Sensationen er fuldbyrdet. Tao Geoghegan Hart (INEOS) er vinder af årets Giro d’Italia.
Det står klart efter søndagens enkeltstart, hvor 15,7 kilometer kamp mod uret dannede rammen om afslutningen af den italienske Grand Tour.
Her blev briten noteret for 13. bedste tid, men placeringen var underordnet.
Det handlede om at slå den nærmeste rival Jai Hindley (Team Sunweb), der inden sidste etape havde et forspring på sølle 86 hundrededele af et sekund til INEOS-stjernen.
Hindley havde håbet, at den lyserøde trøje ville give ham de afgørende procenter, men den 24-årige australier måtte se sig slået med 39 sekunder.
Artiklen fortsætter under billedet ...
En fest for hjælperne
Allerede fra start satte Geoghegan Hart sig virtuelt i førertrøjen, og briten bare udbyggede og udbyggede forspringet.
Hindley havde ellers fordel af at starte tre minutter efter løbets daværende nummer to, men alligevel var australieren anset for at være outsideren i den direkte duel.
Forud for gyseren i Milano lød det indbyrdes regnskab i enkeltstart på syv sejre til briten ud af ni mulige.
Alligevel kan australieren se tilbage på en eventyrlig Giro.
Han var oprindelig udset en rolle som hjælperytter for Wilco Kelderman (Team Sunweb), der fuldendte podiet på tredjepladsen.
Men i løbets sidste uge stod det klart, at kaptajnen havde dårligere ben end løjtnanten.
Debriefing fra Portimão: Meningen med Kevins fyring
Artiklen fortsætter under billedet ...
Ingen meter i lyserødt
For løbets samlede vinder var situationen meget den samme, om end på en mere ulykkelig baggrund.
Geoghegan Hart skulle udgøre en vigtig støtte til Geraint Thomas, men da Giroens storfavorit styrtede på tredje etape, fik den 25-årige luksus-hjælper lov at køre sin egen chance.
Den greb han til fulde. Med to etapesejre og siden kronen på værket … den samlede sejr.
Det har været historisk tæt i topkampen, som pludselig blev præget af yngre outsidere og hjælperyttere, da en stor flok af de rutinerede favoritter udgik eller blev distanceret.
Symptomatisk for den uforudsigelige Giro nåede løbets vinder aldrig at køre en eneste meter i førertrøjen.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Langt fra triumfen
Jakob Fuglsang fik heller ikke æren af at bære La Maglia Rosa undervejs, omend der var opløftende momenter i begyndelsen af løbet og på kongeetapen over Stelvio.
Astana-kaptajnen endte på en samlet 6. plads - syv minutter og to sekunder efter vinderen.
Danskeren afsluttede sin Giro med en 31. plads på enkeltstarten, der vanen tro - fristes man til at sige - blev vundet af verdensmesteren i disciplinen, Filippo Ganna (INEOS).
Han noterede sig dermed for sin fjerde(!) etapesejr i dette års udgave af Italien Rundt, hvor INEOS Grenadiers tog gigantisk revanche for et lunkent Tour de France.
Foruden den individuelle triumf til Geoghegan Hart vandt det britiske mandskab holdkonkurrencen og syv etaper undervejs.