I dansk perspektiv var der sportsligt ikke meget at skåle for, da Giroen lørdag ramte det såkaldte ’prosecco-distrikt’ i Norditalien.
Inden enkeltstarten luftede Mikkel Bjerg drømme og håb om en placering i top fem, mens Jakob Fuglsang havde pointeret etapens vigtighed i forhold til det samlede klassement.
Men både tempospecialisten fra UAE-Team Emirates og Astana-kaptajnen var milevidt fra succesens sødme langs vinmarkerne på Veneto-egnen. Det handlede ikke om de sidste procenter på lørdagens enkeltstart.
Mikkel Bjerg blev nr. 14, mens Jakob Fuglsang noterede sig for 29. bedste tid.
Artiklen fortsætter under billederne ...
Førstnævnte sad længe og sundede sig på asfalten, da han var kommet ind over stregen. Og da den tidligere U23-verdensmester i disciplinen rejste sig og trillede videre, var det i denne omgang uden ord til Ekstra Bladet. Skuffelsen lyste ud af ham.
Fuglsang rullede også forbi medieteltet og afholdt sig på samme måde fra at kommentere resultatet, der sendte ham tilbage som nr. 12 sammenlagt. Senere udlagde han dog teksten over for Astanas officielle kanaler.
- Jeg startede godt og fandt min rytme relativt hurtigt. Jeg kom godt over den første del og muren (stejl stigning i begyndelsen, red.), men på den sidste del kunne jeg ikke træde til, som jeg gerne ville. Sådan er det. I morgen venter en vigtig og hård bjergetape. Det fokuserer vi på nu, siger danskeren.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Fuglsang er efterhånden tvunget i offensiven med henblik på at genetablere sig i topkampen.
Forud for søndagens brutale bjergetape med mål på toppen i Piancavallo er det danske podiehåb fire minutter og otte sekunder efter den førende João Almeida (Deceuninck - Quick-Step).
Portugiseren har Wilco Kelderman (Team Sunweb) og Pello Bilbao (Bahrain-McLaren) som sine nærmeste rivaler, der er henholdsvis 0:56 og 2:11 minutter efter.