Taler ud om exit: - Færdig med mit legetøj

Oleg Tinkov forlod cykelsporten til de flestes store tilfredsstillelse, og han kunne fredag glæde dem med, at han ikke har aktuelle planer om at gøre comeback som teamejer

Milliardæren Oleg Tinkov besøgte fredag uanmeldt Tour-karavanen før starten på Tourens 19. etape. Arkivfoto: Claus Bonnerup / Ritzau Scanpix.
Milliardæren Oleg Tinkov besøgte fredag uanmeldt Tour-karavanen før starten på Tourens 19. etape. Arkivfoto: Claus Bonnerup / Ritzau Scanpix.

SAINT-JEAN-DE-MAURIENNE (Ekstra Bladet): Pludselig rullede tre ryttere i de velkendte, skriggule Team Tinkoff-trøjer fredag gennem paddock’en – teambussernes holdeplads – før starten på 19. etape i årets Tour.

Det vakte i sig selv opsigt, og postyret blev ikke mindre, da en velkendt figur så viste sig at sidde på hjul af de tre velpolstrede hjælperyttere. Det var den succesrige forretningsmand Oleg Tinkov, som er milliardær, cykelentusiast, provokatør og til tider bindegal.

Michael Rasmussen gør status efter 19. etape, der blev stoppet grundet jordskred

Han var kommet for at besøge et felt, som for hovedparten rakte armene i vejret i jubel, da han ved udgangen af 2016 lukkede sit hold og siden næsten har holdt sig ude af sporten.

- Det var mit legetøj, og jeg var færdig med at lege med det. Det var derfor, jeg lukkede det, sagde Tinkov til Ekstra Bladet.

- Der var også andre grunde. Det er for eksempel meget dyrt at drive et cykelhold, og det er en investering, som ikke giver noget afkast. Men det var ikke den primære grund.

- Jeg stoppede først og fremmest, fordi det ikke var interessant længere. Jeg var i begyndelsen begejstret for at eje og drive et stort hold, men begejstringen forsvandt, sagde Oleg Tinkov.

Den russiske excentriker ruskede op i den traditionsbundne cykelsport og satte helt nye standarder for pinlig optræden, da han i 2012 gjorde sit indtog på sportens højeste plan som sponsor for Bjarne Riis’ hold.

Året efter købte han holdet af Riis og ansatte danskeren som teammanager. Med store armbevægelser, eder og forbandelser, offentlig intimidering og endog trusler forsøgte Tinkov at skabe verdens bedste cykelhold.

Tinkov og Bjarne Riis i 2014, da de endnu var på bølgelængde. Det ændrede sig, og i 2015 kom det til et dramatisk brud mellem de to. Arkivfoto: Claus Bonnerup / Ritzau Scanpix.
Tinkov og Bjarne Riis i 2014, da de endnu var på bølgelængde. Det ændrede sig, og i 2015 kom det til et dramatisk brud mellem de to. Arkivfoto: Claus Bonnerup / Ritzau Scanpix.

Han sværtede gerne sine ryttere til offentligt, og Bjarne Riis blev fyret under stor dramatik. Han lod også engang på Twitter hele verden vide, at han lå i sin villa i Toscana og onanerede sammen med et par 'langbenede ludere'.

Allerede før 2016-sæsonen var Tinkov ved at være træt af sit legetøj, og han annoncerede, at han ville lukke det ved udgangen af året. Da var holdet allerede kørt helt i sænk, idet hverken stab eller ryttere kunne fungere under Tinkovs regime. Til sidst gad russeren ikke engang forsøge at sælge holdet, men lod det bare visne bort.

Siden har han koncentreret sig om mere givtige forretninger. Han opholder sig for tiden i sin feriebolig i Courchevel, som i fugleflugtslinje ligger cirka 50 kilometer fra Saint-Jean-de-Maurienne, hvor 19. etape blev skudt i gang fredag.

- Jeg har ikke været ved Touren i tre år, og jeg er bare kommet for at kigge. Det hele ligner sig selv, sagde Oleg Tinkov, som forsikrede, at han ikke overvejer at vende tilbage til cykelsporten. Han har i det mindste ingen aktuelle planer, lod han forstå.

- Jeg savner ikke at have et hold. Intet har forandret sig, desværre, og det er en af grundene til, at jeg ikke for alvor har overvejet at vende tilbage til cykelsporten, sagde Tinkov, som i sin tid som teamejer havde en række ganske interessante forslag til, hvordan cykelsporten skulle indrettes.

Det handlede først og fremmest om at sikre, at der var penge at tjene på et cykelhold. I dag er holdene afhængige af sponsorer eller rigmænd, som gider smide snesevis af millioner i et hold år efter år. Det er uholdbart, mener Tinkov.

Han kæmpede især for, at holdene skulle sikres en del af tv-indtægterne, men det var en forgæves kamp. Han varslede dengang, at rigmænd som han selv, Andy Rihs (BMC) og Igor Makarov (Katusha) ville forlade sporten, fordi lysten til at poste millioner i en virksomhed, der ikke giver afkast, kun naturligt forsvinder med tiden.

Andy Rihs er død og borte, mens Igor Makarov efter sigende nøje overvejer, om han vil holde sit Katusha-mandskab kørende i endnu en sæson. Og Tinkov? Han nød opmærksomheden i Tour-karavanen en fredag formiddag og forsvandt så atter ud af billedet.

Sport og Spil Gal eller genial: Trump ville udfordre Tour de France

Se også: Tinkov afviser Sky-sponsorat: Ren bullshit

Se også: Betalte for gult arbejde: Mørkøv blev håbløst sat

En jublende Quintana krydser stregen. Foto: Christian Hartmann/Ritzau Scanpix Cykling - 25. jul. 2019 - kl. 17:29 Utroligt forsvar af den gule trøje i colombiansk triumf

20 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere