Ti år efter tilståelsen: - Alle usandhederne værd

DER ER INGEN tvivl om, at det har gjort mit liv mere besværligt på nogle punkter. Og det har unægtelig gjort adgangen til den professionelle cykelverden mere vanskelig. For ikke at sige umulig. Men det har stadig været det hele værd. 31. januar er det nøjagtig ti år siden, jeg stod frem for offentligheden og tilstod mit brug af præstationsfremmende midler. Jeg kan tydeligt huske pressemødet i Herning, og når jeg genser min tilståelse foran rullende kameraer, giver det en følelse af, at det kunne være foregået i går. Jeg havde måske lydt mindre ked af det og knap så undskyldende, hvis jeg sad i stolen her i 2023, men budskabet havde været det samme. JEG STOD FREM for at slippe af med usandheden. For at lette mt hjerte. Og for at komme den generelle tavshed om dopingbrug i cykelverdenen til livs. Jeg ville bidrage til, at sporten blev renere. Den del af min mission er fortsat uændret i dag. Det er også derfor, jeg taler så åbent om det. Jeg har det godt med den position, jeg er i nu. Jeg skylder ikke nogen noget. Jeg kan tale fuldstændig frit. Men det har også haft den pris, at der er rigtig mange, som har vendt mig ryggen. Man kan sige, at jeg har brændt broer. Man også påpege, at det er broer, som måske aldrig har været der. Der er dog ingen tvivl om, at rigtig mange i cykelsporten var nervøse, mens januar blev til februar dengang for ti år siden. De har tænkt mange tanker om, hvad jeg mon kunne finde på at sige. DET SKABTE EN DISTANCE. Mellem flere af de tidligere professionelle danske ryttere og mig selv. En afstand, som for en stor dels vedkommende stadig er uforandret i dag. Jeg er ikke en del af det fine selskab, der mødes til julefrokost en gang om året. Jeg er godt nok blevet spurgt, om jeg vil med, men inderst inde ved jeg godt, at det ikke ville være relevant for nogen af parterne. Der er ting, man ikke kan komme tilbage fra. Jeg kunne ikke sidde til bords med Jesper Worre, og der er sikkert mange i det selskab, som har det på samme måde med mig. Sandheden har en pris. Det har den i hvert fald haft for mig. Men det har været langt mere værdifuldt at slippe af med usandhederne. Jeg indledte med at slå fast, at nogle ting var blevet vanskeligere. Men der er også områder, hvor det har gjort mit liv lettere. Når folk møder mig i dag, ved de præcist, hvad de får. Sådan var det ikke, før jeg stod frem. --------- SPLIT ELEMENT --------- Afhørt af tidligere FBI-agent EN AF DE mest ubehagelige situationer, jeg har været i, fandt sted få dage før min tilståelse i Herning. Jeg skulle holde et foredrag, og på det tidspunkt vidste jeg godt, at sandheden ville komme frem umiddelbart bagefter. Men jeg kunne af gode grunde ikke lægge kortene på bordet i et mere eller mindre tilfældigt fitnesscenter i Viborg. Jeg stod og løj over for de fremmødte, og det havde jeg det sgu skidt med. Det var en anden sag med journalisterne. Over for dem har jeg ikke haft det dårligt med at lyve. Det var en del af arbejdsbeskrivelsen. Sandheden kunne af gode grunde ikke siges højt i den verden. Det var helt åbenlyst. I samme sekund ville min karriere jo være forbi. Det var unægtelig meget nemmere at stå og tale foran en ny forsamling et par uger senere. På det tidspunkt var byrden fjernet fra skuldrene. Det var en befriende følelse. Det var nøjagtig det, den tidligere FBI-agent, som foretog afhøringen af mig forud for pressemødet i Herning, havde sagt. ’Sandheden vil sætte dig fri’, lød det ordret fra special agent Robertson. Det var så klichefyldt, at jeg nærmest blev rasende dengang. Til mit forsvar skal det også siges, at det var nogle sindssygt intense dage, og den gode Mr. Robertson er for længst blevet tilgivet. JEG BLEV AFHØRT i både Amsterdam og København forud for det store presseshow på jysk grund. Først skulle min aftale omkring fremtidig karantæne forhandles på plads i Holland, inden jeg overhovedet kunne sige noget. Her sad min advokat og jeg til møde med de hollandske antidoping-myndigheder, WADA og USADA (det internationale og det amerikanske antidoping-agentur, red.). Sidstnævnte var repræsenteret ved advokaten Bill Bock, som var en af frontfigurerne i organisationen, og den føromtalte eks-agent. De ville høre, hvad jeg kunne fortælle i forhold til specifikke sager. Jeg lovede dem, at jeg ville fortælle så meget, at deres ører ville falde af. Da aftalen var underskrevet, fløj vi alle sammen til Danmark. Her skulle afhøringen foregå på Hotel Scandic i Nyhavn. Jeg havde allieret mig med idrætsprofessor Verner Møller, som min bisidder, til at bevidne, at alt gik anstændigt til under de 6-7 timer, som afhøringen varede. Anti Doping Danmark var særdeleshed var interesseret i høre om Bjarne Riis’ cykelhold, alt imens de hollandske dopingmyndigheder havde rettet sigtekornet på Rabobank. Jeg tømte hele skraldesækken på bordet foran dem. --------- SPLIT ELEMENT --------- Cykelsporten er et andet sted DEN LÆNGE VENTEDE rapport fra Anti Doping Danmark og Danmarks Idrætsforbund landede først et par år senere, og selv om jeg kunne genkende min forklaring på de mange sider, var det forbavsende lidt, de fik ud af det. Det skyldes særligt forældelsesfristen, men der var også få, som krøb til korset og indrømmede efterfølgende. Det er også en kunst i sig selv. Det ved jeg alt om. Har man i sinde at forblive i cykelsporten efter en dopingtilståelse, kan det bedst betale sig udelukkende at tale for egen regning – og i øvrigt få det til at fremstå, som om man kun var ’festryger’. Jeg gjorde det modsatte, og i dag står cykelsporten et andet sted, end den gjorde den januardag i 2013. I det regnestykke udgør mit bidrag ganske vist kun en brøkdel af resultatet, men jeg synes, at jeg har betalt meget tilbage. Cykelsporten er tættere på at slippe af med dopingspøgelset, og der er færre og færre sager, som dukker op. MEN DET ER der stadig. Senest eksemplificeret ved Miguel Ángel López, der blev fyret i slutningen af december på grund af mistanke og nu ser ud til at slutte sin karriere på lavt blus i Colombia. Det er ikke noget stort punktum for en mand, der har kørt på podiet i både Giroen og Spanien Rundt. Jeg skal ikke gøre mig til dommer i den sag, men min opfattelse på generelt plan er den, at så længe man kan finde et hul i systemet, vil enkelte ryttere forsøge sig. Og indrømmet. Jeg savner tiden, hvor jeg kunne konkurrere på højeste niveau. Følelsen af at køre først over stregen på de allerstørste dage, er uerstattelig. DET HAR VÆRET alle lidelserne, kampene og usandhederne værd. Ellers havde jeg ikke gjort det. Jeg vil ikke bytte min cykelkarriere for sandheden.

Ekstra Bladet annoncer

Rapportér annonce

Tak for din henvendelse

Fejl

Sender rapport

Ti år efter tilståelsen: - Alle usandhederne værd

Hvilke nyheder skal vi vise her?

Bagholdet