BREST (Ekstra Bladet): Den stærke mand er afløst af en stærk kvinde. Den kasakhiske nationalhelt Alexandr Vinokurov er sparket ud af World Tour-holdet Astana, som han selv stiftede, og som han år efter år har sikret solid, økonomisk opbakning i hjemlandet.
Ny magtfuld leder af holdet er den 36-årige powerkvinde Yana Seel, som nu i sit tredje år i ledelsen af holdet træder i karakter. I en strøm af klichéer og floskler fra forretningsverdenen beskriver hun på erhvervsnetværket Linkedin sig selv som en ‘innovativ, profitorienteret projektmanager’.
Nyheden om fyringen af Vinokurov faldt som en bombe på holdet, som i dagene op til årets Tour de France er indlogeret på Hotel Oceania i centrum af Brest i Bretagne.
Usikkerhed på holdet
En vis rådvildhed var at spore blandt medlemmer af staben, som midt i det store arbejde med at gøre klar til årets største og vigtigste løb altså også skulle rumme bekymring over fremtiden.
- Hvorfor lige nu? Vi er to dage fra Tour de France, og så kommer det her. Det er vanvid, sagde en Astana-medarbejder til Ekstra Bladet.
- Jeg ved ikke, om jeg har et job i morgen. Måske har jeg ikke noget job næste år. Vi aner intet om, hvad der foregår.
- Det skaber usikkerhed, og det er det sidste, vi har brug for nu, sagde medarbejderen, der i lighed med givetvis alle andre på holdet har fået besked på ikke at kommentere nyheden i medierne.
Langvarig strid
Der tegner sig et billede af en langstrakt intern strid, som altså har kostet Vinokurov positionen som holdets ubestridte leder. I en pressemeddelelse fra holdet fastslår Yana Seel, at han stadig er et ‘værdsat medlem’ af Astana-Premier Tech, men at han er lettet for sit ledelsesansvar.
Striden er ikke nødvendigvis et opgør mellem Vinokurov og Seel, siger en kilde. Det er sandsynligt, at Seel blot udfører det arbejde, som et flertal af aktionærerne ønsker udført, lyder det.
Sidste år blev de kasakhiske sportsdirektører Alexandr Shefer og Dimitri Sedun fyret, hvilket vakte opstandelse blandt deres landsmænd på holdet. Uroen er efter sigende kun blevet forstærket med den canadiske sponsor Premier Techs indtog på holdet i denne sæson.
Delvist canadisk
Virksomheden, som beskæftiger sig med bæredygtigt landbrug, smider ikke bare penge i holdet, men har også købt sig ind i ejerkredsen. Det hidtil rent kasakhiske, statsfinansierede hold er altså blevet delvist canadisk.
Et emblem på det nye teamtøj signalerer de nye tider: En sammensmeltning af det canadiske og det kasakhiske flag. Denne ‘skænding’ af det kasakhiske flag har skabt forargelse blandt kasakhiske ansatte på holdet.
Ekstra Bladet traf torsdag Jakob Fuglsang på en af gangene på Hotel Oceania, hvor avisens udsendte også er indlogeret. Fuglsang hilste venligt og besvarede det oplagte spørgsmål endnu før, det var formuleret til ende: ‘Ingen kommentarer’.
Skuer fremad
I foyeren mødte vi derpå canadieren Steve Bauer, som overtager Vinokurovs opgaver under Tour de France i samspil med italieneren Guiseppe Martinelli.
- Jeg kan ikke sige noget om baggrunden for det, der er hændt, men jeg kan sige noget om fremtiden, sagde han.
- Og den handler om at skabe et bedre hold, sagde Bauer, som er kommet til holdet i år.
Han afviste at udtale sig yderligere med henvisning til, at Yana Seel ville ankomme til hotellet sent torsdag. Astana-holdets pressechef, Phoebe Haymes, vurderede torsdag eftermiddag, at Seel ikke har yderligere kommentarer til sagen.
Succesrig leder
Yana Seel er født i Kasakhstan af russiske forældre, da landet var en del af Sovjetunionen. Som 16-årig blev hun sendt til Belgien for at studere. Hun beklædte i et årti høje stillinger i medicinalindustrien, før hun vendte hjem til Kasakhstan og i 2018 af regeringen blev bedt om at optimere holdet organisatorisk og marketingmæssigt.
Siden december 2018 har Seel, der nu igen har base i Belgien, været højt placeret i ledelsen af holdet med titel af ‘managing director’. På Linkedin skriver hun, at hun er CEO - administrerende direktør - for holdet.
Ifølge Ekstra Bladets cykelsportskommentator Michael Rasmussen kan fyringen af Alexandr Vinokurov blive begyndelsen til enden for Astana-holdet.
--------- SPLIT ELEMENT ---------
Vil sagsøge holdet
Alexandr Vinokurov har ikke tænkt sig uden videre at give slip på sit livsværk, som han opbyggede på resterne af det spanske Liberty Seguros-hold efter dopingskandalen Operación Puerto i 2006.
Han har hyret advokater og varsler et søgsmål mod firmaet bag holdet, Abacanto SA, som er baseret i Luxembourg. Det skriver avisen L’Équipe, som torsdag breakede nyheden om hans bratte fald fra tinderne.
L’Équipe skriver, at baggrunden for afskedigelsen er ‘personlige årsager’, men Vinokurov afviser pure over for avisen, at der skulle ligge noget i den kategori bag.
--------- SPLIT ELEMENT ---------
Stor overraskelse
Den sportslige ledelse under årets Tour de France varetages som planlagt af kasakheren Dmitriy Fofonov i samarbejde med italieneren Stefano Zanini.
Fofonov tog sig torsdag midt i orkanen tid til at tale med Ekstra Bladet på Hotel Oceania, men han havde kun én kommentar direkte relateret til Vinokurovs afskedigelse:
- Det er en stor overraskelse. Vi er her dog for at køre cykelløb, og det er det, vi holder fokus på, sagde Fofonov.
- Gutterne er klar, og de har forberedt sig godt og er i god form. Nu skal vi i gang, og vi må ikke lade os forstyrre af noget, der foregår uden for vores kontrol.
- Det sker ofte, at politiske forhold ændrer sig fra dag til dag, men man må holde fokus på det, man er ansat til. Vi er her for at konkurrere, og det har vi tænkt os at gøre, sagde Dmitriy Fofonov.
Også rytteragenten Moreno Nicoletti, som har leveret adskillige ryttere til Astana gennem årene, var forbløffet over afskedigelsen, da Ekstra Bladet fangede ham på mobilen.
- Sådan noget er selvfølgelig aldrig godt et hold lige før et Tour de France. Jeg kender ikke baggrunden, men jeg ved, at det ikke gør noget godt for et hold lige før et stort løb, sagde Nicoletti, som er agent for blandt andre Astana-rytterne Jakob Fuglsang og Jonas Gregaard.