeles anvendelige i kampen om pladsen.
Den intense jagt på WT-point er også årsagen til, at blandt andre teammanager fra Cannondale-Drapac, Jonathan Vaughters, spekulerede i, at Dimension Datas Edvald Boasson Hagen kørte sin egen chance i spurten ved det netop afsluttede VM, i stedet for at hjælpe sin formodede kaptajn og landsmand, Alexander Kristoff fra Katusha. Hagens hold har også brug for point, og dem fik holdet del i via Hagens 6. plads ved VM.
Bahrain-mandskabet fattes ikke ligefrem midler, og mon ikke de har smidt en del 'gysser' efter den spanske stjerne, for at få ham til at genoverveje sit karrierestop, snuppe en enkelt sæson mere, inden han så bliver en del af staben bag holdet fra 2018-sæsonen? Det virker ikke helt utænkeligt.
Bahrain-Merida har også skrevet kontrakt med årets vinder af Giro d'Italia, Vincenzo Nibali, og vinderen af årets Amstel Gold Race, Enrico Gasparotto.
- Min beslutning om at stoppe karrieren har været klar hele vejen, Men Bahrain-Merida præsenterede et meget interessant projekt for mig, og de forsikrede mig om, at jeg ville føle mig hjemme og motiveret hos dem, så derfor har jeg besluttet at tage et rygnummer på i endnu en sæson, forklarede Rodriguez ved offentliggørelsen af kontrakten.
Nu lader det til, at tårerne under årets Tour de France er langt, langt væk ...
Tour-stjerne i tårer: Her annoncerer han karrierestop på hviledagen