Tidligere dansk toprytter var døden nær: Reddet af motionister

Den tidligere danske cykelrytter Brian Vandborg faldt om med hjertestop, da han cyklede for en måned siden

Brian Vandborg overlevede hjertestop takket være to motionister. Foto: Tariq Mikkel Khan
Brian Vandborg overlevede hjertestop takket være to motionister. Foto: Tariq Mikkel Khan

Brian Vandborg blev ramt af en alvorlig ulykke, da han for en måned siden var ude på en cykeltur alene.

Den tidligere danske mester i enkeltstart og tredobbelte deltager i Tour de France fik pludselig hjertestop og faldt i grøften.

Til den 36-årige eks-rytters held havde han dog kort forinden mødt et par andre motionister, der hurtigt satte gang i hjertemassage og fik tilkaldt en ambulance.

Det skriver Brian Vandborg i et længere privat opslag på Facebook, som TV 2 har fået tilladelse til at bringe.

Indopereret pacemaker
Han er naturligvis taknemmelig for de to mænds hurtige reaktion og tilskriver dem æren for, at han blot en måned efter ulykken er i stand til at give en opdatering på sin status.

Desuden takker han både familie og venner for støtte, besøg og hilsener - ligesom Rigshospitalets personale også får en hilsen med på vejen for at have udført 'fantastisk pleje'.

Brian Vandborg, der stoppede sin aktive karriere i 2013 efter at have tilbragt flere sæsoner på Bjarne Riis' cykelholf, skriver afslutningsvis, at lægerne har ordnet den fejl, der forårsagede hjertestoppet.

I den forbindelse har man indopereret en såkaldt pacemaker.

Det er blot to uger siden, at den belgiske cykelrytter Michael Goolaerts fik hjertestop, da han sad på cyklen i klassikeren Paris-Roubaix. Trods et ihærdigt forsøg lykkedes det ikke at redde den 23-årige rytters liv.

Ekstra Bladet har indtil videre forgæves forsøgt at komme i kontakt med Brian Vandborg.

Brian Vandborg kørte både Tour de France for danske Team Saxo Bank-Sungard og italienske Liquigas. Han nåede også at blive dansk mester på enkeltstart to gange i sin professionelle karriere. Foto: Claus Bonnerup
Brian Vandborg kørte både Tour de France for danske Team Saxo Bank-Sungard og italienske Liquigas. Han nåede også at blive dansk mester på enkeltstart to gange i sin professionelle karriere. Foto: Claus Bonnerup
 

Lance Armstrong øverst på podiet ved Tour de France 2004. Foto: All Over Press Cykling - 17. apr. 2018 - kl. 20:42 Ny skandale: Armstrongs læge dopede helt landshold

Danskeren leverede en historisk triumf. Foto: AP/MARCEL VAN HOORN Cykling - 15. apr. 2018 - kl. 18:55 Ekstatisk Valgren efter triumf: Det er Danish Dynamite!

Michael Valgren triumferede i Amstel Gold Race. Foto: All Over Press/Imago Sport Sport og Spil Alle vil have dansk åbenbaring: Nu fordobler han million-lønnen