- Tager alle chancer

Danmark har meldt afbud til herrernes landevejsløb ved EM, men løbet har en fremtid, mener Anders Lund

Kasper Asgreen er et stort dansk medaljehåb ved EM i cykling. Men eventuelt metal skal hentes på enkeltstarten, da Danmark ikke stiller op i landevejsløbet. (Arkivfoto) Foto: Thibault Camus/Ritzau Scanpix
Kasper Asgreen er et stort dansk medaljehåb ved EM i cykling. Men eventuelt metal skal hentes på enkeltstarten, da Danmark ikke stiller op i landevejsløbet. (Arkivfoto) Foto: Thibault Camus/Ritzau Scanpix

Tadej Pogacar, Peter Sagan, Remco Evenepoel, Matej Mohoric, Matteo Trentin og Sonny Colbrelli.

Der er masser af stærke navne på startlisten til søndagens landevejsløb for herrer ved EM i italienske Trento.

Til gengæld glimrer de mange danske profiler ved deres fravær.

Danmarks Cykle Union (DCU) har nemlig udelukkende valgt at prioritere enkeltstarten, mens både U23- og kvinderytterne stiller med stort set fuldt hold i alle kategorier ved EM, der startede onsdag med juniorløb.

Afbuddet til herreelitens landevejsløb handler om økonomi, men i høj grad også om trænere og stabens tid og ressourcer i en tætpakket periode, hvor EM ligger klemt inde mellem blandt andet OL og VM, fastslår landstræner Anders Lund.

Landevejsløbet ved EM har kun været på programmet siden 2016, og trods det danske afbud spår Anders Lund løbet en lys fremtid.

- Ja, det er jo ikke op til mig at beslutte, men jeg er landstræner for et rigtigt stærkt landshold, og vi tager alle de chancer for at hente medaljer, som vi kan få.

- Det er utroligt vigtigt for mig at sige, at vi er nået til et niveau i dansk landevejscykling, som gør, at vi skal være med til alle mesterskaberne og markere os. Og det er vores klare ambition, at vi er det i fremtiden, siger Lund.

EM afvikles normalt cirka en måned tidligere end i 2021, hvor OL pressede det frem i kalenderen.

- EM har skullet kæmpe for sin plads i kalenderen, sådan er det jo for alle nye arrangementer. De har lige skullet ind i holdenes og rytternes planlægning af sæsonen, men det er også min fornemmelse, at de er ved at være der nu, siger landstræneren.

Med den store mængde af danske topryttere kunne det være oplagt, at Lund i fremtiden stillede et hold til EM og et andet til VM. Altså gjorde EM til et løb for nogle af de danske ryttere, der ikke kommer med til VM.

- Man kan ikke afvise det. Som landstræner har jeg altid ambitioner om at stille det stærkest mulige hold, og sådan bliver det også næste år til EM, hvis vi er med.

- Men heldigvis har vi lige nu en bredde, der gør, at vi kan lave flere stærke konstellationer, som alle kan skabe resultater, siger Anders Lund.

EM starter for Danmarks vedkommende torsdag med enkeltstart for U23- og eliterytterne hos både kvinder og mænd.

Danmark er repræsenteret i alle fire løb. Mikkel Bjerg og Kasper Asgreen stiller op i herrernes løb, mens Emma Norsgaard kæmper for metal hos kvinderne.

Fredag er der landevejsløb for U23-kvinder, mens elitekvinder og U23-mænd kører lørdag inden søndagens afsluttende landevejsløb for herrer.

Emma Norsgaard blev nummer 17 i enkeltstart

Ved OL kørte Emma Norsgaard sig til en 17. plads i enkeltstart.